Af Thomas de Laine | Skrevet 23. december 2022 kl. 14:02 i Mænd der hader skinner | Endnu ingen kommentarer

Fossilprisdumping uden nogen formildende omstændigheder.

Bertel og Thyge var ankommet til mødestedet i god tid. Der var tale om en café på Grøbrødretorv, som var blevet valgt på trods af sit skinnebårne navn. Men det lå praktisk, ikke mindst som et sted i forlængelse af de sidste julegaveindkøb. Iver var dog ikke fremme endnu - han kom jo også med metro - så de andre var tyvstartet på øldrikningen.

"Du ved godt, at Brand fra Aarhus har købt det der domænenavn 2-0-2.dk, ligesom bybusserne i Aarhus plejede at have dørfordeling," lo Bertel.

"Århus!," rettede Thyge.

"Selvfølgelig! Men havde man været vestsjællænder, kunne man så købe 1-0-1.dk og så videre. Det kunne virkelig blive festligt," mente Bertel.

"Jeg ville nu have 1-1-0.dk. Ikke noget med forsænkede bagperroner her. Eller hvis jeg skal være rigtig gammeldags..."

"Det skal du!," indskød Bertel.

"...så vil jeg have 1-0-0.dk! Så kunne Iver købe 2-2-2.dk eller 1-2-2.dk," smilede Thyge.

"Egentlig er du så konservativ, at du burde gå efter 0-1-0.dk." Bertel tog en slurk af sin øl.

"Ja, ja. Men nu skal vi jo give Fossilprisen - eller hedder den Gummiprisen nu? - til Aalborg, så vi skal vel nærmere kigge på 1-2-2-2-2.dk!," sagde Thyge.

"Ålborg," korrigerede Bertel.

"Nej, Aalborg. Vi er mere moderne oppe nord for Århus..."

"Det er også det, der virker forkert ved at give prisen til Aalborg," sukkede Bertel.

"Nå! Der er han!" Thyge rejste sig halvt op og vinkede til Iver, som var på vej ind. "Hov, hvem er det, han har med?!"

Bertel drejede hovedet og fik øje på Iver og... den hjemløse mand med mundharmonikaen, som Bertel egentlig godt havde bemærket manglede, da han var stået af S-toget på Nørreport for tre kvarter siden.

Måbende betragtede Thyge og Bertel, hvordan Iver med sin ene hånd på den hjemløses skulder ledte ham hen til deres bord. Personalet kiggede også med en blanding af usikkerhed og skepsis på de to netop ankomne kunder.

"De herrer!," storsmilede Iver, da de alle fire stod over for hinanden. "Må jeg præsentere: Nummer Fem!" Thyge og Bertel kiggede mistroiske på den hjemløse.

"Se godt efter. Kan I ikke genkende ham?," spurgte Iver, nærmest drillende.

De tænkte begge, så det knagede og knirkede værre end plastikken i en Wiima. Men så gik der noget op for Thyge.

"Salomon...??," spurgte Thyge, uden på nogen måde at føle sig sikker på sit gæt.

"Thyge!" Det helt store smil brød frem på den hjemløses ansigt, og han åbnede armene til et kram, som Thyge ikke var helt så parat til.

Nu kunne Bertel også godt genkende Salomon. Efter alle de år.

* * *

Det tog et par runder øl at få samlet op på de sidste dekader, og undervejs overraskede Salomon ved at bestille vegetarburger, hvilket han på utroværdig vis forklarede med, at der også skulle være en verden til hans børnebørn.

"Jeg skal altså lige høre," spurgte Bertel, stadig nysgerrig på Salomons nye identitet som hjemløs. "Hvorfor spiller I altid numre inden for sådan et snævert repertoire for musik? Det er altid sådan noget 'I Did It My Way' og den slags."

"Det skal vi jo for at oppebære certificeringen," forklarede Salomon. "Vi må højst spille fem procent uden for numrene på ISO-standardens liste, og til jul skal det være julesange. Men Jens ovre fra Gammeltorv mener, standarden er oppe for revision til næste år. Så håber vi, der bliver skiftet lidt ud i det. Det er efter sigende nogle af de bedste folk, nede i Bruxelles, der er på det."

"Hvad ligger der ellers af betingelser for certificeringen?," spurgte Thyge undrende. Stillede man virkelig krav til hjemløse nu om dage?

"Det er mest nogle administrative ting. Vi skal udfylde nogle erklæringer via digital selvbetjening. Det eneste krav, der rigtig irriterer mig, er deres dresscode."

"Nå, men jeg tog dig jo egentlig med herned, fordi vi gerne vil tale med dig om noget," begyndte Iver. "For du kendte jo Femvejsbanden og var sådan lidt med i den i en periode, indtil du brød ud, fordi du synes, de var blevet for rabiate."

"Ja, og nu sidder de velfortjent bag tremmer!," sagde Salomon og hamrede sit tomme ølglas i bordet.

"Helt sikkert!," skyndte Bertel sig at sige, "men vi synes stadig, du har gjort noget vigtigt."

Iver genoptog sin introduktion til sagen: "Vi synes, det var en stor ting, at du fik historien frem ved at medvirke i Knuds bog. Og det er sådan, at vi én gang om året uddeler en pris, som vi synes, du skal have i år."

"Hvilken pris?," spurgte Salomon.

"Fossilprisen!," sagde Thyge triumferende. "Det er en pris, vi giver til nogen - helst en midaldrende hvid mand - der har gjort noget godt for motoriseret, gummihjulet busdrift. Ikke noget med batterier og skinner og digitalisering og alt det pis."

"Hmmm," var Salomons eneste respons.

"Ja, og så tænkte vi, at anledningen til, at du skulle have prisen, var, at du fik historien frem. Så du får den ikke sådan for Femvejsbandens handlinger, men mere for formidlingen."

"Jeg ved altså ikke helt..." Salomon pillede sig lidt i det lange, tjavsede grå skæg.

Bertel mente at have begrundet håb om, at en ny runde øl ville få sagen til at glide lettere, så de blev bestilt, mens tallerknerne forsvandt fra bordet.

"Følger der penge med prisen?," spurgte Salomon så.

"Altså, ikke rigtig. Du får en forgyldt brændstofpumpe fra en serie 7 med DAF og et eksemplar af Simons debatbog om lavgulvssamfundet, som han har skrevet i fængslet," forklarede Bertel.

"Og vi finder noget fint tøj til dig. Vi har skrevet et udkast til din tale, som du kan bare kan bruge, hvis du synes, det er nemmest. Den begynder med 'Skinnerne bedrager!'," tilføjede Thyge gnækkende.

"Men, jeg går jo ikke rigtig ind for nogen af de ting." Salomon rystede på hovedet.

Iver, Bertel og Thyge kiggede forundrede på hinanden.

"Altså..." Salomon kløede sig lidt i håret. "Skinnebåren kollektiv trafik er jo det, folk vil have! Metroen har været et kæmpe løft til København. Normale mennesker - no offence - foretrækker jo tog og letbaner frem for busser. De er blevet opdraget over årtier til, at busserne bliver skåret ned og omlagt og nedlagt hele tiden, mens ting på skinner bliver ved med at køre, hvor de er. Ingen tør købe hus ud fra, hvor der kører en rutebil, men en station! Den tør man stole på!"

Iver bemærkede, hvordan især Bertel så ud som om, han lige havde bidt i noget meget surt.

"Og det med at fejre det fossile! Hvad tænker I på?," Salomon himlede med øjnene. "Vi har travlt, hvis vi skal stoppe den globale opvarmning. Mit barnebarn er lige blevet 16 år, og hun taler om, hvordan vores generation har brændt Jorden af helt uden at tænke på de næste generationer. Det mindste, vi kan gøre, er da at bremse op nu. Dieselmotoren hører fortiden til. Det er både bedre for luftforurening og klimaet med eldrift."

Iver så ned i bordet. Det var en fejltagelse af dimensioner at hive Salomon med til mødet. Mon venskabet med Thyge og Bertel ville overleve det her?

"Og digitalisering!," fortsatte Salomon efter at have taget en ordentlig slurk af sin øl. "Det er måske ikke verdens mest sexede område, men helt ærligt: Savner I virkelig at stå i kø på posthuset for at betale girokort? Eller at tage fri fra arbejde for at møde op på et skattekontor tirsdage mellem 11 og 12.30? Og hvor mange klippekort, har I ikke mistet, fordi I kom til at vaske dem sammen med jeres tøj?"

"Jeg har altså aldrig været på det hold, der praktiserede at vaske mine klippekort i vaskemaskinen," protesterede Bertel. "Det er det elendigste argument for Rejsekortet, der findes!"

"Ja, okay, det er noget vrøvl," erkendte Salomon. "Men kan I virkelig ikke se, at alle de små fremskridt, I er imod, faktisk gør hverdagen lidt bedre for en masse mennesker? Og måske, bare måske, giver vores børn og børnebørn en fremtid?"

"Så altså, du ønsker ikke at modtage Fossilprisen i år?," opsummerede Thyge efter et langt, akavet øjeblik, hvor ingen havde mod på at sige noget.

* * *

Først på aftenen traskede Bertel, Iver og Thyge slukørede ned langs kanalen ved Gammel Strand. Salomon havde været nødt til at gå - han skulle hjælpe med et eller andet velgørende - så det var bare de tre. Og det var måske meget godt.

"Jeg giver op!," sukkede Iver. "Jeg ville ønske, vi bare kunne aflyse det hele."

"Der er stadig Aalborg-muligheden," påpegede Thyge.

"Ja, men det er stadig forkert," vrissede Iver. "Det skal være fossilt, ellers er det ikke ordentligt."

"Vi kan godt aflyse for min skyld," sagde Thyge. "Men hvad skal vi sige til gæsterne? De er indbudt til om halvanden time."

"Vi siger bare, at showet er aflyst, fordi der er opstået et it-sikkerhedsmæssigt problem," sagde Bertel. "Den forklaring kan man klare det meste med. Alle kan forstå, at vi ikke kan delagtiggøre offentligheden i detaljerne af hensyn til sikkerheden, og det meste er alligevel for teknisk til, at nogen af os fatter det."

"Så har vi kun ét problem!," sagde Thyge og holdt demonstrativt posen med den forgyldte brændstofpumpe op foran de andre. "Hvad stiller vi op med selve prisen?"

"Smid den i vandet. Jeg gider ikke at se på den igen nogensinde," sagde Iver træt.

"Hvorfor ikke," sagde Bertel. "Jeg vil i hvert fald ikke have det monstrum stående derhjemme."

"Okay...!" Thyge hev brændstofpumpen op af posen, og kiggede et øjeblik på den, mens han drejede det forgyldte skrot en smule rundt. "Farvel til det hyggelige, men umoderne!" Og så kastede han den ned i kanalen.

Plomp!, sagde det. Og de tre mænd betragtede ringene i vandet ebbe ud. Da overfladen blev rolig igen, pegede Iver ned i vandet og sagde, henvendt til Thyge: "Er det ikke et af jeres elløbehjul?"