Den tilknyttede "Børnenes Udkantskalender", hvor overskuddet går til nødlidende børn i udkantsområderne, kan købes i banker og sparekasser landet over. Men kun i de større byer.
Her skulle der have været en sød og/eller satirisk julehistorie med trafikalt tilsnit. I stedet opgav jeg at finde på en hel historie, så du må nøjes de med rammer, historien skulle have udspillet sig inden for. Skæld ud frit fra leveren i kommentarfeltet.
Scenen er Skrællinge, en lille by med 1.200 indbyggere beliggende decentralt i Udkantsdanmark. Byens midtpunkt er Skrællinge Centralskole, åbnet i 1970'erne, der fører 0.-7. klasse. De større elever må med skolebus til Øster Bøvelse, som er den nærmeste købstad. Den ligger i en afstand af cirka fem minutter i bil eller 32 minutter med bus. Bussen kører hver anden time på hverdage tilpasset især skoleelevernes behov. Det er familiefirmaet Skrællinge Turist & Minibus ved Niels Jensen, der står for driften med en Leyland-DAB serie 7 årgang 1984 (8400834, inden nogen spørger).
Indtil for et par år siden var der også en nærkøbmand og en tankstation i Skrællinge, men nu køber de fleste deres ting i det nye indkøbscenter ved Bøvelse Omfartsvej. I det hele taget er der ikke så meget andet end centralskolen tilbage i Skrællinge, og efter kommunalreformen, hvor Skrællinge blev en del af af den nye storkommune sammen med Bøvelse, er der endda debat om at sammenlægge skolerne, så også centralskolen må lukke, og alle byens børn skal med rutebilen ind til Bøvelse hver morgen. Det har vognmanden egentlig ikke så meget imod, for så bliver det nødvendigt at udvide Skrællinge-Bøvelse-ruten med en bus. Men i resten af byen er der ikke begejstring.
Den delte by
Det er egentlig ikke fordi, skrællingenserne har noget imod Bøvelse. Det er en fin gammel købstad grundlagt i 1400-tallet med rådhus, butikker, bibliotek, biograf og meget andet godt. Hver lørdag er der torvedag, som altid har tiltrukket befolkningen fra nabobyerne. Skrællinges ældste indbyggere har gode minder fra torvedagene i Bøvelse, som de dengang besøgte med deres forældre. Inden der blev råd til bil, foregik turen derind med rutebil, men det er efterhånden en del år siden, den holdt op med at køre om lørdagen. Næh, skrællingenserne og bøvelselikerne har det fint med hinanden. Men i Bøvelse har der i mands minde været splid.
Bøvelse er delt i Øster Bøvelse og Vester Bøvelse. Øster Bøvelse har ethvert barn hørt om, og det er i dag den største del af Bøvelse rent indbyggermæssigt. Men faktisk er det Vester Bøvelse, der er det oprindelige Bøvelse. Helt frem til 1892 hed byen også slet og ret "Bøvelse", men dét år åbnede Knolderød-Bøvelse-Rettested Jernbane (KBRJ) - eller Knolderødbanen, som den hed i folkemunde. Det var en privatbane, som man oprindeligt havde set meget frem til og kæmpet hårdt for i Bøvelse, fordi den ville give forbindelse til statsbanenettet i Rettested. Men der var mange interesser involveret i banens linjeføring, som endte med at blive mere direkte og derfor kom til at gå knap to kilometer øst om Bøvelse. Her åbnede altså i 1892 Bøvelse station, og i de følgende år voksede en stationsby op. Stationsbyen blev snart kendt som Øster Bøvelse, og det gamle Bøvelse som Vester Bøvelse.
Jernbanens placering var egentlig ydmygelse nok for Vester Bøvelse, men det værste var, at Øster Bøvelse i løbet af få årtier voksede sig større end Vester Bøvelse. Først kom der en kro, og nogle håndværkere slog sig ned op ad stationen. Dernæst kom der boliger til de stadigt flere ansatte ved jernbanen, fordi KBRJ etablerede værksted i tilknytning til stationen. Og efterhånden bosatte flere og flere mennesker sig ved jernbanen med de butikker og det erhvervsliv, der følger med. I 1910 kunne Bøvelse-Posten berette, at befolkningen i Øster Bøvelse nu var den talrigeste, og avisen havde tilmed den frækhed at foreslå, at Øster Bøvelse og Vester Bøvelse blev samlet til én by med et nyt stort rådhus placeret i Øster Bøvelse! Ingen i Vester Bøvelse var i tvivl om, at forslaget havde sit udspring i det forhold, at redaktøren netop var flyttet ind i en ny villa på Molgasvej i Øster Bøvelse. Det blev det første år, hvor borgerne i Øster Bøvelse ikke blev inviteret med til det traditionsrige julemarked på Vester Bøvelse Torv.
Hadet mellem de to bøvelser gik aldrig rigtig væk, og så sent som ved kommunalreformen i 1970 lykkedes det at få trukket kommunegrænsen midt mellem de to byer. Det kunne man måske mene var unødvendigt, for nogle år tidligere var hele stridens æble forsvundet. Knolderødbanen blev nemlig nedlagt og erstattet af rutebiler i 1967, og de betjente både Øster og Vester Bøvelse. Alligevel brød de to byers respektive folkefærd sig ikke meget om hinanden, og da det i midten af nullerne igen var tid til kommunesammenlægninger, kæmpede begge byer bravt for selvstændigheden. Det var forgæves, for resultatet blev alligevel en slags tvangsægteskab mellem Øster Bøvelse, Vester Bøvelse og Knolderød Kommune.
Sammenlægningsudvalget i den nye Bøvelse-Knolderød Kommune fandt hurtigt ud af, at det var fornuftigt at nøjes med ét rådhus, og da de to bøvelser var kommunens klart tættest befolkede område, forekom det naturligt, at rådhuset skulle ligge her. Man så på mulige ejendomme og fandt egentlig det tidligere rådhus i Øster Bøvelse bedst egnet, men da knolderødderne alle dage havde været mest på Vester Bøvelses side i stridighederne, endte man alligevel med at placere rådhuset på to forskellige lokaliteter i Vester Bøvelse. Vesterbøvelselikerne var henrykte, men den tidligere stationsbys indbyggere var mere end almindeligt skuffede. De måtte dog leve med, at kommunens nye hovedby var og blev Vester Bøvelse, for sådan var de politiske realiteter.
Naturstien
Hvis læseren tror, at de to bøvelser nu stod lige og kunne begrave stridsøksen, så tager han fejl (skulle der mod forventning være kvindelige læsere, har de nok regnet den ud alligevel). Det nye byråd fik nemlig efter få år en idé: Tracéen fra den gamle jernbane mellem Knolderød, Bøvelse og Rettested kunne blive til en kultursti - et længe savnet rekreativt og kulturelt tilbud i området, der også godt kunne bruge nogle flere turister fra nær og fjern. Projektet var dyrt, og for at realisere det, måtte man have tilskud. I gamle dage ville Bøvelse Bank sikkert gerne have spædet til, men de tider var uigenkaldeligt forbi, eftersom den måske lidt for dristige bank var krakket under finanskrisen. En anden af landets store banker ville dog gerne bidrage, og det lykkedes også at få statspenge til projektet, som nærmere sig fuld finansiering.
Det, der for byrådets politiske flertal var den egentlige genistreg, var dog, at naturstien ikke helt skulle følge den gamle jernbanetracé. I stedet skulle den gå via Vester Bøvelse, hvad der bestemt ikke gjorde det billigere at realisere ideen. Man måtte derfor gå kommunens budget igennem med en tættekam for at finde besparelser, og udover nedlæggelsen af lokalruten i Øster Bøvelse havde man altså fået kig på skolesammenlægninger og især Skrællinge Centralskole.
Vognmand Niels Jensens bror sad i byrådet, og sidste jul havde familien hæftigt diskuteret, hvad nedlæggelsen af skolen ville betyde for Skrællinge. Brødrene var begge meget for ideen, men Niels' kone Mette havde sine reservationer. Hun var lærer på centralskolen, og satte egentlig stor pris på sit job. Hun elskede børnene og holdt af at være på en lille skole i en lille by, hvor hun kendte alle børnene og deres forældre. Hun var ked af tanken om at skulle arbejde på en større skole, hvor kontakten ikke var den samme.
Faktisk var det netop gennem sit arbejde på skolen, at hun havde mødt Niels 18 år tidligere. Det var det år, hvor Niels var begyndt at køre på skolebusruten. En dag, hvor talen faldt på den mulige lukning af Skrællinge Centralskole, havde Niels sagt til Mette, at ruten jo ville blive udvidet med en ekstra bus, og så ville der blive brug for en chauffør mere. Hvis Mette gerne ville beholde kontakten til børnene og lokalsamfundet, kunne hun jo få jobbet. Så slap hun også for alt det administrative arbejde, der efterhånden var blevet en del af lærergerningen, og som Mette klagede stadigt mere over. Men i modsætning til, hvad Niels havde regnet med, blev Mette sur over forslaget. Og nu nærmede julen sig igen. Niels' bror fra byrådet ville komme på besøg og sikkert fortælle ivrigt om realiseringen af naturstien og udvidelsen af Niels' busrute. Niels håbede, at han kunne få drejet snakken over på andre emner, for broderen og Mette havde aldrig rigtig talt samme sprog, og Niels, som egentlig var lidt konfliktsky, ville nødig være tvunget til at vælge side. Desuden ville børnene - Ida på 13 og Mads på 11 - være på moderens side, selvom det i virkeligheden var fordi de begge glædede sig meget til at komme i syvende klasse ovre på den store skole i Bøvelse, hvor deres egen mor ikke underviste.
Mister Skrællinge sin skole?
Bliver der julefred i familien Jensen?
Får vognmanden sin ekstra kontraktbus?
Finder østerbøvelselikerne sig i det hele?
Hvad skulle resten af julekalenderen have handlet om?
Fantastisk fortælling!
Nu sker der jo desværre nok bare det, at selvom vognmand Niels får mulighed for at erhverve sig beskæftigelse til yderligere en fin Leyland,hvis Skrællinge-eleverne skal køres til Bøvelse, så bliver kørslen sikkert allerede til næste år sendt i udbud, og Niels kan derfor ikke længere sidde hjemme ved køkkenbordet og lade sin byråds-bror tildele ham kørsel. Niels´ kørsel bliver optimeret med andre ruter i oplandet, og den bliver lagt i udbudspakke med de regionale busnet omkring Rettested. Det hele bliver vundet af Megabus Corporation med helt nye miljøvenlige busser bygget i Kina. Niels og hans kone Mette bliver tilbudt job som chauffører hos det lettiske vikarbureau, som Megabus Corporation benytter sig af til personalerekruttering.
Fantastisk realistisk... Beskrivelsen af små byer er god. Hvis jeg skulle udvide den måtte det være smådetaljer om trælygtepæle stadig med ledninger imellem ;-)
