Af Thomas de Laine | Skrevet 6. december 2014 kl. 01:08 i Almex Manifestet | Endnu ingen kommentarer

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Mobilen ringede. Boje tog den straks. "Hej Stephan! Hvad så? Noget nyt?"

"Nej, ikke endnu," lød det i den anden ende. "Og så måske alligevel. Der er pressemøde hos DSB i Høje Taastrup klokken halv to. Konklusionerne i den der rapport om IC4 bliver præsenteret."

"Nå, for pokker. Det må da give et praj. Men de er ikke tilbage endnu så?," spurgte Boje.

"Næh... Vi hører vel snart fra dem? Nå, men det jeg ville spørge dig om, var, om du kunne tænke dig at tage med ud og se rapporten blive præsenteret live? Iver kommer også, han bor jo lige i nærheden."

Boje tøvede lidt. Han var jo lige i fuld gang med at gøre sine to fjeldhytter klar til vinteren. Skulle han smide det hele her midt i arbejdet for at tage med?

"Kom nu," pressede Stephan, "så kan vi mødes med de andre bagefter og fejre det."

"Fejre det? Er du nu sikker på det?," tvivlede Boje.

"Ja, det er da helt sikkert! Har du læst kommissoriet for undersøgelsen? De skal svare på, om det er realistisk og økonomisk forsvarligt at arbejde videre med IC4 for at gøre togene stabile i drift. Og om det giver mening, når der bliver elektrificeret. Der er da ingen, der tør svare ja på de spørgsmål!," mente Stephan afgjort.

"Okay, så kommer jeg," besluttede Boje. "Hvis Simon og Therkild ligefrem har kunnet udrette dét..."

Triumftoget

(Jo, afsnittet handler om IC4).

Lidt før tid indfandt Boje, Stephan og Iver sig i det lokale hos DSB på Telegade, hvor pressemødet skulle finde sted. Det var første gang, de var i DSBs nye hovedkvarter. Helt, helt anderledes end den gamle kaserne i Sløvgade. Og med et hav af biler parkeret uden for. Nogen af dem tilhørte dog nok journalisterne.

"Længe siden, går det godt? Er du kommet på plads?," spurgte Boje henvendt til Iver, mens de sad og ventede.

Iver havde jo været nogle ting igennem. Han var blevet sat ud af sin lejlighed i Rødovre, men havde da heldigvis fundet noget nyt lidt længere ude, nemlig her i Taastrup.

"Jo, tak. Men det er jo noget mindre, end det jeg havde før. Men nu ser jeg fremad," fortalte Iver. "Jeg overlod jo lidt til Anders i Ballerup. Han havde fint plads til det."

"Det er altså pudsigt. Jeg kan huske, dengang Anders skulle etablere sig," mindedes Stephan. "Han fik noget maling, jeg havde til overs. Det bruger han stadig!" De lo alle tre.

"Jeg læste lige på nettet, at hver 11. afgang med IC4 ikke bliver gennemført," fortalte Stephan. "Det er da vildt!"

"Tænk, hvis vi kunne få linje Bx op på det niveau," grinede Iver.

Men så var der heller ikke mere tid til smalltalk. Med uhørt præcision, DSB taget i betragtning, gik pressemødet i gang. Et helt panel af mennesker, der så meget alvorlige ud, sad klar til at tale på skift. Der var både velkendte DSB-folk og nogle af de schweiziske ingeniører, som havde stået for at udarbejde rapporten.

Det var en lang affære, og de tre entusiaster lyttede med gru til, hvordan schweizerne på internationalsk forklarede, at de var kommet frem til den konklusion, at IC4-togene formentlig godt kan køre.

"Det var kattens," hviskede Stephan til Boje. "Therkild og Simon er da helt uduelige til det der."

Boje rystede på hovedet.

"Jeg er ikke med...?," spurgte Iver, men han fik ingen forklaring.

Da pressemødet var slut, prøvede Stephan at ringe til Therkild. Var de mon tilbage nu? Nej, der var endnu kun telefonsvareren. Stephan bad Therkild ringe så snart som muligt.

"Det kan da godt være, schweizerne har ret i, at de kan få dem til at fungere pålideligt inden 2019. Men det er jo noget helt andet, end at vi kan," mente Boje.

"Ja. Jeg tænkte også: Hvor mange år mon vi så skal vente på 2019?," gnækkede Iver.

Hovedrystende skiltes Boje og Stephan fra Iver, da hans taxa kom. Han måtte køre nu, hvis han skulle nå at hente Setra'en, som var på værksted.

Stephan og Boje gik om på parkeringspladsen for at køre ind til byen. "Ring nu, for pokker!," mumlede Stephan, tydeligt bekymret.

På parkeringspladsen viste der sig at herske et kaos som ved et 5A-stoppested, der ikke havde set en bus i seks minutter. Oprevne mennesker stod og talte højt i deres mobiltelefoner, mens nogle politibetjente gik rundt og talte med folk og noterede ned. Hvad var der dog sket?

"Alle bilerne er blevet stjålet, mens der var pressemøde," forklarede en journalist, de havde siddet ved siden af. Han kunne vist godt se, at de undrede sig.

"Nej, ikke dem alle sammen," konstaterede Stephan smilende og selvtilfreds. "Sig så ikke, at der ikke er fordele ved at køre Berlingo!"

Tryk stop i god tid

"Det er jo mine tidligere venner Simon og Therkild," halvråbte Stephan, da den mislykkede ekspedition endelig var vendt tilbage til nutiden og ankom til det værtshus, hvor Boje og Stephan de sidste par timer havde arbejdet på at skylle dagens fiaskoer ned.

"Vil I forsvare jer først, eller skal vi banke jer med det samme?," ville Boje vide.

"Hey, vi kom da ned på 82 IC4-tog igen," sagde Simon. "Det er da bedre end ingenting."

"Nej, ingenting havde været meget bedre!," polemiserede Stephan. "Hvad gik der galt?"

Therkild og Simon vekslede blikke. "Det kommer vist til at kræve nogle øl at forklare," sukkede Therkild.

Efter to timer og tre liter (eller også var det omvendt) var Simon og Therkild tilgivet. De havde forsøgt at gøre noget, men det var ikke lykkedes, så de var endt med blot at omgøre deres handlinger på den forrige tur. Så nu havde Jakob Axel Nielsen alligevel været transportminister, og alt var som før. Inklusive Ic4, men trods alt ikke flere IC4-tog end for en uge siden.

Boje skimmede de seneste nyhedsoverskrifter på sin telefon. Med foragelse i stemmen læste han én af dem op for sine kammerater: "'Politikere overrasket over IC4-anbefalinger: Frygter flere milliarder ned i sort hul'. DR skriver, at 'Flere partier er overraskede over IC4-rapportens anbefalinger. Vi skal holde op med at kaste gode penge efter dårlige, siger Venstre.'"

Der blev sukket bordet rundt. "Hmm... Hvis bare der var nogle mennesker, der var valgt til at træffe beslutninger i sådan nogle situationer...," lo Therkild opgivende.

"IC4 har jo faktisk nogle fordele," sagde Simon så. "For eksempel kan de..."

Stephan afbrød: "Der er kun én ting at gøre venner: Skåååål!"

De skålede, og samtalen drejede stille og roligt over mod mere muntre emner. Og Simon, der skamløst gik rundt med et Rejsekort i sin pung, blev sendt i baren mange gange. Han havde jo en tank op-aftale, som de andre sagde.

Den lille bandes navn blev i løbet af aftenen fastsat til "Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark", og efter lidt debat blev det også besluttet, i hvert fald for nu, at fastholde princippet om, at fortiden skulle ændres uden at slå nogen ihjel.

Snart skulle de mødes igen for at beslutte, hvad deres næste forsøg på at rette i historien skulle være. Trods alt var de klar over, at de nok ikke var bedst i stand til at overskue valgmulighederne nu.

Boje gav op først. "Det ender med, at jeg sælger de skide fjeldhytter," udstød han og gik.

Ikke så længe efter var det Stephans tur til at kaste håndklædet i ringen. "Så er der ikke længere fest på bagperronen?," lo Therkild, da Stephan forlod selskabet.

Og efter en times tid var festen helt forbi, da Simon måtte se sig slået. "Jeg må også hellere stoppe nu. Ellers gør det ondt i morgen."

Therkild gned sig i hænderne: "Nå ja, det plejer jo også at være mig, der holder længst."

Bliver gruppen bedre til at lave om på historien? Kommer IC4 til at køre pålideligt i 2019? Bliver de nødt til at slå nogen ihjel? Det næste afsnit af Almex Manifestet kan komme hvert øjeblik. Eller senere. Ligesom en A-bus.