Af Thomas de Laine | Skrevet 20. december 2022 kl. 13:46 i Mænd der hader skinner | 1 kommentar

Antidigitaliseringsmarch, nummerpladeskam og hjemløsemusik. Afsnit 3 er klar.

"Har din bil også to bogstaver og fem tal? Så SKAM dig!" Bertel og Thyge stirrede forbløffede på videoen, som Center for Inkluderende Nummerplader havde ladet producere til brug i den store kampagne Nummerpladeskam, som skulle køre lige efter nytår.

Videoen fortsatte med den harmdirrende fortælling om, hvordan man i 1970'erne havde ladet sorte nummerplader erstatte af hvide og italesat det som en forbedring. Og nu måtte det være slut med at bruge udtryk som at have et barn på "gule plader". Er asiater ikke lige så gode mennesker som hvide? Det var tid til at få afkolonialiseret nummerpladeområdet!

"Er det ikke lidt at overfortolke tingene?," spurgte Thyge sin ven.

"Tjah...," svarede Bertel, mens han grublede lidt over sagen. Det var da rigtigt, at styrelsen mest var befolket af hvide mænd med deres på det tørre. Omvendt havde de jo Dimitri, som havde græske forældre, og Erik fra Nummerpladedesign var vist nok fra Jylland.

Ellers silede regnen ned over dem, mens de ventede på, at masserne samlede sig på Skidentorv. Iver skulle også komme. Men som om vejret og kedelig venten ikke var slemt nok, stod den hjemløse også for baggrundsmusikken. Da Bertel var ankommet, præsterede mundharmonikaen en lidt ujævn version af Glade jul, dejlige jul, og nu lød Yesterday ud over den våde plads.

Efterhånden som klokken nærmede sig 12, og demonstrationen skulle begynde, blev der rigtig trangt på det lille torv, og næsten på sekundet stødte Iver til sine kammerater. Han havde chaufførtasken med og både slips og skjorte under sin store vinterfrakke.

"Du tager lige en vagt bagefter?," spurgte Thyge, mens han undrede sig over, om Iver nogensinde bare holdt fri.

"Strandvejen kalder," bekræftede Iver. "Og det er til at leve med. Der er ikke det store at køre med på 388. Jeg skal jo lige prøve de nye MAN'er, der er kommet over fra Estland."

* * *

Det var den tredje store antidigitaliseringsmarch, siden Antidigitaliseringsbevægelsen var blevet stiftet tilbage i foråret. Denne gang regnede arrangørerne med omkring 15.000 fremmødte, og i det lys var Skidentorv nok et lovligt lille mødested, men på en eller anden måde gik det hele alligevel, og Politiet havde heller ikke fundet anledning til at møde specielt talstærkt frem. De forventede vist ikke så meget at skulle holde orden på demonstranterne, men var mere optagede af at kunne regulere juletrafikken. Mens den store flok langsomt bevægede sig ned ad Gothersgade, diskusterede Iver, Thyge og Bertel ivrigt, hvordan man mon ville have omlagt busserne på marchens rute, hvis man endnu kørte efter den sidste "rigtige" HT-køreplan, som de var enige om var sommerkøreplanen 1983. Debatten afsporedes dog kortvarigt, da de passerede HTs gamle hovedkontor, som mindede Iver om en anekdote, han ikke havde fortalt sine venner i længere tid.

På turen gennem Bremerholm, hvor Bertel noterede sig, at han nu havde fået vand i skoene, dukkede dog et andet samtaleemne op, som efterhånden var presserende: Hvem skulle have Fossilprisen?

"Jeg tror altså ikke, vi kan nå at finde Nummer Fem," sagde Thyge. "Prisen skal overrækkes på torsdag!"

"Det er jeg meget enig i. Og kan vi sådan helt gå ind for ham, selv hvis vi kan finde ham?," spurgte Iver.

"Han er en helt!," protesterede Bertel. "Det var nødvendigt, at Femvejsbanden gjorde de ting."

"Jeg kan sådan set godt se noget af deres motivation, og de havde da en kreativ tilgang til det," sagde Iver med bekymring i stemmen. "Der hvor køreledningen falder ned for mig, er hvor de begynder at sprænge Sprintere i luften. Og senere blev det jo helt vanvittigt. I skulle virkelig læse Knuds bog om dem! Målet helliger vel trods alt ikke midlet?"

"Nogen gange er der behov for en radikal løsning," snerrede Bertel. "Om ikke andet, så kunne vi give Nummer Fem prisen for at medvirke til, at historien blev fortalt og kom bredt ud?"

"Den idé kan jeg godt lide," sagde Thyge. "Men vi mangler stadig at finde ham! Burde vi ikke arbejde lidt på en plan B?"

* * *

Den gennemvædede antidigitaliseringsmarch, som ifølge nogle iltre typer med megafoner forrest i feltet var "større end Vietnam", havde efterhånden vraltet sig frem til Christianshavns Torv, og det var nok vejret, der spillede ind, men på en eller anden måde oplevede både Bertel, Iver og Thyge viljestyrken som aftagende. Det var godt nok ikke den nemmeste måde at komme til Rådhuspladsen på, og det blev ikke rigtig bedre af, at Bertel kunne fortælle om en gang i 1999, hvor han havde været med en 16'er, der blev ført over Østerport, Kongens Nytorv, Christianshavn og Langebro til Rådhuspladsen, fordi der var demonstration og ballade ved Nørreport.

Thyge rodede med sin mobiltelefon og præsenterede snart sine venner for et forslag: "Hvad med, at vi skyder genvej til Langebro? Så kan vi tage en varm kop kaffe, mens de andre runder Christmas Møllers Plads." Han pegede på Google Maps' foreslåede gangrute på skærmen. Flere af de demonstranter, der omgav dem, kiggede meget misbilligende på den lysende lommedatamat, som Thyge skamløst holdt frem.

Kaffen og varmen var god, selvom Bertel nu virkelig kunne mærke vandet i skoene, og snakken gik. Plan B måtte på plads, og Bertel genfremsatte sit forslag om, at Fossilprisen 2022 burde tilfalde en større sjællandsk busvirksomhed, som havde været den sidste, der kørte med danskbyggede busser.

Iver mente dog fortsat, at Knud burde have prisen for sit store arbejde med bogen.

Thyge derimod var af den opfattelse, at prisen hørte til i det nordjyske. Aalborg byggede jo BRT og ville komme til at vise alle, hvor meget bedre end en letbane, en BRT ville være.

"Men det jo først til næste år, den åbner," sagde Bertel. "Til dén tid er Aalborg oplagte modtagere af prisen."

"Hør her, det hedder Fossil-prisen!" Iver var tydeligvis mindre enig. "Det er jo elbusser, der kommer til at køre på den BRT."

"Vi er nødt til at være åbne for lidt udvikling," mente Thyge. "Lidt ligesom med elløbehjulene. De kan faktisk være et godt supplement til kollektiv transport."

De to andre stirrede meget skeptisk på Thyge.

"Du har ret i, at elløbehjul, ligesom soundbokse, principielt kan bruges ansvarligt," sagde Bertel efter et øjeblik. "Men dit valg af elløbehjul som eksempel diskvalificerer helt Aalborg som modtager af prisen i år!"

Iver sukkede. "Hvad så med at give Fossilprisen for at afskaffe farvede hjørner på busserne?"

Selv efter næste runde kaffe var der ikke nogen plan B. Til gengæld var der pludselig kun et lille kvarter til, at antidigitaliseringsmarchens højdepunkt - protesterne på Rådhuspladsen - skulle finde sted.

"Vi kan godt nå det," mente Bertel. "Hvis vi løber ned til Langebro, så kommer der en 33'er i løbet af maks femten minutter. Den er derinde lynhurtigt."

Thyges lommedatamat foreslog dog en anden plan: Metro fra Christianshavn til Kongens Nytorv og så et andet metrotog til Rådhuspladsen. Ifølge denne, efter Iver og Bertels mening tvivlsomme, app ville turen med det undergravende transportmiddel kunne klares på blot seks minutter, hvoraf det ene ville gå med skift. Metroen vandt dog på tørvejr og ikke rejsetid, enedes de om, og det var i øvrigt ikke en enighed, der blev opnået uden enkelte vrisne bemærkninger om "kvalitetstillæg" fra Iver.

* * *

"MitID, MitID. Den hø'r til i mit wc!," brølede det rasende menneskehav på Rådhuspladsen, da de tre venner steg op af metrodybet.

"Var det virkelig det bedste, Thomas kunne komme op med?," spurgte Thyge, mens han rullede med øjnene.

Den fortsatte regn og de uopfindsomme slagord kunne dog ikke sætte en stopper for de tre midaldrende, hvide mænds deltagelse i protesterne, og humøret steg yderligere, da Iver tilbød at hente forsyninger til dem alle tre ovre fra pølsevognen. "Det bliver 35 fra hver," sagde han, da han returnerede med halvvåde papbakker med pølser og brød. "Bare med MobilePay." Nok engang blev der sendt anklagende blikke fra de andre demonstranter.

"Skal vi få landet den plan B? Eller skal vi bare acceptere, at konceptet med Fossilprisen skal have revet hjørnerne af og blive til Gummihjulsprisen, så Aalborg kan få den?," spurgte Bertel, mens de guffede i sig.

"Man har et koncept, til man laver et nyt," lo Thyge med slet skjult tilfredshed over, at Bertel lod til at være parat til at købe hans idé.

"Nu har jeg fået noget at spise," nikkede Iver. "Så den vil jeg også godt gå med til. Skal vi ikke aftale, at medmindre Nummer Fem dukker op inden for 24 timer, så skal Aalborg have Fossilpr... Gummiprisen?"

* * *

Fuldstændig gennemblødte havde Thyge og Bertel nydt nogle gode billige øl på en hotelbar i Istedgade efter demonstrationens afslutning, altimens Iver, der jo skulle køre, måtte nøjes med noget alkoholfrit sprøjt. Så Iver var egentlig meget okay med, at han ved firetiden måtte sige tak for i dag til sine venner og bevæge sig nordpå til sin aftenvagt på den gamle Strandvejslinje.

Regnen var aftaget, og da han principielt helst ville til Nordsjælland med bus og ikke tog, besluttede han at spadsere til Nørreport. Derfra kørte der jo rigtige motorbusser, som både kunne høres, mærkes og lugtes, langt op i det nordsjællandske. Mens han traskede op ad Reventlowsgade blev han overhalet af dagvognen til Klampenborg. Måske ville han om nogle timer møde netop samme vogn i Klampenborg og hilse sin kollega med hånden, når han sad ved rattet i sin 388'er!

Efter ti minutters gang krydsede han igen Skidentorv, som nu mere havde det sædvanlige præg af smårodet plads med henkastede cykler og fastfoodemballage. Han bemærkede nok engang den hjemløse ved trappen til S-togsperronen, og han var nu midt i Too Much Love Will Kill You. Iver kantede sig forbi den hjemløse og de mange S-togspendlere, der flokkedes om trappenedgangen, men undgik ikke at en uopmærksom fongænger skubbede til hans chaufførtaske. Og straks efter stoppede mundharmonikaen pludselig.

"Ohøj! Du tabte dit vognpap!," lød en rusten stemme bag Iver. Han vendte sig om, og så den hjemløse mand, som med mundharmonikaen i venstre hånd rakte ud efter det laminerede stykke papir, der udgjorde Ivers arbejdsplan, og som han i modstrid med alle regler havde med sig hjem. "Nææh, det er jo min gamle linje!" Den hjemløse strålede nærmest af begejstring.

Iver stirrede målløs på den usoignerede skikkelse, der nu samlede vognpappet op, rejste sig, gned sin ømme ryg, tog et par skridt hen mod Iver og stak hånden frem for et håndtryk.

Kommer Iver af sted fra endestationen til tiden? Vil han huske at skamme sig over bussens nummerplader? Husker de andre at sende penge for pølserne til Iver? Hvem er den hjemløse? Og hvem får Fossilprisen 2022? Læs den spændende afslutning af Mænd der hadder skinner senere på ugen.