Myldretids blog

Bag om Myldretid. Satiriske julekalendere. Og det løse.

Femvejsbandens sidste sticker

Skrevet | Endnu ingen kommentarer

Med struktur som skråstillede blå og hvide striber og bid som en lille, glad julegris.

Julefreden var ved at sænke sig, og de fire venner hyggede sig over en øl hjemme hos Stephan på Hyldegaardsvej. Fjernsynet kørte i baggrunden, hvor en juleudgave af Hvem vil være millionær? var ved at gå i gang. "List disse fire begivenheder efter, hvor ofte de finder sted. Begynd med den, der sker hyppigst: Ny transportminister, skybrud, organisationsændring, total solformørkelse."

"Jeg er ikke i humør til det der," sagde Stephan. "Det har været en sløj omgang. Vi havde tre simple mål, og ingen af dem er lykkedes. Vi har ikke engang brugt tid på det med bolsjestriberne!"

"Nej," sagde Simon. "Jeg mener; sidste år fik vi da i det mindste eksploderet nogle Sprintere. Det var da én eller anden form for resultat."

"Det var et skråplan!," protesterede Therkild. "Men ja, det er ikke imponerende det her. Vi indkasserede endda en bøde for en uautoriseret køreplan!"

"Det minder mig om, at jeg skal vise jer noget!," sagde Boje så. Han rejste sig og gik ud i Stephans entré for at hente en ting i sin taske. "Se her!," sagde han så med en bog i hænderne. "Turen går til Buranda! Kan I se, hvor jeg vil hen?"

"Til Buranda...?," spurgte Simon forundret - både over hvad det gik ud på, og over at Boje fik lov at spille en rolle i dette afsnit. Det var altid lidt irriterende, når der var personer med i en historie, uden at de rigtig betød noget for den. Simon fjernede ét minuspoint fra kontoen, fordi Boje havde en replik, men det var stadig ikke nogen god julekalender, syntes han.

"Nej! Buranda findes ikke!," sagde Boje. "Det en guidebog til et fiktivt land! Det er sådan en, man kan have liggende på sit sofabord, og så sige til sine gæster, at man skal på sommerferie der. Og så more sig over, hvad de svarer. Især hvis de prøver på at lyde, som om de godt ved, hvor det er, eller at de kender nogen, der har været der!"

"Lidt ligesom at sige, at man har familie i Skrællinge?," spurgte Therkild.

"Ja, lige præcis! Men jeg vil heller ikke til Skrællinge!," forklarede Boje. "Nej, hvis vi ikke kan få de trykte køreplaner tilbage, så kan vi da bare trykke en fiktiv køreplan selv og dele ud af. Sådan i det autoriserede design og det hele. Det kunne da være sjovt! Linje 7A. Eller 450S. Eller en ny køreplan for linje 5A med timedrift!?"

Stephan satte sin øl fra sig med bestemt hårdhed, så bordet gyngede. "Hør her! I ved udmærket godt, at jeg altid er med på en practical joke. Men det der er jo ikke sjovt. Vi skal gøre noget helt andet! Vi skal selv sætte de bolsjestriber på S-busserne!"

"Okay...?," sagde Simon. "Hvordan havde du tænkt dig det?"

"Det er helt simpelt! Vi skal bare klæbe dem på tagkanten af busserne. Og så noget gul folie til at klistre over de blå hjørner. I morgen aften, når busdriften er indstillet nogle timer, så er alle busserne hjemme. Og vi har tid nok, for vi kan jo bare rejse lidt frem og tilbage i tiden med Berlingo'en. Så skal vi nok nå alle busser og alle anlæg. Og vupti! Juledag kører alle S-busserne rundt med bolsjestriber!" Stephan var tydeligt stolt over sin idé.

"Det gider jeg altså ikke bruge juleaften på!," muggede Simon.

"Det behøver du heller ikke! Vi klarer det hele nu med lidt tidsrejseri med Berlingo'en."

"Tja... Det er vel forsøget værd," sagde Therkild. "Når alt kommer til alt, er det trods alt ikke den dårligste idé, du har fået i tidens løb!"

Stribernes nat

Overtøjet kom på, og de fire gutter drønede til Femvejen, én dag frem tiden, og derefter til Columbusvej.

Alle busserne var hjemme. Men desværre kun 200S. 350S var jo flyttet til Ejby, havde de lige glemt. Men heldigvis var der tid nok.

Stephan åbnede bagagerummet. For en gangs skyld kom Berlingo'en til sin ret: Den var fyldt til bristepunktet med aflange klistermærker med blå og hvide S-bus-striber.

"Hvor i alverden har du dem fra?," spurgte Therkild.

"Dem har jeg haft længe," svarede Stephan.

"Det var ikke det, jeg spurgte om...," sagde Therkild.

Simon hadede, når der optrådte noget i en historie, der helt tydeligt manglede en god forklaring. Det her var et af de værste tilfælde, han længe havde set. Men hvad, det kan vel også være svært at producere en julekalender baseret på jokes om virkeligheden i en tid, hvor Bjarne Corydon bliver headhuntet af McKinsey.

Nå. Gutterne var effektive, og snart var hele 200S' vognpark med blå og hvide bolsjestriber i tagkanten. Og ingen blå hjørner.

"He!," gnækkede Stephan, da de drønede videre mod Ejby Industrivej. "Gad vide, hvordan de reagerer på dén!"

Og så gik det over stok og sten, og engang i mellem Femvejen for at vinde tid, indtil de fire nørder - trætte, men glade - returnerede til Stephans lejlighed.

"Hold kæft, hvor er der mange S-busser!," sagde Simon og åbnede en ny øl.

"Ja, det var drøjt!," kommenterede Boje. "Men det er stadig lidt tamt, det her. Der går jo tre dage, så har de pillet striberne og den gule folie af dem alle sammen igen. Og hvad så?"

"Det er rigtigt," sagde Therkild. "Men jeg ville nu være tilfreds, hvis bare jeg kunne få reaktionen at se."

"Så skal du bare vente til den 25.," sagde Stephan. "Det bliver sjovt! Og så kan vi tage ud og fotografere dem. De slipper ikke uden om at sende mindst nogle af dem på gaden med striber på!"

Men nu havde Simon altså fået nok. En julekalender slutter senest 24. december. Det ville han simpelthen ikke finde sig i!

"Okay, vi tager frem til juledag med det samme. Kom så! En tur mere ud til Femvejen!," kommanderede Stephan.

En påklistret afslutning

Vel tilbage i Stephans lejlighed, nu om formiddagen 25. december, kom øllene på bordet igen. Og mobiltelefonerne blev fundet frem. Hvordan mon der var blevet reageret på deres lille happening?

"DR skriver om det," sagde Simon, som dermed havde fundet den første offentlige reaktion på sagen:

"Ukendte gerningsmænd har juleaften klistret blå og hvide striber på 190 busser fra busselskabet Movia. Bortset fra det har gerningsmændene ikke ødelagt noget, og derfor er der stor usikkerhed om, hvad hærværket går ud på," læste Simon op. "Og så er der en politimand der siger: 'Umiddelbart er der ikke noget klart politisk budskab, der kan give os et praj.'!"

Vennerne lo.

"Her er en anden," sagde Therkild så med en artikel åben på sin telefon. "Avisen har talt med en mand fra Movia. Prøv at hør, hvad han svarer!" Therkild læste op af interviewet:

- Da den første garage ringede ind og fortalte om det, troede vi først, det var en kommunikationsbrist. Vi igangsætter nemlig et forsøg på linje 600S, netop her i juledagene, med en anden produktmarkering på S-busserne. Den er lige præcis lavet sådan, at der er sat gul folie henover de blå hjørner, og så er der placeret en QR-stregkode og en tekst, der siger 'Se produktfarven på app'en Din Offentlige Transport'. Men det viste sig, at det ikke bare var det.

- Hvad er I så kommet frem til, at det er?

- Ja, så måtte vi jo til at tænke i andre baner. Den første indskydelse var, at det er en form for terrorsikring. Men det kunne Politiet afvise. Bagefter kontaktede vi nogle folk fra vores kommunikationsafdeling for at høre, om det var en kampagne, de havde gang i. Men de svarede, at sådan nogle striber kunne de aldrig nogensinde finde på at godkende at sætte på busserne.

- Så I ved det heller ikke?

- Nej, ikke umiddelbart. Jeg kan ærlig talt ikke huske, at jeg nogensinde har set noget lignende.

"Aldrig set noget lignende!?" Therkild var tydeligt forarget. "Har de hukommelse som en guldfisk? De lavede en pressemeddelelse tilbage i oktober med et billede, hvor de striber er på!"

Boje afbrød: "Det er måske meget godt, hvis de ikke har for meget hukommelse!" Han holdt sin mobiltelefon op, så vennerne kunne læse med:

Overvågningskameraer fra flere af garagerne viser, at gerningsmændene har kørt i den samme bil. I forbindelse med hærværket efterlyser Politiet derfor en lortebrunmetallic Citroën Berlingo med nummerpladen JN 93 395 og et klistermærke på bagenden med teksten 'Fortrinsvis til bagage'.

Stephan kastede et bekymret blik ud på gaden, hvor den brune bisse da foreløbigt ikke havde tiltrukket sig nogens opmærksomhed. "Ups...!," sagde han og tilføjede lidt efter: "I har vel ikke flere af de der bomber fra sidste år?"

"Det skal være mig en fornøjelse," sagde Therkild med åbenlys glæde og gav sig til at trække en stor tingest pakket ind i brunt papir op af sin taske. "Flugtbilen er snart gjort uigenkendelig," lovede han.

"Hvorfor render du med sådan én?!," spurgte Stephan oprevet.

"Det har jeg gjort længe," smilede Therkild.

Og hermed ønskes alle, der har fulgt med, en glædelig jul. Også dem, der kører Berlingo.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.