Myldretids blog

Bag om Myldretid, historiske indslag, julekalendere og det løse.

Fra hjemmebiblioteket: Sporvejen Ålborg aldrig fik

Skrevet i Fra hjemmebiblioteket, Sporvejshistorie | 2 kommentarer

I denne nye serie, som du kan forvente vil udkomme med største uregelmæssighed, vil jeg fremdrage forskellige, mere ukendte eller ufortjent glemte bøger fra hjemmebiblioteket. Der er faktisk skrevet ganske meget om busser, jernbaner og sporveje i årenes løb, og mange ældre udgivelser rummer information, som stadig vil have manges interesse, selvom man ikke falder over dem på bibliotekernes åbne hylder eller i almindeligt salg. Ydermere er jeg tit stødt på andre entusiaster, der grubler over historiske forhold, der faktisk allerede er skrevet om.

Dengang Aalborg ikke fik sporvogne

Landets fire største byer hedder København, Aarhus, Aalborg og Odense - i nævnte rækkefølge, hvis der regnes ud fra nutidige folketal og kommunegrænser. Nørresundby blev nemlig først en del af Aalborg Kommune ved 1970-kommunalreformen. Af disse byer havde København, Aarhus og Odense som bekendt sporvogne indtil hhv. 1972, 1971 og 1952, men Aalborg fik dem aldrig. Hvorfor ikke?

Af indlysende årsager er der heller ikke skrevet meget historie om Aalborgs sporveje, men der findes faktisk lidt i bogen Sporvejen Ålborg aldrig fik, som udkom i 1977. Det forholder sig nemlig sådan, at svenske ASEA - efter at have stået for både anlæg og rullende materiel til Odense, hvis sporvej åbnede 11. oktober 1911 - efterfølgende henvendte sig til byrådet i Aalborg med idéen om etablering af en sporvej også her. Og i løbet af 1912 udarbejdede ASEA et konkret forslag til Aalborg byråd.

Det er dette konkrete forslag til etablering af en sporvej i Aalborg, som er bogens udgangspunkt. Bogen er mere præcist et 64 siders hæfte i Sporvejshistorisk Selskabs serie Sporvejshistoriske skrifter. Bogen indleder med at ridse historien om sporvejene i Helsingborg og Flensborg op, da disse byers forhold på mange måder var sammenlignelige med Aalborgs. Herefter følger hovedafsnittet på knap halvdelen af bogen, der selvfølgelig handler om Aalborg.

ASEA-forslaget fra 1912 gik på et T-formet system bestående af en øst-vestgående linje fra Vor Frelser Kirke via Nytorv til Østerbro og Vejgård ved den daværende kommunegrænse, hvor også remisen skulle være. Hertil kom en nord-sydgående noget zigzagformet linje fra Brohuset ved pontonbroen over Limfjorden (erstattet af den nuværende bro i 1933) via Nytorv og banegården til det helt nye amtssygehus ved Hobrovej. De to linjer ville være 3,2 hhv. 2,7 km lange med en fællesstrækning på omkring en halv kilometer. Tanken var, at det meste af sporvejen skulle være enkeltsporet, og man forestillede sig enmandsbetjent, elektrisk drift med en vogn hvert 7. minut og en takst på 7 øre. Der ville have været behov for omkring 10 vogne.

Ingen af de tre grene nåede længere end halvanden til to kilometer væk fra centrum og skulle dermed for at blive en succes kunne konkurrere med en rask gåtur. Det kan ikke undre, at man ikke planlagde sporvogne over pontonbroen og kommunegrænsen til Nørresundby, men heller ikke Hasseris planlagde man at køre til. Det var nemlig ligeledes en selvstændig kommune, som man tilmed betragtede som et "skattely"! I modsætning til de andre byer i sammenligningen var Aalborgs aldrig byggede sporvej således temmelig hæmmet af, at kommunegrænserne dengang lå ret tæt på selve byen.

Aalborg havde 33.400 indbyggere i 1911, hvilket var nogenlunde på niveau med Helsingborg på samme tid, men noget mindre end Odense og kun godt det halve af, hvad Aarhus og Flensborg rummede. Forfatteren pointerer, at der er flere ganske store ligheder mellem sporvejen i Helsingborg på dette tidspunkt og det foreslåede Aalborg-projekt.

Den elektriske sporvej i Helsingborg åbnede i 1903, hvor byen havde ca. 30.000 indbyggere. Nettet havde en udstrækning på 5,4 km i 1912, og dermed var såvel byens som sporvejens størrelse svarende til Aalborgs. Nedlæggelserne i Helsingborg begyndte i 1950'erne, og de sidste sporvogne i byen forsvandt ved overgangen til højrekørsel i 1967.

I sammenligningens anden by, Flensborg, havde et privat selskab etableret en hestesporvej i 1881. Den blev i 1907 afløst af en elektrisk kommunal sporvej. Der var i 1910 små 61.000 indbyggere i Flensborg. Sporvognene forsvandt også fra Flensborg, men over en noget længere årrække: I 1934 blev en linje konverteret (tilbage) til amtsbane, i 1943 omstilledes en anden til trolleybus, en tredje blev nedlagt i 1957 og den fjerde og sidste linje lukkede i 1973. Efterfølgende kom Flensborgs 1926-motorvogn nr. 36 i foråret 1974 til Skjoldenæsholm, hvor SHS på udgivelsestidspunktet endnu kun var i gang med at bygge sit sporvejsmuseum. Bogen indholder et billede fra transporten af vognen.

Forfatteren er Hans Brems (1915-2000). Han var økonom fra Københavns Universitet og flyttede i slutningen af 1940'erne til USA, hvor han senere blev amerikansk statsborger og fra 1956 professor i økonomi ved University of Illinois. Han begik en del økonomisk litteratur, men var derudover interesseret i sporvogne og blev medlem af Sporvejshistorisk Selskab. Han har derfor også i årene 1975-93 leveret en række artikler til selskabets medlemsblad Bytrafik om bl.a. amerikanske sporvejsforhold.

Brems prøver i bogen at undersøge, om de foreslåede linjer i Aalborg ville have været rentable, og hvilke udvidelsesmuligheder der senere havde kunnet tænkes. Alt sammen under sammenligning med de andre byer. Det er også her, det skinner igennem, at Brems var økonom, for læseren bliver præsenteret for ligninger, beregninger og en kurve, der angiver hvordan totalomkostningen pr. heltur aftager, når frekvensen stiger. Intet af det er matematik på højt niveau, men det er heller ikke traditionel sporvejshistorie. Brems vurderer, at sporvejen i 1912-forslaget ville have været rentabel, hvis Hobrovej-grenen var blevet ført til Hasseris i stedet.

Hverken planer i 1880'erne om en hestesporvej eller det her omtalte forslag fra 1912 blev altså til noget. Bl.a. var der i Aalborg byråd ikke enighed om ejerformen, ligesom man mente, anlægget kunne gøres billigere. Fra september 1920 begyndte motoromnibusser i stedet at fylde noget i bybilledet med den første rute mellem Vejgård, Nytorv og Hasseris - altså netop hvad Brems foreslår! Det private Aalborg Omnibus Selskab (AOS) endte med at blive det transportsystem, der udgjorde den interne kollektive trafik i Aalborg. Dette selskab voksede sig efterhånden ganske stort og ville have kunnet fejre 100 års jubilæum i år. Da Brems færdiggjorde sin bog (forordet er dateret juni 1976), var omnibusselskabet endnu i familien Studstrups eje som landets største private busselskab, men inden den var udkommet, havde Aalborg Kommune overtaget selskabet. I kommunalt regi og under Nordjyllands Trafikselskab nåede AOS op på at have over 80 bybusser. AOS led dog døden som offentligt aktieselskab, der fra 2000 blev overtaget af Combus.

Jeg er ærlig talt i tvivl om, hvem der i sin tid blev betragtet som målgruppen for denne lille bog, men jeg kan se to grunde til at hive den frem igen nu, 43 år senere:

  • Den fortæller i korte træk historien om de hedengange sporveje i Helsingborg og Flensborg og den aldrig byggede sporvej i Aalborg - tre historier, der om muligt er endnu mindre almindeligt kendte i dag, end de var i 1977.

  • Sporvejshistorie er typisk fokuseret på den by, hvis sporveje omtales. Som noget forholdsvis usædvanligt bliver Aalborg her sammenlignet med byer, der havde en lignende størrelse og lignende situation, men hvor tingene udviklede sig forskelligt.

Bogen indeholder også mange interessante fotos fra sporvejene i Helsingborg og Flensborg samt kort over linjenettet i de sammenlignede byer. Der er af gode grunde ikke gengivet autentiske fotos af sporvogne i Aalborg, men der er et par konstruerede billeder (fra før Photoshops tid). Det tætteste man kommer på levende billeder af sporvogne i Aalborg er filmen Drengene fra Sankt Petri fra 1991, som er baseret på modstandsgruppen Churchill-klubben fra Aalborg.

Sporvognsscene fra "Drengene fra Sankt Petri" (1991)

Filmen Drengene fra Sankt Petri (1991) har flere scener med sporvogne i gaden. Den er løst baseret på en virkelig modstandsgruppe i Aalborg under den tyske besættelse, men skal forestille at foregå i København, hvor Sankt Petri Kirke også ligger. De pågældende scener med sporvogne er dog så vidt vides optaget i Wrocław i Polen, hvor nogle vogne har fået københavnske farver og skilte. Der er tale om vogne af typen Linke-Hofmann T25 bygget lokalt i Breslau (efter anden verdenskrig igen Wrocław) mellem 1925 og 1929. Stillbillede fra filmen. (Det er rettet pr. 12. april 2020, at filmen ikke skal forestille at foregå i Aalborg).

Det er ikke mange eksemplarer af bogen, de danske biblioteker endnu har i behold, men dit nærmeste bibliotek burde kunne skaffe den hjem fra dybet af et fjernere biblioteks magasin. Alternativt kan den stadig købes "ny" hos Sporvejshistorisk Selskab.

Letbanen Aalborg aldrig fik...

Efter årtusindskiftet kom der gang i forskellige planer for at etablere letbaner i Aarhus, Odense, på Ring 3 ved København samt i Aalborg. Brems afslutter sin bog med at skrive om letbaner, at "Sådanne systemer kan ikke magtes af byer på Ålborgs størrelse"! I modsætning til de tre andre steder måtte man da i Aalborg også lide den tort, at foligspartierne bag finansloven for 2016 aftalte at annullere det ellers planlagte statslige tilskud til Aalborgs letbane. Det skete i november 2015, og dermed var letbanen faldet på gulvet ret præcis 100 år efter, at sporvejsplanerne sidste gang blev stillet i bero.

I stedet får Aalborg en BRT (en forkortelse for det nudanske udtryk "Bus Rapid Transit"), der er døbt +Bus - delvist finansieret af et andet statsligt tilskud, som blev vedtaget i februar 2017 af partier uden om regeringen, men dog kun et beløb svarende til omkring en tredjedel af det annullerede letbanetilskud. Aalborgs +Bus forventes at åbne i 2023.

Kilder:

Brems, Hans: Sporvejen Ålborg aldrig fik. Sporvejshistoriske skrifter nr. 4. Sporvejshistorisk Selskab, København 1977.

Der er i denne artikel også anvendt oplysninger om Aalborgs bybusser fra jubilæumsbogen udgivet ved deres 75 års jubilæum i 1995 (tidligere jubilæumsskrifter udkom i 1945 og 1960):

Studstrup, Frank: Ta' bussen til byen... Historien om omnibusserne i Aalborg. Aalborg-bogen 1995. Selskabet for Aalborgs Historie, Aalborg 1995. - Udover historien om bybustrafikken i Aalborg gennem 75 år er sporvejsplanerne også omtalt på s. 20-22, øjensynligt med Hans Brems' bog som forlæg.

Kommentarer

Claus Hansen

Skrevet

Hej Thomas,

Fantastisk initiativ!
Jeg er faktisk så ældgammel, at jeg kan huske, da bogen udkom.
Jeg har nu aldrig købt den - eller læst den - da jeg syntes emnet var lige hypotetisk nok.
Det er lidt syret, hvis SHS stadig ligger inde med et lager, man sælger af.
Men måske kan konceptet danne basis for en række af nyudgivelser; en af dem kunne hedde "S-toget Roskilde aldrig fik".

Fortsat god påske!
Claus

Thomas de Laine

Skrevet

God påske!

Man kunne bestemt godt fylde nogle sider ud med at opregne, hvor mange gange, der ikke alligevel kom S-tog til Roskilde!

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.