Af Thomas de Laine | Skrevet 1. september 2020 kl. 21:35 i Fra hjemmebiblioteket, Bushistorie | 1 kommentar

I disse år lader det til, at Hovedstadsområdets Trafikselskab, forkortet HT, er ved at gå i glemmebogen hos den brede befolkning. Langt om længe, vil nogen tilføje, for trafikselskabet har ikke eksisteret i 20 år, men alligevel har udtryk som "HT-bus", "HT-området" osv. været ganske sejlivede. En bog, der nok til gengæld har været glemt af de fleste i mange år, er én, der udkom i september 1985, hvor HT valgte sit engang så velkendte, skråtstillede bomærke. Det var et enkelt, let genkendeligt, moderne og stærkt mærke, som måske var en af grundende til, at HT "spøgte" i så mange år.

Bogen, jeg henviser til, hedder slet og ret Et bomærke for HT og blev udgivet af Dansk Designråd i september 1985 i forbindelse med den designkonkurrence, der ledte frem til indførelsen af bomærket. Bomærket er på forsiden, og omslaget er i "HT-gul" farve.

Designkonkurrencen 1985

HTs oprindelige bomærke var en femkant med en flade øverst og en kant nedead, omsluttende bogstaverne 'HT'. Det var simpelt og genkendeligt, men også gammeldags. "Femkanten" symboliserede de fem amtskommunale enheder, der stod bag HT, altså Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns, Roskilde og Frederiksborg amter. I første omgang havde man omkring 1984 søgt at modernisere femkanten ved at sætte den ind i et kvadrat, og denne variant af bomærket optrådte bl.a. på visse tryksager fra HT ved trafikselskabets 10-årsjubilæum i 1984.

Bogen nævner HTs konstatering af, at femkanten ikke længere var tidssvarende, og oplister de krav og ønsker til et nyt bomærke, HT fremsatte, da konkurrencen blev udskrevet. Bl.a. skulle det nye bomærke være markant, genkendeligt og egnet til brug på såvel busser og stoppesteder som billetter og tryksager. Det måtte gerne give associationer til f.eks. transport eller bevægelse, København eller Hovedstadsregionen. Det var derimod ikke et krav, at bogstaverne 'H' og 'T' skulle indgå. Imidlertid var det vigtigt, at bomærket kunne optræde side om side med DSBs daværende logo, som ganske enkelt bestod af bogstaverne "DSB". Bogen omtaler da også det problem, at et bomærke uden bogstaverne, som placeres side om side med "DSB", nemt ville komme til at give indtryk af at være DSBs bomærke.

Konkurrencen blev mere populær end ventet, og der kom intet mindre end 2.222 forslag ind - ifølge bogen en Danmarksrekord for sådanne konkurrencer. Cirka 300 af forslagene er gengivet i bogen, som opdeler dem i hovedgrupper. Der er f.eks. kategorier, der består af bogstaverne 'H' og 'T', en kategori af bomærker baseret på pile (ofte to modsatrettede), dem der revitaliserede "femkanten", dem der bestod af en stiliseret udgave af de tre tårne i Københavns byvåben, dem der var baseret på Fingerplanens fingre m.fl.

En vinder

Førstepræmien - belønnet med 100.000 kr. - gik til grafikeren og reklamemanden Peter Hiort og grafisk designer Janne Iglsø Andersen (senere Janne Iglsø Hiort, for ja, de blev gift), som havde tegnet det bomærke, HT i august 1985 besluttede at indføre. Det er dog interessant at se, at næsten samme idé går igen i to andre forslag, som er gengivet i bogen, nemlig et fra Flemming Domar og bureauet Morten Jersild A/S (hvis indehaver var Jens Olaf Jersilds far, nu vi er i gang), og et fra Knud Holscher og Jesper M. Hansen. Begge forslag var reelt ikke-kursive udgaver af vinderforslaget. Holscher, som altså ikke blev præmieret ved denne lejlighed, kom senere til at designe "Holscher-standeren", som er den totempæl, der i dag markerer de finere af Movias stoppesteder.

Om vinderforslaget skrev juryen:

Forslaget frembringer bomærket ved hjælp af kun een streg.

Løsningen kan aflæses som HT og fremtræder samtidig som et spændende og originalt mærke, der besidder lethed og elegance.

Den kursive form er velvalgt. Den giver umiddelbart et billede af fremdrift og bevægelse og formidler dermed et billede af en virksomhed, der har sat sig nye mål - på design-området som for sit virke i det hele taget.

Bomærket rummer endelig mulighed for en videre bearbejdning til de forskellige anvendelser, der kan komme på tale, sådan at det - uanset om det anvendes i stor eller lille størrelse, i negativ eller positiv - bibeholder sit særpræg og sine iøjnefaldende kvaliteter.

Det er i øvrigt ikke hver gang, navne- og designkonkurrencer ender med, at det er overhovedet er et af de indkomne forslag, man går videre med. I nyere tid er trafikselskabet Midttrafiks navn dog et andet eksempel.

For at gøre bomærket anvendeligt, skulle der nogle grafiske tricks til: Stregen blev gjort tykkere hele vejen rundt, for at bomærket ikke skulle virke for spinkelt. Derudover blev de lodrette streger gjort lidt tykkere end de vandrette for at give den illusion, at stregerne faktisk var lige tykke. Og toppen af den venstre side af H'et blev ført lidt højere op end den øverste streg i T'et, så det så ud som om, de var i samme højde. På forsiden af bogen, hvor bomærket ses på ternet baggrund, kan sidstnævnte detalje akkurat konstateres. Eller man kan se efter på de af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms HT-busser, som bærer bomærket.

Det nye bomærke blev taget i brug fra 1. december 1985, hvor det bl.a. erstattede "femkanten" på busserne. Man var øjensynligt ret begejstret for forslagenes kvalitet, for intet mindre end syv andre forslag blev præmieret med anden- og tredjepræmier. Og alle forslagene blev offentligt udstillet, ligesom man altså udsendte en bog.

Der var selvironi nok til, at bogen slutter af med at gengive en artikel fra Politiken, der allerede dagen efter prisuddelingen lancerer opfattelsen af HTs nye bomærke som en hund - i artiklen kaldet "Buser", som en sammentrækning af "bus" og "Nuser". Det lidt bredere kælenavn "hunden" vandt i praksis indpas i nogle kredse. Den ene af "hundens" forældre, Peter Hiort, var i øvrigt også ham, der gav Netto-kæden deres hund.

Som et godt eksempel på, at tiden var en anden, har bogen et opslag med billeder af juryen i arbejde, omgivet af de modtagne forslag klistret op på væggene - og med ølflasker på bordet.

HT-design i 1980'erne

Det er ikke nogen tilfældighed, at det var i Finn Torjussens direktørperiode fra 1980 til 1990, HT gjorde så meget ud af sin visuelle fremtræden. Torjussen var nemlig privat meget interesseret i kunst og design og havde sågar dele af sin private samling ophængt i HTs hovedkvarter. Han fungerede også som formand for juryen, der vurderede de mange forslag.

Et væsentligt HT-designtiltag i perioden var den varme, gule farve på busserne, der blev indført i 1983. Den var "opfundet" af Lise Honoré, som var kunsterisk rådgiver for HT. Farven, der ofte omtales som "HT-gul", anvendes stadig på Movias busser i dag (dog senere "standardiseret" til RAL 1028 Melonengelb).

Derudover gennemførte HT i samarbejde med DSB og de to danske busfabrikker Leyland-DAB i Silkeborg og Aabenraa Karrosserifabrik et projekt, der ledte frem til et nyt businteriør, som ikke var baseret på gråsorte laminatplader, rødt plastic- eller plysbetræk på sæderne og "salt og pebber"-voksdug i loftet, men skillevægge, loft, lyskassebagvæg mv. tegnet af arkitekt Niels Kryger. Både HT og DSB adopterede Kryger-designet, men valgte hver sine farver til det. For HTs vedkommende blev Kryger-designet introduceret i varme orange og gule farver, som måske nok i dag virker ret "80'er-agtige", men som Et bomærke for HT også bemærker, er det farver, man bliver glad af at opholde sig i. DSB valgte et mere afdæmpet Kryger-design, og senere blev Kryger-design standard i bl.a. DABs serie 12-busser. Nu til dags er man mere tilhænger af blå og grå - de farver, man plejer at ende i, når et design ikke må genere nogen.

Nye uniformer i en mere autoritær blågrå farve afløste også omkring samme tidspunkt de rustrøde uniformer fra 1970'erne, og endelig fremgår det af bogen, at man overvejede at markedsføre sig som "De gule busser", hvilket dog aldrig blev realiseret.

Hunden overlever HT

HTs nye bomærke var et godt valg, og trafikselskabet fastholdt det resten af sin tid. Faktisk fortsatte HTs afløser fra 2000, Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), med at lade sin trafikselsksdel bruge HT-bomærket og navnet "HT" som en slags brand i de første år. Da man gradvist begyndte at gå væk fra det, hang det bl.a. sammen med, at HURs kendskab i offentligheden ikke lå så godt, som man ønskede. Fra midten af 2003 holdt man op med at sætte bomærket på busserne, men begyndte ikke at montere HURs bomærke i stedet, og nye busser leveret i årene herefter kørte rundt helt "navneløse". Man fjernede heller ikke HT-bomærket fra de busser, der allerede havde et sådant. Med denne slingrekurs kan det ikke undre, at HT viste sig at være et ganske vanskeligt brand at slå ihjel.

Det blev nok heller ikke bedre af, at det allerede i 2004 stod klart, at HURs dage var talte. Den kommunalreform, der skulle gennemføres 1. januar 2007, ville nemlig gøre det af med HUR, men i første omgang var det usikkert, om der skulle være ét eller to trafikselskaber på Sjælland, og det var endnu mere uvist, hvad det eller de skulle hedde. Først i efteråret 2006 blev navnet Movia og det tilhørende logo, bestående af to modsatrettede pile, præsenteret.

Movias logo, som i foråret 2007 blev påsat alle busser, hvoraf en del først ved denne lejlighed mistede "hunden", svarer ikke umiddelbart til nogen af de forslag fra "modsatrettede pile"-kategorien, som er vist i bogen. Men det er måske værd at tage med, hvad juryen dengang i 1985 skrev om denne kategori af bomærker. Lotte Olesens forslag, der løb med andenpræmien, var af denne type og minder en del om Aalborg Omnibus Selskabs bomærke fra 1980'erne. Om dette forslag hed det:

Symboler, som indeholder to modsat rettede pile, anvendes i forskellige udformninger af transportselskaber i mange lande. Det præmierede bomærke er derved medlem af en international "familie" af mærker. Det er både en svaghed og en styrke.;

Og om kategorien af forslåede pilebomærker i almindelighed:

Fire af de forslag, som er præmieret i HT-konkurrencen, bygger på et motiv, der indeholder to modsat rettede pile - som et symbol på muligheden for både at komme ud og hjem med bussen.

Et tilsvarende motiv anvendes også i bomærkerne for transportselskaber fra bl.a. England, Holland og Schweiz.

Et HT bomærke, som bygger på to modsat rettede pile, kan dermed ikke gøre krav på originalitet i sin grundidé.

Det er imidlertid ikke nødvendigvis en svaghed. Ved at anvende et motiv, som også kendes andre steder, kan HT meddele arten af sin virksomhed klarere overfor f.eks. besøgende fra udlandet, som ikke forbinder noget særligt med bogstaverne HT.

Pilen er et af de mest benyttede - og misbrugte - motiver i bomærker. For et transportselskab er anvendelsen af et pilemotiv imidlertid helt på sin plads.

Udviklingen efter 1985 er naturligvis ikke omtalt i bogen, men det er stadig ganske interessant at se de overvejelser, der lå bag valget af bomærke i sin tid. Bogen er på 120 sider, men er meget hurtigt læst, for teksten står både på dansk og engelsk, og derudover udgør de mange gengivelser af bomærkeforslag en stor del af bogens sider. Men det nye bomærke og HTs store arbejde med design i 1980'erne er et område af det hedengange trafikselskabs historie, som er værd at huske. HT-busser - og efter nogle år mange danske busser i almindelighed, idet en del vognmænd dog stadig svor til laminatplader med træimitationer - kom nemlig langt foran samtidige busser i mange andre lande, hvad angik det ind- og udvendige design. Og som bogen noterer, så er det faktisk ikke dyrere at få busserne bygget sådan end med traditionelt design - det kræver bare, at man tænker sig om.

Jens Bernsen m.fl. (red.): DD casebook 2: Et bomærke for HT. The Spirit of a Trademark. Dansk Designråd, København 1985. ISBN 87-87385-28-7. - Står under 75.01 på biblioteket, hvis altså ikke den skal bestilles hjem fra fjernmagasin eller modsatte ende af landet.