Af Thomas de Laine | Skrevet 8. december 2015 kl. 21:45 i Almex Manifestet | 1 kommentar

En julekalender med struktur som en 7-Eleven-kø og bid som en morgensur teenager. Begynd med første og andet afsnit.

Da resultatet af udbuddet var blevet annonceret tilbage i foråret havde Boje glædet sig til at få nye busser. Han var begyndt at køre bus kort forinden, men syntes det var nogle forfærdelige apparater, han var sat til at køre rundt i. Og nu i december var de nye busser begyndt at komme i drift, mens de "gamle" var på vej ud. Han havde ikke prøvet de nye endnu, men håbede på forbedringer.

Dagens tjans var imidlertid med en af de "gamle" vogne, så det var en morgengnaven Boje, der rumlede af sted fra Hellebo Park i vogn 8715 klokken ti minutter i syv. Turen gik mod Helsingør station og videre ned til Prøvestenscentret som linje 803.

Allerede efter omkring fem minutters kørsel havde han oparbejdet et minuts forsinkelse, og den var vokset til det dobbelte, inden han nåede Snekkersten station. Med en indsats, som både Sirius og bussens plastic højlydt protesterede over, nåede han dog rettidigt frem til Prøvestenscentret. Pyha, tænkte han. To minutters pause.

Turen tilbage ville blive en af de slemme, forudså Boje, da han kørte af sted mod byen igen. For der ville være mange skolebørn, og så ville han blive forsinket igen. Han holdt dog nogenlunde skansen til Skansedalen, hvor Sirius gav ham et gult kort, og lidt efter var hans forsinkelse vokset til tre minutter. Og han havde troet, det var tilgivende forhold at køre i Helsingør!

Ved ankomsten til stoppestedet ved Grønnehave var forsinkelsen intakt, og eftersom han nærmede sig endestationen, stod det efterhånden klart, at forsinkelsen nu oversteg det "generøse" udligningsophold ved Hellebo Park. Boje bandede, mens en flok passagerer én ad gangen vraltede ud af bussen gennem de dobbelte midterdøre. Dobbelte midterdøre! Fattede folk da ingenting!? Da sidste mand var næsten ude, iværksatte Boje i al hast dørlukningen, og 14 sekunder senere var bremserne frigivet, så Boje kunne komme af sted.

Men Boje måtte straks hugge bremserne i. En halvtyk, blond, ung dame i joggingtøj og med et par store blå øjne, som der bestemt ikke gemte sig noget bagved, løb skråt ud over vejen fra fortovet på den anden side og vinkede med armene, da hun stoppede midt på kørebanen få meter foran Boje. Da han holdt helt stille, vraltede hun hen til fordøren for at komme ind. Boje rystede på hovedet og kørte videre uden at tage hende med.

Han nåede Hellebo Park med tre et halvt minuts forsinkelse, og kom derfra igen på få sekunder. Ruderne blafrede, så hurtigt gik det. Og han var sikker på at have glemt noget med skiltet, rejsekortet eller noget helt tredje. Men det var ikke det værste. Boje skulle pisse. Det måtte blive en anden dag.

Genforening

Først på aftenen havde de fire venner aftalt at mødes i Simons forholdsvis nyerhvervede studenterhybel på Ørnevej i København for at planlægge deres første mission i rullefilmenes, linjekøreplanernes og bolsjestribernes navn. Da Boje ankom, var det Therkild, der lukkede ham ind.

"Godt du kom!," sagde Therkild. "Tag en ølkasse, og sæt dig ned."

Det var lidt koldt, men døren stod alligevel åben ud til altanen, hvor Stephan og Simon stod med hver sin øl i hånden og diskuterede højlydt:

"Var det derovre?," spurgte Simon, mens hans pegede ud i mørket.

"Nej, nej, nej!," var det oprevne svar fra Stephan, som tog fat om sin unge vens arm, drejede den 90 grader, og råbte "dér!".

"Har der været garage, hvor zig-zag-husene er!?" Det var tydeligvis ny information for Simon.

"Ungdommen nu til dags!," afbrød Therkild dem. "Kommer I ikke inden for? Her fryser!"

"Personer fryser, ikke steder," korrigerede Simon, men klappede i, da han blev mødt af Bojes trætte blik. "Hvad er planen?"

Therkild, Stephan og Simon slog sig ned sammen med Boje på en ølkasse, en tom havestol henholdsvis en trappestige, som vist havde været brugt til at male i lejligheden. Stephan hev blok og kuglepen frem og skulle til at lægge dem på bordet, da han fik øje på en tydeligvis hjemmetrykt rapport i A4-størrelse, som lå på bordet. "Hvad fanden er det?," udbrød han.

"Det er vores projekt," sagde Simon. "Vi har lige afleveret. Det er faktisk noget med busser!"

"Ja, det kan jeg godt se...," sukkede Stephan.

Therkild lænede sig frem og samlede rapporten op. Den var åbenbart begået af en gruppe bestående af Anders Langeskov, Emil Voith Kildedal, Sesilje Magdalene Henriette Flintholm og så selvfølgelig Simon Jægerspris-Christiansen. "Takstgrænsen som social konstruktion," lød titlen.

"Du læser godt nok på RUC, hva'?," sagde Therkild, mens han rystede på hovedet. "Har I virkelig fået godkendt dét emne?"

"Ja," forsvarede Simon deres frembringelse. "Vores vejleder sagde, at det er godt at vælge en problemstilling, hvor man føler harme. Det giver drivkraft i projektarbejdet."

"Javel...," var Therkilds opgivende reaktion.

"Det var Emil, der fik idéen. Han fik en bøde i 500S i august, fordi han ikke havde zone 2," forklarede Simon.

"500S kører sgu da heller ikke gennem zone 2!," indvendte Stephan.

"Jo, det gør den. Der er lige en stribe af zone 2 mellem Ørestad og Avedøre Holme. Han klagede også over den bøde. Men de gav ham ikke medhold. Nu er den i Ankenævnet," redegjorde Simon.

"Sagde han til kontrollørerne, at zone 2 bare er en social konstruktion?," spurgte Therkild gnækkende.

"Ja. De forstod den ikke," smilede Simon.

"Det gør jeg fakisk heller ikke," erkendte Stephan. "Hvad er en social konstruktion?"

"Gør dig selv og alle andre en tjeneste og lad være med at sætte dig ind i det," sagde Therkild.

En plan og et vægmaleri

Stephan var gået entusiastisk til værks, nu da han var kommet ombord på skibet igen. Faktisk havde han taget et forslag til den første mission med til mødet på Ørnevej. Og Therkild havde tilgivet knytnæven. Sagde han da.

"Okay," sagde Stephan. "Planen er, at i morgen - eller hvornår Thomas føler sig kreativ - så skal vi på en lille studietur tilbage i tiden for at lære noget om rulleskilte. Og manipulere nogle mennesker lidt, så der bliver ved med at komme rulleskilte i de nye busser. Turen går til Jylland!"

"Til udlandet!?," udbrød Therkild, Simon og Boje kirstenwalthersk i kor. Det fik næsten Simon til at glemme, hvordan han afskyede, når forfattere nævnte sig selv i deres historier. Og det var da helt usmageligt, når det skete i en replik.

"Det lyder spændende," sagde Boje, da de havde grinet af. "Og Simon, du sagde, at du måske havde et nyt medlem til gruppen?"

"Nå ja." Simon begyndte at forklare. "Han virker som om, han har mange nye idéer. I kender ham godt lidt. Det er Niels fra Avedøre Holme."

Therkild så betænkelig ud.

"Men altså... Vi kan også vente med at inddrage ham til senere."

"For helvede!," udbrød Boje rasende. De andre så forskrækkede på ham. "Prøv at se her!," vrissede han, nærmest med fråde i munden, og viste sin mobiltelefon til de andre.

"Få nu styr på jeres fede chauffføre!!!#¤," indledte Anne BiBi Jenzen sit opslag på Movias Facebook-væg. "Her til morges stod jeg og vented i 20 minuter på 803-en ved Gernosvej og så kør det tyke sviin bare fra mig !! Han hade set mig. Det 8 gang i denne uge. Håber i snar for styrt på det. Hils en vred kunde."

Movia begræd hendes kedelige oplevelse og bad hende notere detaljerne i en formular på deres hjemmeside. Så skulle de nok undersøge sagen. Det lovede Anne BiBi Jenzen at gøre, og hun formulerede det, så det lød troværdigt.