Af Thomas de Laine | Skrevet 30. november 2014 kl. 21:47 i Almex Manifestet | Endnu ingen kommentarer

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

Det havde været et dejligt lunt efterår, men på denne søndag, den sidste dag i november, blæste en iskold vind over landet. Julemåneden og vinteren var klar til at tage over, og det kunne være hyggeligt. Men det var ligesom om, der var noget under optræk.

Mens Therkild sad der i bussen fra Bagsværd, grublede han over, hvad hans ven mon ville, da han lidt tidligere på dagen havde ringet og bedt ham komme på besøg. Da han, til sin vanlige irritation, skulle skifte bus på Lyngby station, stødte Boje til. Ja, han skulle også ud til Stephan, og nej, han vidste heller ikke, hvad det drejede sig om, udover at Simon også ville komme. Men koldt var det, og det havde været meget bedre, hvis der stadig havde kørt direkte busser, så man ikke skulle skifte i Lyngby. Det var de enige om.

De var fire entusiaster, og de havde efterhånden en historie sammen. De havde kendt hinanden gennem en del år, havde taget på ture i ind- og udland sammen for at fotografere, og det skete ikke sjældent, at de rendte på hinanden ude i marken, når der skete et aller andet, f.eks. en linjenedlæggelse, hvor sidste tur skulle markeres.

Én var buschauffør, en anden studerende, en tredje koordinerede grafittiafrensning for kommunen. Og aldersmæssigt spændte de fra den unge, der ville forandre verden, til den, der for længst var blevet tilfreds med bare at administrere den. Simon var fra Skibby, mens de andre boede i Storkøbenhavn. Men trods forskellene var de en ret sammentømret gruppe.

Og snart var de samlet alle fire hjemme hos Stephan i Charlottenlund for at høre, hvad pokker det var, han ville tale med dem om.

Femvejen

Hverken Simon, Boje eller Therkild troede i første omgang på Stephan, da han fortalte dem, hvad han havde opdaget.

"Øh... Hvor er det nu Femvejen er?," spurgte Simon. De andre reagerede med himmelvendte øjne.

"Du er jo også ude fra landet af," sukkede Therkild, og fortsatte: "Det er der, hvor man skifter mellem 169, 179 og 185!"

"Jamen, det er der jo ingen, der gør...!?," indvendte Simon, som dog besluttede ikke at forfølge sagen. Det var jo ikke så afgørende.

"Prøv at forestil jer perspektiverne," halvråbte Stephan, uforstyrret i sin begejstring. "Tænk på alle de gange, vi har talt om, at hvis bare man kunne tage tilbage i tiden og slå de rette personer ihjel, så kunne vi stadig have haft højgulvsbusser og rulleskilte og sporvogne og rigtige køreplaner!"

"Det vil jeg altså se, før jeg tror det," lød det skeptisk fra Boje, der ligesom Therkild sad med korslagte arme og kiggede på deres ivrige ven.

"Altså, du siger, at hvis man kører nogle omgange den forkerte vej rundt i rundkørslen ved Femvejen, så kommer man et tilsvarende antal år tilbage i tiden?," spurgte Simon.

"Ja!," lød det helt uden nogen antydning af tvivl fra Stephan.

"Så har jeg lige tre spørgsmål," fulgte det studentikost fra Simon. "Ét: Hvordan fandt du ud af det? To: Hvordan kommer man tilbage igen? Og tre: Må vi se billederne?" De andre lo.

"Tag jeres kameraer med, så kan I selv tage billederne! Vi kan bruge min bil," var det skråsikre svar.

Og et øjeblik efter kom de alle kørende hen mod Femvejen i Stephans Berlingo, som de rent undtagelsesvist ikke drillede ham med. "Nu skal I se," sagde han, da de havde holdt og ventet på, at ingen andre var i nærheden. Stephan tog et sving mod venstre og kørte resolut fem gange mod køreretningen rundt i rundkørslen. Pludselig blev de blændet af et kraftigt blåt lys, og de kunne intet se eller høre i nogle sekunder, hvorefter lyset pludselig forsvandt igen. Stephan kørte bilen ind til siden, og kiggede på sit ur. "Busserne kommer om fire minutter," sagde han, "lad os se, om det er De Blaa eller Arriva, der kører."

Seks lange minutter gik, men så gjorde Therkild, Boje og Simon også store øjne. En DAB-gasbus med slagside mod vejmidten kom prustende som linje 185 mod Klampenborg station. Der var helt stille i Berlingo'en for en stund.

"Det må jeg sige," sagde Therkild lavmælt og eftertænksomt.

"Vi må være i 2009," konstaterede Boje. "For du kørte fem gange rundt. Så det er lige før, at gasbusserne blev endeligt udrangeret."

Stephan nød tydeligvis at have fået ret. "Hvad siger du, Simon?"

"Den havde Rejsekort! Det nåede da ikke at komme i brug, inden den blev udrangeret...," var Simons reaktion.

Stephan startede bilen igen, og efter nok en omgang den gale vej rundt i rundkørslen, var de tilbage i 2014.

Dødslisten

"Godt, foreløbig har vi otte ting," repeterede Stephan, der sad med blokken med listen over det, der skulle laves om:

1. Ikke noget rejsekort
2. DAB og Aabenraa skulle aldrig være lukket
3. Ingen lavgulvsbusser
4. Rulleskiltene skulle aldrig være blevet afskaffet
5. Sporvognene skulle køre videre
6. Trykte køreplaner skulle aldrig være udfaset
7. Linjenettet i København skal tilbageføres til 1983
8. Entreprenørernes egne bemalinger skulle aldrig være afskaffet

Stephan kiggede op. "Andre idéer?"

"Det ville altså være fedt at få det store køreplansskifte tilbage i maj måned, så man ikke skal fryse røven ud af bukserne," sagde Boje. Alle nikkede, og Stephan skrev det på listen.

"Naturstyrelsen! De skal væk! Ingen veteranbaner skal lade livet for naturstier og bollefrøer!," udbrød Simon. Den var alle også enige om.

"Så har vi vist også noget at gå i gang med," mente Therkild, hvis sarkasme ikke var til at tage fejl af.

"Jeg er med," gjorde Simon det klart, "men hvordan gør vi det? Jeg vil altså ikke være med til at slå nogen ihjel."

"Det behøver du slet ikke," beroligede Stephan. "Vi skal bare sørge for, at de personer, der traf de forskellige beslutninger, bliver guidet et andet sted hen i rette tid. F.eks. sådan, at det bliver en anden person, der bliver direktør, eller at de får nogle andre oplysninger. Det kan ikke være så svært."

"Det mener du ikke, det kan?," sagde Therkild, og tilføjede efter en kort pause: "Jeg vil sådan set godt være med, men jeg synes, det lyder lidt risikabelt. Skulle vi ikke begynde med at lave en meget lille ting om? Og så stoppe, hvis det ikke går godt."

"Genialt!," sagde Stephan. "Du kommer med dit forslag i morgen!"

Boje, der havde gået lidt rundt og set tænksom ud, tog nu ordet: "Vi skal have et navn. Ligesom Blekingegadebanden... Hvad med noget med Almex? Rejsekortet var vores alle sammens første forslag til dødslisten!"

"Det var altså jeres forslag...," begyndte Simon, men han blev straks afbrudt af Stephan.

"Jeg har det: Almex Manifestet! Listen hedder 'Almex Manifestet'!," triumferede han, som straks kunne se på Therkild og Bojes blikke, at de bakkede op om navnet. Kun Simon så tvivlende ud, og nu fiskede han sin mobiltelefon op ad lommen, med et "Vent lidt!".

"Der står på Wikipedia, at 'Et manifest (af latin, manifestus) er en tekst, som danner grundlaget for en ideologi, en kunstnerisk retning eller en anden slags kulturel bevægelse, gennem at gøre rede for principperne og intentionerne som ligger til grund.' Så er det, vi har, jo ikke et manifest," kom Simon frem til.

"Du skal gå nu, hvis du skal nå dit tog," snerrede Stephan bare.

Find ud af, hvordan Therkild vil lave noget om, uden at slå nogen ihjel, i næste afsnit af Almex Manifestet. Og kom selv med nye forslag til dødslisten.