Myldretid

Menu

Blog

Mænd der hader skinner - 2. del

Af Thomas de Laine | Skrevet i Mænd der hader skinner | Endnu ingen kommentarer

Så er det igen tid til at føle sig stødt over et afsnit i årets julekalender.

Thyge kiggede ud ad hotelværelsets vindue. Et tyndt lag sne havde lagt sig over hovedstadens tage i løbet af natten, men nede på gaden var der bare lidt grå sne i kanten af vejen og fortovet - resten af overfladen var sort. Folk herinde anede ikke, hvad rigtigt snevejr var, tænkte han. Men kulden var ægte nok, og der var ikke nogen udvej: Han måtte bevæge sig ud i byen for at nå sit møde.

Henne på Nørreport måtte han konstatere, at det ikke var sådan helt nemt at tage bussen direkte til målet, selvom han principielt hellere brugte tyve minutter ekstra i en bus, end han ville bide i det sure æble og gå under jorden, hvor der måske kørte et tog. Han kiggede over mod trappen ned til S-togsperronen og fik øje på den mundharmonikaspillende hjemløse, som hans venner havde talt om. Temaet fra Love Story peb for øjeblikket ud af instrumentet.

Thyge havde ondt af manden, og samtidig begyndte han at synge "Where Do I Begin?" inde i hovedet. For ja, det var nok spørgsmålet! Havde de nogen som helst idé om, hvem Femvejsbandens ukendte femte medlem kunne være? Hvem skulle man spørge? Og de få, der måske vidste noget, var sikkert kloge nok til at holde mund. Og ikke mindst: Var det ikke smartere at satse på at udpege en vinder af Fossilprisen, som de faktisk kunne nå at finde inden prisuddelingen, og som ikke hørte til i et fængsel?

En kombination af busser tilhørende alle mulige koncepter med farver og bogstaver og regler for cykelmedtagning bragte efter fyrre minutters tid Thyge frem til Sjælør station, hvor han måtte forlade sin lune linje 7. Den kørte nemlig for tiden ikke helt igennem til Ny Ellebjerg. Det måtte være det skide metrobyggeri, skumlede han. Han måtte tage det sidste stykke til kontorhotellet på Carl Jacobsens Vej til fods.

I receptionen præsenterede han sig: "Thyge fra Moi!"

"Fra din Mor!??," spurgte den maksimalt 22-årige receptionist.

"Nej, m-o-i - det er fransk. Vi laver elløbehjulsløsninger for byer på 50-300.000 indbygere," forklarede Thyge.

"Nåh, Føj," nikkede fløsen.

"Hva'?"

"Jeg kender jer godt! Jeres løbehjul ligger over hele byen."

"Det kan ikke passe," protesterede Thyge. "Tror du ikke, du mener 'Voi!'? Men Voi! er også fransk. Det er på tysk, man udtaler 'v' som 'f'!"

"Det ved jeg godt," storsmilede den unge mand.

Den skulle lige sive ind. Der var jo en del, som ikke var så begejstrede for de elløbehjul. "Okay, okay... Men jeg kommer altså ikke fra Føj, jeg kommer fra Møg! Altså m-o-i og ikke v-o-i. Vi har ikke har noget med hinanden at gøre. Vores elløbehjul fra Moi! er bare mere avancerede. Vi er langt foran med software. Vi har allerede selvkørende elløbehjul i et forsøgsområde i Charleroi. Det er en smuk gammel by i Belgien."

Snart efter sad Thyge over for Ben (hen/hens) fra Careless Mobility IVS, forhåbentligt deres nye danske partner, og sluttede fortællingen om Moi!'s elløbehjulskoncept, virksomhedens ekspansion frem til nu og den spæde begyndelse i USA for fem år siden.

"Altså, vi prøvede med at begynde at sælge dem i Springfield, Illinois, men der var indledningsvist en del skepsis. De havde ligefrem arrangeret et borgermøde. Men så sagde vi til dem på borgermødet, at det måske faktisk også mere var en Shelbyville-idé, og så købte de 1.100 løbehjul nærmest lige med det samme," gnækkede Thyge.

"Det passer godt ind i vores portefølje," konstaterede Ben og rodede lidt med sin tablet. "Hvis du kan sende nogle billeder og sådan noget, så tager vi det med i præsentationen på konferencen i januar. Kan vi også låne et par løbehjul til standen?"

"Selvfølgelig! Jeg glæder mig til at komme i gang," svarede Thyge. Efter de havde givet hinanden hånd på samarbejdet, spurgte Thyge, om Ben vidste, hvordan han nemmest kom med bus og tog - men helst kun bus - ud til det værksted i Brøndby, hvor han skulle hente noget.

"Du er ikke i bil?," spurgte Ben forbløffet. "Så kan du måske prøve med Flextrafik."

Thyge besluttede at hjælpe sig selv.

* * *

Så vidt Thyge kunne huske, plejede der at være forbindelse med de mørkegrønne og bordeaux busser fra Brømby Stram S-togsstation til kvarteret, hvor værkstedet lå. Men ved stoppestedet på Gammel Køge Landevej manglede alle linjenumre over 4, så hans idé om en tur med den navnkundige linje 121 ned ad betonvejen til Brømby måtte opgives. Det blev i stedet et S-tog, afgående fra den vindomsuste høje perron på folkesundhedsprojektet Ny Ellebjerg station, der bragte ham til Brømby Stram.

Men ak, også her kneb det med at finde de rette linjenumre, og mens Thyge mindede sig selv om at passe på blodtrykket, hev han telefonen op af lommen, installerede Rejseplanens app og fandt frem til, at han skulle tage linje 13 til autoværkstedet. Linje 13!??

Stadig rådvild blev Thyge dog faktisk bragt frem til sit bestemmelsessted af en linje 13-bus, der manglede et femtal efter sit linjenummer, men herefter var der også grundlag for en bedring i humøret. Ejnar stod nemlig klar i sin beskidte kedeldragt og vinkede ham goddag med sin svensknøgle.

"Nå, du fandt herud alligevel! Vi har dit monstrum klar til dig inde på kontoret. Kom ind og få en kop kaffe - du trænger vist til varmen."

Thyge forsøgte at træde sjappet af sine beskidte støvler på dørmåtten, men det gik op for ham, at det vist var helt ligegyldt i disse lokaler. Et noget anderledes miljø end hos Careless Mobility, men også mere ærligt på en eller anden måde. Kaffen var også fra en kaffemaskine. Ikke noget med en sløv kaffeautomat, hvor man skulle vælge mellem otte former for kaffe, der alle sammen gav en lille bit kop af et eller andet kompliceret næsten-kaffe.

"Det var en af de sjove opgaver, du gav os den her gang," grinede Ejnar, mens han pegede over på bordet ved vinduet. En overraskende ren, lysegrøn presenning skjule noget, der stod på bordet. "Vil du selv løfte sløret?"

Thyge tog fat i plastikken og løftede det af. Jo, den var god nok: Den brændstofpumpe fra en DAF LT187-motor, som Thyge havde fået fragtet til Brømby, var blevet nydeligt renset og forgyldt. "Den sidder lige i skabet!," erklærede Thyge begejstret. "Det har I gjort godt!" Han kiggede hele vejen rundt på den.

"Ja, jeg har jo kun ét spørgsmål," lo Ejnar. "Hvad fanden skal du bruge den til?"

"Det er den statuette, vinderen af Fossilprisen skal have. Den er helt perfekt. Symbolsk, som sådan noget skal være, og tudegrim, som statuetterne i alle store prisuddelinger."

* * *

Iver slap ved middagstid levende ud af Øresundstoget på Nørreport og gik op ad trapperne til gadeplan. Den lille trappetur mindede ham altid om dengang i 1980'erne, hvor han løb fra S-tog op til stoppestedet for at tage en 5'er eller en 16'er ud ad Nørrebrogade. Dengang var det altid spændende, hvilken bus, der kørte turen. Nu om dage glemte han næsten altid at notere sig vognnummeret.

Mundharmonikamanden var i gang med The Winner Takes It All, mens Iver kantede sig gennem det cykelhav, der nu fandtes, hvor linje 5 og 16 engang havde optaget passagerer. Suk! Men inde i gågaden var det hele lidt mere charmerende. Julepynt og glade mennesker, der var ude at købe julegaver. Halvdelen af de gaver var sikkert gaver til dem selv, men lad gå, tænkte Iver. Han var jo selv på vej til at købe en ting, der bare var til ham.

Med Rundetårn i ryggen stoppede han op ud for Arnold Buscks vinduer. Et helt vindue var viet til udstilling af den flotte nyudgivelse, der takket være europæisk standardisering nu altid forelå lige op til jul: Vinterkøreplanen med kommentarer! Der var måske brugt 15-20 eksemplarer af værket i udstillingen, som også indeholdt lidt juleri i form af glaskugler, gran, et (slukket) stearinlys og sågår en lille julerød model af en snudebus, der med sikkerhed aldrig havde kørt i køreplanens dækningsområde, med intentionen var jo god nok. Iver skyndte sig ind i butikkens varme.

Iver tog den øverste bog i stakken og begyndte at kigge i den. Det havde irriteret ham lidt, at Bertel ikke ville låne ham hans eksemplar, men selvfølgelig vidste han godt, at Bertel ikke havde nået at læse den endnu og var lige så spændt, som han selv var. Bogen svømmede over med noter, forklaringer og historiske baggrunde for det ene og det andet, og selvom Iver var klar over, at han stod lidt i vejen og under alle omstændigheder ville købe et eksemplar, skulle han lige læse et par passager.

Under linje 400S glædede det Iver at se, at man fortsat berettede om den periode, hvor stoppestedet på Sydbuen i Ballerup var sløjfet, fordi man under udbygningen af Motorring 3 tilbage i nullerne ville holde muligheden åben for, at busserne ved kø på motorvejen mellem Ballerup og Taastrup kunne føres over Risby i stedet, selvom busserne som regel stadig skulle følge normal rute og dermed bare ville forbikøre stoppestedet på Sydbyen, som blev bibeholdt for 500S. Derpå slog Iver op på linje 388. Han tog nemlig lejlighedsvist vagter som afløser på den linje, så den havde hans særlige interesse nu om dage. Jo, om 388 kunne man stadig læse, hvordan driften nu var delt mellem to garager, og hvordan linjen engang havde haft nummer 188.

Nå, han skulle jo snart mødes med de andre på Vesterbro, så han måtte hellere komme videre. Han lagde bogen tilbage øverst i bunken og fandt det pæneste eksemplar lidt længere nede, som han gik til kassen med. Og formedelst kroner 299 var Vinterkøreplan 2022-23 med kommentarer nu hans!

* * *

Bertel var først fremme på Vesterbro. De havde aftalt at mødes "hvor 16'eren drejer ned ad Gasværksvej" for at diskutere, hvad der skulle ske i jagten på det femte medlem af Femvejsbanden og med uddelingen af Fossilprisen, hvis nu de ikke kunne finde ham. Hvis alt gik vel, havde Thyge også i dagens løb fået afhentet selve statuetten.

Lokaliteten taget i betragtning var det mest passende at begynde med en Ale 16, konkluderede Bertel, og så satte han sig veltilfreds til at vente på sine venner. Han hev Vinterkøreplanen med kommentarer op ad tasken, for at læse lidt videre i den. Den bar allerede præg af flere afteners sengelæsning, hvilket ville sige, at den havde fået en del bukkede hjørner og rifter, da sengelæsning for Bertel typisk afsluttedes ved, at han vågnede igen, når han tabte bogen på gulvet. Køreplaner var ellers helt ideelle til sengelæsning.

Inden han nåede at åbne sin bog, gav hans telefon dog et pling fra sig. Det var vel en af de andre, der sad fast i et tog og var forsinket? Men nej - det var Cornelia fra Center for Nummerpladefastgørelsesteknologier, der ville vide, om han eller andre eunuplaffere vidste, hvad status var for projektforslaget som digitalisering af koordinering af evaluering af standardisering af nummerpladefastgørelsesmetoder i EU27? Det vidste Bertel desværre godt, så han svarede, at forslaget i øjeblikket afventede udarbejdelsen af en redegørelse for, hvordan projektet ville fremme flest mulige af FNs 17 verdensmål. Cornelia læste hans svar, kunne Bertel se, men hun svarede ikke tilbage.

Det viste sig, at selvom både Iver og Thyge kom til Vesterbro med metro til Hovedbanegården, var de alligevel fremme nærmest til tiden. Og Thyge havde taget statuetten med, som de andre nikkende beundrede.

"Så er der jo kun det store spørgsmål: Hvem skal have den?," sagde Thyge.

"Hvor kommer den fra?," spurgte Iver.

"Jeg vil kun sige, at den er fra slutningen af 1980'erne," svarede Thyge. "Du kender den bedre, end du tror!"

"Apropos slutfirserne," sagde Bertel. "Hvad er det for en Jørgen And-bus, der er med i Nissebanden i Grønland? Jeg kan ikke læse nummerpladen på billederne, og jeg kan ikke finde den via Danske."

"Har I set, at letbanen bliver dyrere?," spurgte Iver med vanlig evne til ikke at høre efter, hvad Bertel sagde.

"Ja - og Tango'erne holder stadig stille i Aarhus," istemte Thyge.

Koncentrationen var på det sædvanlige niveau, konstaterede Bertel, som besluttede sig for at spille med. Han hævede glasset til en skål, og i kor lød et "for dieselmotoren og den midaldrende hvide mand!" Og der blev ikke truffet nogen beslutninger dén aften.

Kører de der mænd, der hader skinner, egentlig ikke ret meget med tog? Og kommer de nogensinde videre med at finde den fossilist, der skal præmieres med en forgyldt brændstofpumpe? Ingen DAB-busser blev i øvrigt gjort fortræd i forbindelse med fremskaffelse af brændstofpumpen til dette afsnit. Du kan desuden se Jørgen Andersens Volvo-bus i første afsnit af Nissebanden i Grønland på DR TV, ligesom du kan bevidne en monorailbane blive solgt som mere en Shelbyville-idé i det næsten lige så gamle Simpson-afsnit "Marge vs the Monorail" (2 minutter og 25 sekunder inde i et klip på YouTube.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.