Af Thomas de Laine | Skrevet 23. december 2014 kl. 13:42 i Almex Manifestet | Endnu ingen kommentarer

- Femvejsbandens flugt over plankeværket

Dagen inden jul. Ak og ve! Både Sprintere og Rejsekort levede i bedste velgående. Therkild tænkte, så det knagede, over hvordan den lille aktionsgruppe skulle kunne gøre noget ved det. Så vidt muligt uden at slå nogen ihjel.

Therkild brugte formiddagen på kontoret. Det var egentlig ikke meningen, han skulle have været på arbejde i dag, men der var dukket nogle nye ting op i grafittisagen, som han alligevel var taget ind for lige at tage et kig på. Desuden skulle han jo forbi den nærliggende 7-Eleven for at give personalet en tredje chance for at finde den forsendelse, Lost Danmark havde anmeldt til afhentning dér. Det viste sig dog at være spild af tid.

Vel ankommet til det affolkede kontor og med en friskskænket kop kaffe i hånden, gik han til sit skrivebord. Ovenpå tastaturet lå der prints af det, driftsfolkene havde fotograferet på væggene på S-baneviadukten ude på Bernstorffsvej. Therkild tog dem, og kiggede dem igennem. "M920L". "S417GT-HD". "516CDI". Nu måtte det stoppe!! Havde vedkommende holdt sig til "12-1200B" og den slags, så ville det stadig være spændende. Nu var Therkild bare rrrasende.

Han tog en ordentlig slurk af den skoldhede kaffe for at berolige sig selv. Jo, nu var han faktisk klar til mere drastiske metoder i deres kamp for en Sprinter- og Rejsekort-fri tilværelse.

Samtidig et andet sted

Simon var i fuld gang med sin juleferie. Natten til tirsdag var han kommet i seng ved tretiden, så det føltes ubønhørligt tidligt, da mobilen vækkede ham klokken otte. Men han stod alligevel op. Han havde jo aftalt at mødes med resten af gruppen hos Stephan ved ellevetiden, og der var langt til Charlottenlund fra Skibby.

Morgenmaden blev indtaget med den bærbare ved hans side. Simon ville lige tjekke op på, hvad der skete i debatten om Rejsekortet på Ingeniøren. Som andre moderne netmedier tilbød Ingeniøren jo, at man nedenunder en i øvrigt forholdsvis saglig artikel kunne få indsigt i andre læseres fordomme om samme emne. Og Simon var kommet for skade at deltage i en kommentartråd. Han gik ind på hjemmesiden, skyndte sig at trykke ok til cookies, nej til at deltage i brugerundersøgelsen og at lukke bønnen om at installere deres app.

Han blev svinet til. Trods en angiveligt lang uddannelse, havde Simons mest indædte debatmodstander på Ingeniøren åbenbart ikke helt forstået, at da Simon længere oppe betegnede ham som idiot, var det naturligvis sket i dostojevskijsk forstand. Ydermere konstaterede denne person, at nu var emnet uddebatteret, selv om det efter Simons mening var endog meget vanskeligt at få øje på et sted i debatten, hvor dén observation kunne have været gjort.

Faktisk havde Simon temmelig svært ved at forstå modstanden mod Rejsekortet. Og han kunne slet ikke begribe, at de problemer, der trods alt var, ikke for længst var blevet løst. Det var jo helt tydeligt, når man læste kommentarerne i Ingeniøren, at der var virkelig mange mennesker i landet, der var eksperter i sådan nogle systemer, og at en hel del af dem tilmed var parat til at dele deres viden gratis ud på Ingeniøren og Version2.

Tik, tik, tik...

Lidt over elleve sad de fire nørder på ny i stuen hos Stephan. Hvad skulle de dog gøre? Det var jul lige om lidt, og folk fandt sig i Rejsekort og Sprintere, som om begge dele var de naturligste ting i verden. Det sagde virkelig noget om pøbelen, at den kunne tænke på juleand, juletræ, julegaver og indkøbspanik, når så store problemer var uløste.

Therkild så dog ivrig og glad ud, så han fik lov at åbne diskussionen.

"Ved I hvad, venner? Vi behøver slet ikke rejse i tid," sagde han.

"Øøøv, så skal vi ikke køre i Berlingo," gnækkede Boje ironisk. Stephan rullede med øjnene.

"Jo, den slipper vi ikke for. Men vi behøver ikke køre via Femvejen. På arbejdet taler vi altid om, at vi skal huske at lære af erfaringerne fra andre lande, vi plejer at sammenligne os med. Det princip må også gælde for os!," sagde Therkild smilende. Han fortsatte: "Sprintere kan vi sagtens komme af med i nutiden. Vi skal bare bruge Malmø-modellen."

"Malmø-modellen?," spurgte Simon. "Skal vi eksplodere dem?"

"Selvfølgelig skal vi det!," sagde Therkild, mens han gned sig i hænderne.

Stephan livede op. "Naturligvis! Det er meget simplere!"

"Ja, det er helt sikkert simplere, men det er også farligt," protesterede Boje. "Jeg troede ikke, vi skulle slå nogen ihjel!?"

"Nej, nej," sagde Therkild, "vi kan sprænge dem i luften, mens de er tomme. Så behøver ingen komme til skade. Til nød kan vi da rejse tilbage og gøre det om, hvis der skulle ryge en uskyldig."

"En uskyldig... Hvad så, hvis der ryger en skyldig? Hvem du så end mener, det er?," ville Boje vide.

"Det tager vi stilling til, når det bliver aktuelt," sagde Therkild. "Hvem er med?"

Boje var i mindretal.

"Godt," sagde Stephan, og rekapitulerede: "Vi skal bruge en køreplan, en bombe og en Berlingo!"

"Det med køreplanen bliver nok det sværeste," bemærkede Simon, men bekræftede, at planen var vedtaget.

"Simon! Jeg sørger for køreplanen," sagde Stephan. "Så klarer du bomben!"

Turen går til Holte

Omkring tyve minutter over tolv ankom Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark til Holte. Berlingo'en blev parkeret, og de fire entusiaster slentrede over på den stenørken, der efter en ombygning gjorde det ud for busterminalen ved stationen.

Therkild kiggede på uret. "Den skal snart være her," sagde han. "Han har 19 minutters ophold, så mon ikke han går over i chaufførstuen."

Og ganske rigtigt. Klokken 12.30 kom den forkølede undskyldning for en linje 197 kørende ad Holte Stationsvej frem til busterminalen. "4162," sagde Boje eftertænksomt. Dørene gik op, og Simon gik hen til bussen. Da de tre passagerer var steget ud, stak han hovedet ind til chaufføren, som var ved at pakke sammen. "Må jeg checke ud hos dig? Jeg glemte det på den anden bus," spurgte han.

"Du skal være så velkommen!," sagde chaufføren, der allerede var ved at trække i jakken, og forlod bussen i hastige skridt mod pauselokalet, inden Simon overhovedet havde nået at finde sit Rejsekort frem.

"Skynd dig," lød det fra Therkild i en mellemting mellem hvisken og råb.

Simon dukkede sig, placerede bomben under et af sæderne, og gik - så stille og roligt han kunne for ikke at vække opsigt - tilbage til de andre.

"Hvad så nu?," spurgte Boje, tydeligvis ikke helt tryg ved situationen.

"Nu venter vi lige et øjeblik, så det ikke ser ud som om, det var os," sagde Therkild. "Og så detonerer vi bomben."

De næste par minutter føltes lige så lange som intervallerne på linje 2A en søndag. "Skal vi gøre det?," spurgte Simon endelig. De andre nikkede.

Simon fandt mobilen frem og åbnede BombMaster-appen. De gik om bag ved et rækværk ved cykelstativerne for at stå i dækning, og alle fire kiggede de nu på den lille skærm. Med en dirrende finger trykkede Simon på knappen.

"Kabooooom!," lød det. Dørbladene fra Sprinteren fløj ud til siden og rev spejlet af 4102, som var den bus, der holdt parkeret nærmest, og de fire entusiaster kunne høre glasskårene fra vinduerne ramme asfalt, læskærme og andet godt omkring Sprinteren.

De vendte sig nu om for at bese resultatet. Røg steg op fra vraget af 4162, der manglede tag, vinduer og døre, havde fået slået lidt af pladerne skæve, og i øvrigt var noget sortsveden. "Check ud... Check ud... Check...," lød det fra en blinkende, blå Rejsekort-læser i den forhenværende bus. Bandemedlemmerne kiggede på hinanden, nikkede nok engang, og gik nu - igen så tilforladeligt useende som muligt - tilbage til Berlingo'en.

"12.49 mod Birkerød udgår nok...," lo Stephan.

Fortrinsvis til bagage

Stephan nynnede højlydt og frejdigt Olsenbandens melodi, mens han med speederen i bund førte Berlingo'en ud på Kongevejen. Alle var glade.

"Sådan, venner," triumferede Therkild. "Det var endnu bedre, end jeg troede, det ville være. Når folk først finder ud af, at Sprintere eksploderer hele tiden, så skal de nok falde i unåde. Og så behøver vi slet ikke foretage os mere!"

"Sprintere, tjek!," sagde Stephan. "Så mangler vi bare Rejsekortet."

"Vi skal ikke af med Rejsekortet," peb Simon, og fandt endnu engang sin mobil frem for at belaste sine venner med noget, han havde set på nettet. "Der er vildt mange fejl på de gamle klippekortmaskiner. Bare prøv at tænk på, hvor tit de stempler forkert, og man skal gå op til chaufføren og få det rettet. Se! Den her video viser, hvorfor der hele tiden er fejl på Almex'erne."

"Ja, ja, Simon," snerrede Boje. "Men der er endnu flere problemer med Rejsekortet. Har du ikke læst om folks oplevelser på Ekstra-Bladet og Ingeniøren?"

"Jo," svarede Simon, "men som Churchill sagde, så er det bedste argument mod demokrati fem minutters kommentarlæsning på en avishjemmeside."

"Muligvis," sagde Boje, "men du glemte aldrig at 'klippe ud', vel?"

"Helt ærligt: Man kan altså nærmest ikke komme ud af en bus eller en station, uden at få de blå punkter lige i hovedet. Folk skal bare tage sig sammen!," mente Simon.

"Hvis ikke du klapper i med det Rejsekort, skal jeg give dig blå punkter over hele kroppen!," bemærkede Therkild uden antydning af ironi i stemmen.

Simon klappede i.

Boje prøvede at skifte emne. "Du har godt nok meget bagageplads i bilen?"

"Ja, man kalder jo også Berlingo for en 'børnecontainer'," sagde Stephan.

"Børn har jo heller ikke så meget valg," lo Therkild sarkastisk.

"Kan jeg nå 12.54 fra Hellerup?," ville Simon vide. "For så kan jeg lige ramme 230'eren kvart over to fra Frederikssund."

Det var godt nok langt til Skibby, tænkte Therkild. Utroligt, at Simon kunne holde det ud. Helt derude, hvor kragerne - og de få tilbageværende rutebiler - vender. Skibby og Kulhuse gav ham altid associationer til sagnomspundne steder som Antlantis, Fløng og Farvandet vest for Hebriderne. "Er du helt sikker på, du ikke vil låne en sofa til i morgen? Du skal da være med til at gøre det af med Rejsekortet!," spurgte han.

"Hold nu op med det Rejsekort!," råbte Simon. Denne gang lød han mere hidsig, end de var vant til. "Klippekortene er noget gammelt lort. Nu må I komme ind i det 21. århundrede. Hver eneste gang, jeg prøver at fortælle jer om fordelene ved Rejsekortet, så afbryder I mig. Lad mig nu tale ud!! Rejsekortet er skide god idé, og de fleste mennesker synes