Af Thomas de Laine | Skrevet 5. december 2010 kl. 20:31 i (H)jul i Udkantsdanmark | 1 kommentar

Nye læsere bør begynde med første del.

Det var lørdag eftermiddag og den første lørdag i december. Med andre ord var det dagen for partiforeningens årlige julegløggarrangement. En af de få ting, der kunne forene partiets medlemmer i begge bøvelserne, havde gennem alle årene været julearrangementet, men der skulle ikke meget til for at skabe muren i krogene. Derfor havde arrangementet også altid skiftevis været afholdt i Øster og Vester Bøvelse, men i år var der opstået vanskeligheder. Det var Øster Bøvelses tur, men forsamlingshuset i Øster Bøvelse var under renovering og kunne derfor ikke anvendes. Partiforeningens bestyrelse havde klogeligt fravalgt at holde arrangementet i Vester Bøvelse, men i stedet henlagt det til kroen i Rodløse, som alle satte pris på.

Niels, Mette og børnene ankom i god tid til Rodløse Kro. Da overtøjet var afleveret i garderoben, kom de ind i den lune krostue, hvor der allerede sad en masse medlemmer. Niels kiggede rundt i krostuen. Partiforeningens medlemmer havde fordelt sig ved to langborde, og langs den ene væg havde en fremmed, yngre mandsperson i skjorte stillet op med bærbar computer, projektor og lærred. Det måtte være ham fra hovedsekretariatet i København, der skulle holde en tale for medlemmerne.

Ovre i hjørnet stod vognmand Klavsen fra Knolderød og talte med et par medlemmer. Klavsen var ikke selv medlem, men han blev inviteret hvert år alligevel. Det var til dels Niels' fortjeneste, for Niels og Klavsen var gode venner, og dengang Niels sad i bestyrelsen, havde han gjort det til en vane at invitere Klavsen som gæst. Hvert år forsøgte man selvfølgelig at hverve ham som medlem, men efterhånden stod det vist klart for de fleste, at Klavsen egentlig ikke var politisk interesseret og heller ikke fulgte med i, hvad der skete i byrådet.

Niels og Klavsen var hurtigt faldet i snak, og Niels berettede om den nye bus, han havde set på hos forhandleren inde i Rettested. "Har du set, at trafikselskabet vil have lyserøde busser!?," spurgte Niels og pegede på de medbragte papirer med trafikselskabets krav. Klavsen kiggede på materialet. "Det her har jeg læst før," meddelte han. "Ja, det er nye tider, men verden har jo ændret sig, Niels."

Vognmand Klavsen havde altid drevet sin forretning anderledes end Niels. Klavsen havde fire turistbusser, og turistkørsel var hovedparten af aktiviteten i hans busselskab, som han i øvrigt havde omdøbt til "KnoldBus" for nogle år siden. Derudover kørte han også lokalruten i Øster Bøvelse, og det var på en kontrakt for kommunen, som efter kommunalreformen blev videreført af trafikselskabet. Ligesom Niels' rute. Klavsen skiftede ret ofte sine busser ud, og han gik nu i gang med at belære Niels om fordelen ved at køre med nye busser: "Dine kunder vil have nyt. Skidt med om kvaliteten er i top. Bussen skal alligevel skiftes ud om en håndfuld år. Hvis folk sidder i en ny og moderne bus, så synes de, der bliver kælet for dem. Kører du dem rundt i gamle busser, vil de mene, at du er for fedtet til at bruge nogle ordentlige busser," sagde Klavsen, og gav sin gamle ven et godt råd: "Ring til forhandleren og spørg, om du må låne den bus, du prøvekørte, i fjorten dage. Så vil du se, at kunderne bliver ælle vilde."

Københavneren

Der blev kaldt til samling, og Niels, Klavsen og de andre fandt sig til rette ved bordene. Nu ville Peter fra hovedsekretariatet i København sige et par ord.

Peter begyndte med at takke for invitationen. Han havde jo engang selv været politisk aktiv i Bøvelse, indtil han for femten år siden flyttede til byen for at læse. Han var ikke flyttet tilbage, men havde stadig familie på egnen, og glædede sig over, at partiforeningen stadig kunne afvikle arrangementer som dette. Derpå gav han et mindre foredrag om, hvordan det forløbne år var gået, set fra hovedsekretariatet.

"Men I har jo også lavet noget herude," sagde han med slet skjult henvisning til de mange tilstedeværende byrådsmedlemmer. "Jeg vil gerne rose jer for, at I har taget hul på et svært, men nødvendigt emne. Det er selvfølgelig skolesammenlægniner, jeg taler om." Han kiggede rundt på sit publikum. "Ingen har lyst til at gennemføre skolesammenlægninger, for det er svært at skulle stå over for forældre, lærere og børn, og man frygter vælgernes straf ved næste kommunalvalg. Men efter kommunalreformen har vi på dette område en mulighed for at blive mere effektive, for stordriftsfordele findes netop på skoleområdet." Nogle af byrådsmedlemmerne nikkede. De fleste i krostuen så dog mere skeptiske ud.

Peter fortsatte. "Det er også fantistisk at se, at I gør noget for at udvikle Bøvelse og omegn. Det er netop nye ideer, der er brug for herude. Og jeg tror, I virkelig har ramt noget med naturstiprojektet." Klapsalven udeblev ikke, men det var kun det ene langbord med partimedlemmer, der klappede. Dem ved det andet bord begyndte derimod at kigge rundt på hinanden og nåede åbenbart stiltiende til enighed om, at det nu var tid til at rejse sig og forlade selskabet. De spadserede ud af lokalet i samlet flok, og sidste mand smækkede døren efter sig. Peter undrede sig over, hvad deres vrede dog kunne skyldes. Han havde jo rost dem for deres fremsynede projekt?

Niels' bror, der havde været med til at gennemføre arrangementet, fik bragt gløggen og æbleskiverne på banen lidt hurtigere end ellers planlagt for at reetablere den gode stemning. Det gik da også fint, nu da østerbøvelselikerne var gået. Det gav også Niels tid til at få en snak med sin bror. Niels ville nemlig gerne høre, om der var noget nyt i byrådet om den mulige udvidelse af hans rute og den eventuelle nedlæggelse af Skrællinge Centralskole. Broderen mente, at han nok vidste noget mere efter byrådsmødet i den kommende uge. Til gengæld bad han Niels om ikke at sige for meget til vognmand Klavsen. Et af besparelsesforslagene gik jo ud på at nedlægge Klavsens lokalrute i Øster Bøvelse.

Historielæreren

Kaja var historielærer på Bøvelse Skole. Hun havde tilbragt den første del af søndagen med en afslappet gåtur rundt om Bøvelse sø, hvor hun havde betragtet det snedækkede landskab. Den slags nød hun. Men i morgen var det mandag, og 8.c skulle have deres historieopgaver tilbage. Så der var ingen vej uden om at læse elevernes opgaver igennem. Det ville tage flere timer!

Efter forskellige overspringshandlinger gik Kaja ved 19-tiden i gang med stakken af opgaver. Hun havde en kande kaffe klar, for det at rette 26 håbløse historieopgaver var en "kaffeopgave", som hun kaldte det. Altså en opgave, hvis udførelse krævede løbende indtag af kaffe i store mængder. Børnene havde valgfrit kunnet skrive om Dronning Dagmar eller D-dagen i 1944, og en første gennemgang af bunken viste, at stort set alle pigerne havde valgt det første emne, mens drengene åbenbart fandt det sidste mere inspirerende.

Hun begyndte med bunken med drengenes opgaver og kom da også stille og roligt igennem. Frederik havde skrevet en fagligt set ret velfunderet opgave, men sprogligt var den slem. "Angrebet blev gennemført i to faser: en luftangreb landing af 24.000 engelske, amerikanske, canadiske og frie franske luftbårne tropper kort efter midnat, og i amfibielandgang af allierede pansret infanteri og divisioner på Frankrigs kyst begynder at 6:30 AM," skrev drengen. Det undrede hende, for godt nok var han doven, men hun havde flere gange taget ham i at formulere sig nogenlunde begavet. Nå, videre til næste opgave.

Den sidste opgave i D-dagsbunken var Jonas' opgave. Hun sukkede allerede, hældte en ny kop kaffe op og gik i gang. "Det her har jeg læst før," konstaterede hun efter kort tid. Jonas havde ordret skrevet det samme sludder, som Frederik havde. For eksempel var sætningen "Operationen var den største amfibiske invasion af hele tiden" med i begge opgaver! Hvad for noget? Havde den ene skrevet af fra den anden? Og hvem havde i så fald skrevet af? Det var nok Jonas, for han lavede alligevel aldrig andet i historietimerne end at rode med sin mobiltelefon. I morgen ville hun forlange, at sandheden kom frem!

Køreplansskiftet

Niels' rute kørte ikke i weekenden, så han havde god tid til at holde fri. Gårsdagens julegløggarrangement havde været fint, syntes han, men det var ærgerligt, at ham københavneren ikke havde forstået, at naturstiprojektet og skolesammenlægningerne var følsomme emner. Mette havde været irriteret, da de kom hjem, og Mads og Ida havde spurgt, om de skulle skifte skole? Det ødelagde lidt weekenden for Niels.

Ved skrivebordet stod en kasse med informationsmateriale fra trafikselskabet. Næste søndag var der køreplansskift, og Niels skulle sørge for, at der fra i morgen var nye køreplaner i bussen. Desuden havde de sendt nogle hængeskilte, han også skulle køre rundt med. Han tog skiltene op og gik op i bussen for at sætte dem på plads. Det var først nu, Niels læste, hvad trafikselskabets friske unge marketingfolk denne gang havde fundet på: "Din bus bliver nedlagt 12. december," stod der med store, fede bogstaver. I mindre typer kunne man nedenunder læse "Se på www.trafikselskabet.dk, om du får en anden bus i stedet for!"

Niels var en anelse foraget. Hans rute blev da ikke nedlagt! Tværtimod. Godt nok skiftede den rutenummer fra 361 til 561 af grunde, Niels ikke helt havde styr på, men ruten var jo den samme. Det var da rigtigt, at den blev omlagt via Strutmølle på én tur mod Bøvelse om morgenen og retur om eftermiddagen, men det var også den eneste ændring, og det var kun fordi Rodløse-Strutmølle-Bøvelse-ruten blev skåret væk. Han satte de nye køreplaner på plads i holderen og bemærkede køreplansfolderens nye, lyserøde forside. Resolut pillede han køreplanerne op igen og satte dem tilbage på plads med bagsiden udad. "Sådan, meget bedre!," tænkte han med et smil.

Opdager vognmand Klavsen, at byrådet vil nedlægge hans lokalrute?
Har Jonas skrevet af efter Frederik eller omvendt?
Hvorfor skal Niels' rute skifte rutenummer?

Følg den spændende udvikling...