Myldretid

Menu

Blog

(H)jul i Udkantsdanmark - del 9/24

Af Thomas de Laine | Skrevet i (H)jul i Udkantsdanmark | 2 kommentarer

Nye læsere bør begynde med første afsnit.

Niels' bror tømte sin postkasse. Der lå en halvtyk kuvert fra kommunen. Mon ikke det var referatet fra tirsdagens byrådsmøde? Jo, det var. Endelig!

Før mødet var Niels' bror blevet utilpas ved sit dilemma. Skulle han stemme for sit eget forslag om at spare lokalruten i Øster Bøvelse væk? Så ville han skulle forklare broderen, at han ikke ville få den ekstra kørsel på ruten, som han var blevet stillet i udsigt. Og hvad værre var, en del af broderens nuværende kørsel ville skulle overgå til KnoldBus!

Niels' bror kunne selvfølgelig også have stemt imod. Det ville bare virke besynderligt, for han havde selv talt varmt for forslaget. På et tidligere byrådsmøde havde han endda selvsikkert udtalt, at det alligevel kun var tre ludere og en lommetyv, der kørte med lokalruten. Og han havde sagt det kort efter, at hans arge modstander i byrådet, Birthe fra Øster Bøvelse, havde plæderet for rutens opretholdelse med en anekdote om, hvordan hun og to veninder havde haft mange gode oplevelser i bussen gennem årene. Hun stillede altid mange kritiske spørgsmål og ville helt sikkert også gøre det, hvis Niels' bror sagde til byrådet, at han var blevet klogere og derfor havde skiftet mening. I værste fald ville hun - foran journalisten fra Bøvelse-Posten, der altid overværede de åbne punkter på byrådets møder - komme med helt urimelige beskyldninger. Som for eksempel, at Niels' bror havde skiftet mening, fordi hans forslag ville berøre hans egen bror negativt. Skrev avisen om det, ville det ikke være sjovt at være Niels' bror.

Bekymringen var blevet så stor for Niels' bror, at han forfaldt til den nemme løsning. Han meldte sig syg til byrådsmødet. Så kom han hverken til at stemme for eller imod forslaget endsige deltage i diskussionen. Da han ringede ind med sin sygemelding, havde han for sit indre øre næsten kunnet høre sin gamle far belære ham om ligheden mellem hans rygrad og en regnorms samme.

Referatet

Men hvad havde byrådet så besluttet? Niels bladrede febrilsk frem til dagsordenspunktet om nedlæggelsen af lokalruten. Der stod:

Forslag: Lokalbusrute 744 i Øster Bøvelse foreslås nedlagt fra august 2011. Ruten har dagligt cirka 21 passagerer, hvoraf de fleste vurderes at have adgang til anden kollektiv transport inden for rimelig gangafstand. Den resterende del af rutens brugere - fortrinsvis passagerer i Øster Bøvelses nordøstlige område - vil med realiseringen af naturstiprojektet opnå forhold for at nå Vester Bøvelse til fods eller som cyklister, der er væsentligt forbedrede i forhold til i dag. Teknik- og miljøforvaltningen har vurderet, at den af byrådet ønskede besparelse på kommunens indkøb af bustrafik kan opnås ved nedlæggelse af ruten. Brev fra trafikselskabet af 17. november 2010 (bilag 1) angiver endvidere, at den i forslaget om skolesammenlægninger budgetterede udvidelse af kørslen på ruten mellem Yderstolperup og Bøvelse Skole tillagt en del af rutens nuværende kørsel tilsammen kan udgøre tilstrækkelig kompensation til KnoldBus, uden at Skrællinge Turist & Minibus vil få reduceret kørslen så meget, at dette berettiger vognmanden til kompensation.

Beslutning: Flere byrådsmedlemmer ønskede yderligere oplysninger i sagen. Beslutningen er derfor udsat til næste ordinære møde. Efter ønske fra Birthe Hansen, Egnslisten, orienteres KnoldBus og Skrællinge Turist & Minibus med kopi af dette referat om konsekvenserne af den mulige nedlæggelse af lokalruten i Øster Bøvelse.

Hvad!? Ikke alene måtte Niels' bror nu også melde sig syg til næste byrådsmøde. Men nu vidste Niels' brors bror også besked! Telefonen kunne vel ringe hvert øjeblik! Hvad skulle Niels' bror dog sige?

Har Birthe fra Egnslisten regnet den ud?
Bliver Niels og broderen uvenner?
Hvorfor er Niels' bror sådan en kujon?

Få svar på disse og mange andre samfundsrelevante spørgsmål i de følgende dage!

Kommentarer

Lars W. Budtz

Skrevet

Hedder begge brødrene nu Niels???
"Niels' bror kunne selvfølgelig også have stemt imod."
"Bekymringen var blevet så stor for Niels, at han..."
Er det ikke kun den ene der er i byrådet, eller er jeg fuldstændig komplet totalt forvirret?

Thomas de Laine

Skrevet

Lars' kommentar og et par e-mails har gjort mig opmærksom på, at jeg kom til at sammenblande Niels og Niels' bror nogle gange i ovenstående. Det er altså ikke Niels, der sidder i byrådet, men Niels' brors brors bror, altså Niels' bror selv, hvilket forhåbentlig herefter står klart.

Der var selvfølgelig *ikke* tale om, at gårsdagens afsnit blev skrevet lidt for sent om aftenen, men om en bevidst placeret fejl, der skulle tjene til at afdække, om der rent faktisk var nogen, der fulgte ordentligt med. ;-)

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.