Myldretids blog

Bag om Myldretid. Satiriske julekalendere. Og det løse.

The Matrix

Skrevet | Endnu ingen kommentarer

Første afsnit af en julekalender med struktur som en Rudolf Steiner-skole og bid som en velopdragen puddel.

Simon var sur! Man skulle godt nok finde sig i meget, syntes han. Tidligere på året havde han valgt at supplere SU'en med at køre afløservagter som buschauffør, og nu - den første december - sad han dér bag rattet i sin bus på Glostrup station. Ikke alene skulle han tåle dette og dertil hørende ulemper som f.eks. passagerer; han skulle også køre i linjens eneste tilbageværende Volvo B12BLE, hvilket han hadede. Alt sammen bare for at få en julekalender til at gå op og passe med en søgt titel.

Han kiggede på uret, mens den nærmede sig 13:12 og vagtens første afgang. Selv om visse andre entusiaster syntes, at de få resterende tidlige B12BLE'er var sjove, var de aldrig faldet i Simons smag, og han havde ikke ændret mening her på deres gamle dage. Så det var med et dybt suk, han tretten minutter over ét lukkede dørene og svingede 1644, undskyld 1589, ud over fodgængerovergangen og af sted mod Operaen.

Klip kort, men kun en enkelt tur

Det havde været et stille år i Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark. Stephan havde de slet ikke set noget til, siden de havde befriet ham for Berlingo'en sidste jul. Boje var, ligesom Simon, begyndt at køre bus, og de havde begge - indtil nu da - undgået garager med Sprintere. Men som Therkild tørt havde bemærket for nylig, så kunne det vel ikke ligefrem regnes for en succes. Slet ikke, når deres andet store mål, klippekortets bibeholdelse, var glippet i årets løb. Faktisk kunne man sågar nu få penge for sine ubrugte klippekort!

Egentlig burde man gøre noget, men aktionsgruppens medlemmer havde hver især travlt, og dertil kom kurren på tråden i forhold til Stephan, der trods alt havde været gruppens primus motor i første runde. Hvad skulle man så finde på? I aften, når Simons delevagt var slut, skulle de alle tre mødes på Sporvejen for at gøre status.

Sporvejen

Ved 19-tiden drønede Simon ind mod byen efter at have stillet 1589 i garage i Ejbys industrikvarter. Det blev nok sidste gang, han kørte i dén, tænkte han. Heldigvis da. Men den havde en enkelt formildende egenskab, nemlig at den stadig som eneste bus i miles omkreds, linje 4A fraregnet, havde punktmatrixskilte. Men så sukkede han igen. Der fandtes ikke noget værre, end når forfattere saver deres pointer ud i pap for læserne i stedet for at gå ud fra, at de godt kan tænke selv.

Trods juletrafikken nåede han frem til Gråbrødretorv lidt før otte. Men det var jo også en rigtig bil, han kørte i, og ikke en Berlingo. Boje og Therkild sad allerede og debatterede gamle dage, det vil sige dage før 1982, og så de helt gamle dage, altså dem før 1972, hvor der jo let kunne henvises til eksempler i caféens lokale.

"Så lykkedes det!," hilste Simon, og tilføjede: "Der bliver sgu aldrig lavet en café med stolper i Melonengelb og stole med blåt betræk og prikker."

Mad og drikke blev bestilt, og Simon hev notesblokken frem. Nu var det tid til at lægge planer for, hvordan samfundet kom videre.

RAL 1028 og vi skal videre

Men der var problemer. Mange problemer.

"Jeg savner altså Stephan," småjamrede Therkild.

"Vi har brug for nogle nye mennesker!," konstaterede Simon.

"...og et formål," vrissede Boje.

Dybt suk boret rundt.

"Jeg har da tænkt på, om ikke det var noget for Jens?," sagde Boje henvendt til Simon. De var jo fra samme område.

"Det tror jeg ikke." Simon rystede på hovedet. "Men Hans eller Knud fra Roskilde, måske?"

"Arh," sagde Therkild. "De er altså alle sammen lidt for langt ude på bøhlandet. Jeg synes hellere, vi skal spørge Iver eller Anders eller måske Søren."

En ny pause blev brugt på at tømme glassene.

"Faktisk," sagde Therkild, "så savner jeg ikke bare Stephan. Vi har også brug for hans bil, hvis vi skal lave de tidsrejser."

"Nej, nej, nej!" Simon var tydeligt irriteret over både Therkilds misforståelse og forrige års manglende fortællemæssige præcision. "Det var Femvejens rundkørsel, der gjorde at vi kunne rejse i tid - ikke den møgøse!"

"Jeg savner stadig Stephan," svarede Therkild tørt.

Der blev kigget i mobilerne nogle minutter.

"Vi mangler faktisk også et formål... Klippekortet er tabt. Og jeg tror ikke rigtig på, vi slipper for minibusser fremover," vovede Therkild at sige.

"Jeg har nogle idéer," sagde Simon.

Typisk ham at forestille sig, at man kunne ændre verden, tænkte Boje, men hvad: Der var jo alligevel ikke rigtig nogen gruppe til at udføre hans planer.

"Vi skal sætte ambitionerne lidt ned. Så skal det nok lykkes! Vi skal have genindført rulleskiltene. Og de trykte køreplaner," fortalte Simon med armene oppe.

De andre så nogenlunde anerkendende ud, så han tilføjede også det sidste punkt: "Og bolsjestriber på S-busserne!"

De tomme glas og tallerkner forsvandt, og nye øl kom på bordet. Nu skulle der arbejdes!

"Okay så," sagde Therkild. "Jeg vil da godt melde mig til at få Stephan tilbage i flokken. Men så kommer vi altså nok til at behandle Berlingo'erne pænt. I hvert fald indtil missionen er gennemført."

Boje nikkede.

"Hvad bliver navnet så?," spurgte Therkild. "Foreningen til Genindførelse af Rulleskilte?"

"Bolsjestribernes Befrielsesfront?," klukkede Boje.

"Eller: Køreplanens Kamp Klan!!?," triumferede Simon.

"Den må du endnu længere ud på landet end Skibby med..." Therkild rystede på hovedet.

"Det finder vi ud af!," sagde Boje. "Den kamp er tabt på forhånd. Faktisk er det fuldstændig håbløst. Men jeg er frisk!"

"Godt!," opsummerede Simon. "Jeg skriver manifestet, Boje prøver Femvejen af i sin bil, og Therkild siger undskyld til Stephan."

"Hov! Jeg skal ikke sige undskyld!?," protesterede Therkild. Men lige lidt hjalp det. Therkild skulle sige undskyld.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.