Myldretid

Menu

Blog

(H)jul i Udkantsdanmark - del 8/24

Af Thomas de Laine | Skrevet i (H)jul i Udkantsdanmark | Endnu ingen kommentarer

På grund af vejret kører julekalenderen i øjeblikket med forsinkelser på op til ca. 24 timer. Nye læsere bør begynde med første del.

- Dette afsnit er uforskammet frit efter H.C. Andersen. -

Vækkeuret ringede ubønhørligt kl. 05.30. Der var ikke nogen mulighed for udsættelse. Casper skulle op, hvis han skulle nå dagens program. Allerede i går aftes - det var kun fire timer siden - havde han pakket tasken med kamera, notesblok, de fornødne køreplaner og selvfølgelig planen for hele turen. Han skulle bare gnide søvnen ud af øjnene, tage et hurtigt bad og spise en portion morgenmand, så han kunne nå bussen kvart over seks.

Casper gik i 3.g på Rettested Gymnasium, og dér skulle han egentlig møde klokken otte. Men ikke i dag. Han tog sig en pjækkedag, så han kunne nå at fotografere de busser, der ville forsvinde den kommende weekend. Flere af de ruter, der blev nedlagt, kørte med ret gamle busser, som det nok var sidste udkald for at få i kassen. Han havde allerede været ude et par gange tidligere, men denne dag havde han udvalgt til den helt store tur.

Årstiden taget i betragtning, havde meterologerne planlagt ideelt vejr for denne onsdag (husk, at julekalenderen er en dag bagefter!). Det ville kun blive minus en enkelt grad eller to; det ville være vindstille og derfor ikke føles så koldt, og så ville det være let overskyet og diset, så der ikke blev problemer med skygger og modlys fra den ellers lavthængende sol. Tilsat tilstrækkelig påklædning kunne det faktisk ikke blive meget bedre.

Casper kom planmæssigt af sted med bussen mod Knolderød via Bøvelse. Der var fuldstændig mørkt uden for og to timer til solopgang. De mørke måneder var besværlige at have med at gøre, for Caspers lommekamera kunne kun tage rigtig gode billeder, når der var en vis mængde lys, og det var omkring juletid kun i timerne fra cirka ni til fjorten. "Kunne vi ikke få flyttet køreplansskiftet tilbage i maj," bandede han inde i sig selv. Han hoppede af bussen i Øster Bøvelse, hvor han lige kunne nå at få et billede af lokalruten.

Lidt før tiden dukkede KnoldBus' herlige Volvo/Aabenraa fra 1988 op (stelnummer YV31MGC10JA017769). Casper tog sine billeder og kvitterede for den venlige chaufførs vink. Kort efter kom den næste bus mod Knolderød. Det var én af MegaBus' nyere vogne, som Casper ikke gad fotografere. Kvart i otte stod han af ved torvet i Vester Bøvelse og skyndte sig til fods videre med Bøvelse Skole.

På vendepladsen ved Bøvelse Skole kom der to forskellige ruter. Der var Skrællinge Turist & Minibus' rute fra Yderstolperup, Skrællinge og Vinterbyvester, som blev kørt med en Leyland-DAB serie 7 fra 1984. Den bus havde Casper allerede fotograferet to gange på det seneste, og han glædede sig ikke rigtig til den kom, for det var nok ham den underlige chauffør igen.

Men der var også ruten fra Rodløse over Strutmølle, som blev kørt af Rodløsebilen med en kort Leyland-DAB serie 9 fra 1986 (8600117). Casper syntes, der var noget særligt ved de lidt korte busser, og det var ikke lykkedes ham at fange serie 9'eren, da han sidst var i Bøvelse, for da havde Rodløsebilen i stedet kørt turen med deres reservevogn. Casper måtte derfor dengang "nøjes" med et billede af reservebussen; en serie 3 fra 1976 (7503315).

Begge busserne skulle ankomme lidt i otte, og Casper havde sikret sig, at kameraet var skudklart. Bussen fra Yderstolperup kom først. Den fotograferede Casper ikke i første omgang, for han havde jo taget et billede af bussen fra begge sider samme sted så sent som 2. december. Men han håbede, at Rodløse-bussen nåede frem, så han kunne fotografere begge busserne side om side. Det ville ikke længere være muligt fra næste uge, hvor ruten til Rodløse blev nedlagt, og Yderstolperup-ruten skulle køre via Strutmølle på nogle få ture. "Gad vide, hvordan man så kommer helt til Rodløse?," spekulerede Casper.

Alle skoleeleverne havde heldigvis forladt serie 7'eren, da Rodløsebilen ankom med deres serie 9'er. Casper skyndte sig at tage et billede af busserne ved siden af hinanden. Ellers kørte den ene bare igen, eller alle børnene fra serie 9'eren ville komme i vejen. Det var et klogt valg, for ham den underlige, nissehueklædte chauffør i serie 7'eren fik travlt med at komme af sted, da Casper var begyndt at fotografere, og serie 7'eren var derfor væk, da Rodløse-bussen endelig var tømt for skoleelever. Men da både serie 7'er og skolebørn nu var væk, havde Casper god tid til at fotografere serie 9'eren hele vejen rundt. Den gamle chauffør, der kørte Rodløse-bussen, lod ikke til at have noget imod fotograferingen, og da Casper spurgte, fik han også lov at komme ind i bussen og tage nogle interiørbilleder. Casper var allerede godt tilfreds med dagens fangst. Det lønnede sig at stå tidligt op.

Halv ni afgik bussen mod Knolderød fra torvet i Vester Bøvelse, og 40 minutter senere kunne Casper begynde at fotografere Knolderøds bybusser. Byen ville blive halvhårdt ramt af nedskæringer i driften, hvor de nuværende 12 busser blev reduceret til otte. Casper regnede med, at det ville blive de ældste busser, der røg ud, så dem gik han særligt efter. Men der kom også nogle rutebiler fra to andre MegaBus-garager i Knolderød, og selvom det var mindre spændende busser, kom de med alligevel. Der skulle jo ske et eller andet i de timer, Casper havde afsat i byen.

Ud på eftermiddagen - klokken var vel omkring 15 - begyndte det så småt at blive mørkt. Solen gik også snart ned, men Casper ville gerne have eftermiddagsmyldretiden med. På sin tur var han nu nået til Julerup F, der havde to busser kørende på lokalruterne. Den ene var helt ny, og selvom typen ikke var så interessant, ville Casper alligevel gerne have et billede. På nettet havde han endnu ikke set nogen fotos af den.

Bussen ankom med færgen kl. 15.15, og Casper havde planlagt at tage et billede af den på vej fra færgen og ud på færgelejet. Selvom den ikke kørte hurtigt, var det dog ikke verdens nemmeste opgave. Billederne blev let slørede i den svage belysning, så Casper måtte arbejde inden for sit ikke særligt avancerede kameras begrænsninger. For at maksimere chancen for et godt resultat tog han konstant billede efter billede, mens bussen kørte af færgen og hen forbi Casper ind mod byens centrum. Først derefter kiggede han skuddene igennem på skærmen bag på kameraet. Det var da lykkedes at få et par billeder, der var blevet næsten helt skarpe, men de forp... LED-destinationsskilte drillede. Ingen af de skarpe billeder havde fået skiltet med - det var enten helt sort, eller også var der kun den øverste eller nederste del af teksten. Småfornærmet traskede Casper tilbage til byens lille rutebilstation.

Først ved halvsyvtiden var Casper helt hjemme i Rettested. Det havde været koldt at vente de tre kvarter, det tog at skifte bus i Knolderød, og han var godt træt, også i benene. Det tog meget energi at småfryse en hel dag og stå og vente på rutebilstationer. Således havde Casper egentlig mest lyst til at gå tidligt i seng, men han kunne alligevel ikke vente med at overføre billederne til sin computer. De var heldigvis næsten alle sammen blevet gode. "Først går man så grueligt meget igennem...," tænkte han veltilfreds.

Bliver køreplansskiftet flyttet tilbage i maj?
Får julekalenderen indhentet forsinkelsen?

Læs den utrolige fortsættelse i nær fremtid!

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.