Af Thomas de Laine | Skrevet 11. december 2014 kl. 23:27 i Almex Manifestet | 1 kommentar

- en mavesur-satirisk hjulehistorie med flere klip

"15-1370C" og "SC-0948L". Det var de nyeste tags, som var dukket op i kommunen. Therkild forstod det simpelthen ikke. Og selv om Stephan kunne være lidt af en gavtyv, så ville det ligne ham dårligt ligefrem at lave hærværk.

Therkild sukkede. Smørerierne fik hans tanker ind på DABs gode gamle busser. Om få dage var det helt slut med DAB-busser som rutevogne i Hovedstadsområdet. Sådan nogen havde der altid kørt rundt. Han kunne tydeligt huske, dengang han kiggede på busser på vej hjem fra skole hver dag. Der kørte DAB'er overalt. Det var dengang, der var så mange, at en serie 7'er var sådan lidt kedelig.

Det måtte da være deres fornemmeste opgave at sørge for, at DAB ikke var forsvundet, grublede Therkild. At DAB ikke var krakket i 2003, at Scania ikke havde solgt fabrikken året inden, og at de slet ikke havde købt den tilbage i 1994. Men i første omgang havde den lille aktionsgruppe jo først og fremmest sat sig for at komme af med sprintere og Rejsekortet. Uden at slå nogen ihjel, medmindre det var helt nødvendigt. I dag, onsdag aften, skulle de endnu engang mødes for at finde ud af, hvordan de kunne gøre noget.

Tilbage til fremtidens bus

Aktionsgruppen Sprinterfrit Danmark sad bænket omkring middagsbordet hjemme hos Therkild på Krogshøjvej. Han havde sørget for god mad til de andre. Simon og han havde jo behov for at genoptjene nogle respektpoint hos deres venner.

Simon - gruppens Benjamin i form af en studerende med for megen tid - havde netop berettet om årets julekalender på DR. En udsendelsesrække, der skamløst havde kopieret et julekalenderkoncept baseret på tidsrejser fra et andet og finere medie. Men nu måtte der arbejdes, mente Stephan, der nok engang annoncerede, at han havde en plan.

"Altså, vi har stadig vores liste. Lad os holde os fra IC4 - de bringer åbenbart uheld," mente Stephan. "Jeg synes, vi skal gøre noget ved et helt andet punkt: Sporvognene! Vi skal tage tilbage og sørge for, at sporvognene ikke blev afskaffet."

"Jamen, så ville der jo køre endnu færre busser nu?," indvendte Simon.

"Ikke nødvendigvis," sagde Stephan. "Jeg har læst lidt på det. Dengang i 1960'erne blev der først lavet en såkaldt planskitse, som sagde, at nogle af sporvognslinjerne skulle omstilles til busdrift, og at de andre skulle køre videre med i alt 230 nye Duewag-ledvogne. Så hvis det var blevet sådan, ville der være kommet busser på f.eks. linje 3 og linje 14, men der ville stadig køre sporvogne på linje 1 og 5 og 16."

"Okay," sagde Simon. "Men det lavede de om på senere?"

"Ja, der kom en ny direktør i 1963, som fik ændret planerne. Han kom med det, de kaldte Langtidsplanen, som anbefalede, at alle sporvognene blev erstattet med busser. Og det blev, som han ville," forklarede Stephan. "Men - og det er her, vi kommer ind i billedet - den gamle direktør stoppede for at gå på pension lidt tidligt. Han kunne godt have fortsat længere. Men noget tyder på, han trak sig, så tidligt han kunne, fordi han ikke brød sig om udviklingen. Vi skal bare rejse tilbage til omkring 1962, hvor planskitsen kom ud, og give manden lidt mod på at fortsætte. Vi skal give hans planskitse en rigtig begejstret modtagelse."

"Og det har du en plan for...?," ville Therkild vide.

"Ja. Og den involverer hverken dig eller Simon. For hver gang, man er lige ved at have bolden i mål, så går det galt. Fordi man er omgivet af hundehoveder og hængerøve, skidesprællere og gøglere, socialdemokrater og busentusiaster og... og...," grinede Stephan, mens Boje og Simon vekslede blikke. "Bolden i mål..." Det var nok en sportsmetafor, men hvad betød den egentlig?

"Så din plan er, at du vil tage Berlingo'en og køre 52 gange den forkerte vej rundt på Femvejen. Og så vil du overbevise dem om at købe færre 'fremtidsbusser'?," smilede Therkild og tænkte tilbage på den gode gamle DAB serie 1, som Sporvejene kaldte fremtidens bus, da den fra 1964 blev anskaffet til erstatning for sporvognene.

"Lige nøjagtig!," sagde Stephan selvsikkert.

"Men du kommer jo også i en Berlingo. Den må de da se som et godt argument mod fremtiden!," gnækkede Therkild, og såvel Boje som Simon stemte i.

"Den der ler sidst, ler bedst," var Stephans let fornærmede reaktion. "Og jeg tager Boje med. I andre kan se børnefjernsyn og fjerne grafitti, mens vi er væk i morgen."

Og så skiltes vennerne med aftalen om at mødes igen torsdag over middag, når Boje og Stephan var kommet tilbage fra 1960'erne.

Genvogn

Therkild og Simon stod og frøs længe på Jægersborg Allé, før Berlingo'en pludselig brød frem gennem et blåt lys og drønede ind til siden. Smilet på Stephan og Bojes læber var ikke til at tage fejl af. Missionen var lykkedes.

De to satte sig ind i bilen, og spændte kørte de alle fire til Bernstorffsvej station, for at tage S-toget ind til byen. Nu skulle de se sporvogne! Håbede de da.

Efter en halv times tid hoppede den lille bande af toget på Nørreport station, og den ilede op ad trapperne for at se, hvad der rørte sig i Nørre Voldgade. Let forpustede kiggede de sig omkring - men uden at få øje på en eneste sporvogn.

"Jeg vidste, jeg skulle have ladet dig blive hjemme," vrissede Stephan til Boje.

"Rolig nu," protesterede Boje. "Prøv nu at se dig for. Der er både køreledninger og skinner, og derhenne er der et stoppested. Der står "16 Emdrup" på skiltet!"

Gruppen begav sig straks derover og sluttede sig til et mindre selskab af ældre damer, der angiveligt ventede på den gode gamle linje.

Efter et kort øjeblik kom der en linje 16 kørende. På skinner. Det var en Duewag-ledvogn! Der var julelys i øjnene på de fire måbende entusiaster.

"Det er jo som Jurassic Park!," udbrød Simon højt og glad, men dæmpede sig hurtigt, da de omkringståendes blikke signalerede en vis fornærmelse.

"Vi tager med, ikke?," ville Therkild vide, og det kunne han forsikre sig om, at de gjorde.

Vognen, der fremtod helt i Melonengelb, rullende ind til stoppestedet, og de fire dobbeltdøre gik op.

"De har skiftet dørpumperne ud," konstaterede Boje alene på lyden af dørene.

Mens folk stod af, gled Simons øjne hen langs siden af vognen. Den havde nogle brede, sorte pyntelister, der vist var af plastic, og et par steder manglede de, således at man bare kunne se den metalskinne, de åbenbart var monteret på. Der var også et par buler og skrammer på vognsiden, og en lem i skørtet var, tilsyneladende ikke først for nylig, blevet udskiftet med en ny, som man ikke havde fundet tid til at lakere i gul.

De gik ombord. Simon checkede ind med sit Rejsekort, mens de tre andre måtte mase sig frem og tilbage gennem vognen mellem de andre passagerer, indtil de fandt en enlig, gulmalet Almex på den forreste midterperron. "Alt det besvær, fordi I ikke gider have Rejsekort," sagde Simon. "Hvorfor tror I..."

"Shhh!," tyssede Boje. Dørene lukkede. "Det er samme tyske dørpumpelyd, som findes i Mercedes'er og MAN'er," bemærkede han, og sporvognen satte i gang.

Gruppen kiggede rundt i vognen, der nu svingede ind i Frederiksborggade. Den var lavet noget om siden 1960'erne, kunne de se. Loftet var skiftet ud og havde nu nogle afrundede luftkanaler i siderne. Og gulvet havde fået en mørkegrå belægning med et mønster af nedtrådte tyggegummiklatter og lidt "granitglimmer".

Ved stoppestedet ud for Fælledvej blev der lidt mere plads i vognen, og gruppen fandt sig et sted, hvor de kunne sidde alle fire. Simon lagde mærke til, at sædebetrækket var gråt med gule og lyserøde prikker, men det var noget slidt at se på. Og ryggen på sædet foran hans eget var åbenbart blevet belagt med en blå folie, som siden var slidt så meget af på midten, at den gamle 1960'er-sæderyg kunne ses. Det var nok folks knæ, der havde skrabet imod, tænkte Simon, og drejede hovedet for at kigge ud af vinduet. Det var, opdagede han, blevet forsynet med et lag solfilm, men også det var begyndt at skalle af, især mod hjørnerne af vinduet. Alt i alt ikke nogen særlig flot finish.

"Det er da fedt, de stadig kører," sagde Simon til de andre. "Men den her er da lidt træt..."

"Den har vist været helt ude at vende for enden af Frederikssundsvej," grinede Therkild, og både Boje og Stephan lo. Simon forstod den ikke helt. Skulle den ikke kunne køre på linje 5?

"Nå, lad os stå af, inden det er for sent," sagde Stephan, efter at de var trillet ud fra Nørrebro station. Simon så sig om efter en stopknap, og lagde nu mærke til, hvordan de fleste af de blå holdestænger havde et rundt stoptryk på midten. Her skulle man trykke på et ret lille, sort plastickryds. Men lige på én af holdestængerne var der i stedet en rund, gul knap, bemærkede Simon, mens de gik hen mod dørene. Han kunne ikke lade være med at trykke på den gule knap, selv om der allerede var trykket stop. Simon stod nu med den gule knap i hånden, og besluttede sig hovedrystende for at beholde den som souvenir.

"Vi skal lige huske at lægge mærke til vognnumeret," mindede Stephan om, da de trådte ud af vognen.

"955," læste Therkild op. Simon bemærkede en lille, skolemesteragtig tekst over nummeret. "Sporvogn nr.," stod der. Vognen kørte af sted, alt imens en indadgående, brugt SL95'er fra Oslo landede ved stoppestedet på modsatte side af vejen.

"Nå ja," sukkede Therkild. "Det ville heller ikke rigtig være København, hvis det ikke var på dén måde, vi havde sporvogne."

De lo, og traskede hen mod en café for at få varmen.

"Arghh, pis!," lød det pludselig fra Simon. "Jeg glemte at checke ud!"

Hvordan i alverden kom sporvognene til Smedetoften? Får gruppen nogensinde gjort noget ved sprintere og Rejsekortet? Savner Oslo deres sporvogne? Få svar på ét af spørgsmålene i senere afsnit af (H)jul i Udk... af Almex Manifestet!