Af Thomas de Laine | Skrevet 7. december 2010 kl. 19:54 i (H)jul i Udkantsdanmark | Endnu ingen kommentarer

Nye læsere bør begynde med første del.

Tirsdag morgen. Vejret var blevet lidt mildere. Den sne og is, der havde givet så mange problemer de foregående dage, var begyndt at smelte, så nu var det mere sjap. Det var både godt og skidt, tænkte Niels, for så ville det blive en endnu større opgave at gøre bussen ren. Til gengæld var han på dagens første tur mod Bøvelse rettidig hele vejen.

Da de sidste elever var stået af ved skolen i Bøvelse, kom en fremmed kvinde op i bussen. "Hvordan skal jeg komme til Rodløse fra næste uge?," spurgte hun i en anklagende tone. "Øh...," svarede Niels, "jeg kører ikke til Rodløse!" "Nej, det kan jeg se!," vrissede damen. "Hvorfor kører du kun til Strutmølle?" Det gik op for Niels, at det var den nye køreplan, hun var utilfreds med. Han hev en køreplan op fra køreplansholderen og kiggede i den:

Niels var lidt overrasket over køreplanens udseende. Trafikselskabet havde skiftet design og nærmest vendt tingene på hovedet. Han havde altid været vant til, at tjekpunkterne på ruten stod nedad og afgangene side om side. Nu skulle det åbenbart være omvendt! Ligesom i Hovedstadsområdet. Det væsentlige var dog, at køreplanen ikke var særlig meddelsom omkring, hvordan man for fremtiden skulle komme fra Strutmølle til Rodløse, når den nuværende rute mellem Rodløse, Strutmølle og Bøvelse blev nedlagt. "Det kan jeg vist ikke hjælpe dig med," måtte Niels svare, "men min bus kører da til Strutmølle. Der er kun et par kilometer derfra til Rodløse."

Damen rullede med øjnene. "Det hedder Strutmølle!" Hun var tydeligt irriteret. Niels havde udtalt byens navn med tryk på første stavelse. Det var åbenbart forkert? Heldigvis gik hun igen, og Niels kørte af sted mod Skrællinge.

Da han holdt ved gadekæret i Vinterbyvester for at tage en passager op, fik han igen øje på den mærkelige mand med kameraet. Han stod på den modsatte side af vejen og tog endnu engang et billede af Niels. Men denne gang var Niels forberedt! Han hev sit eget kamera frem, åbnede sidevinduet og tog et billede af fotografen! Det så han ud til at blive lidt overrasket over.

Planteskolen

Efter at have undervist dagens sidste klasse var Kaja taget ud for at købe en gummiplante til sin stue. Hun svingede nu ind på den lille parkeringsplads foran Rodløse Planteskole. Det var et sted, hun holdt meget af at komme - en lille oase i det daglige arbejde med skolebørn og dårlige historieopgaver.

Det lykkedes at finde en gummiplante, der svarede til hendes forestillinger. Men den var stor til, at hun kunne bære den selv. Hendes ene arm havde været brækket og var kun lige kommet ud af gipsen, så hun ville nødigt overanstrenge den. "Ikke noget problem," sagde planteskolens altid hjælpsomme ejer. "Jonas!," råbte han over skulderen. Planteskolens nyansatte medhjælper, 14-årige Jonas, kom undsætning. Stor var overraskelsen hos både Kaja og Jonas, da de så hinanden. Det var ikke genkendelsens glæde! De affandt sig dog med hverandre, og Jonas bar Kajas nyerhvervede gummiplante ud til lærerindens bagagerum.

Kaja benyttede lejligheden til at udfritte Jonas om hans historieopgave. Det havde hun ikke haft muligheden for i går, for da var han slet ikke kommet i skole. Til hendes forundring afviste knægten dog med oprigtighed i stemmen, at han skulle have skrevet af efter Frederik. "Har Frederik så kopieret din opgave?," var det naturlige spørgsmål. Det mente Jonas heller ikke. I stedet forsøgte han sig med en påstand om, at hvis de begge to havde forstået emnet rigtigt, så ville deres opaver jo også ligne hinanden. Kaja kunne mærke, hvordan samtalen fik hendes puls op. "Jeg er ikke på arbejde nu," sagde hun til sig selv, og afsluttede samtalen uden konklusion.

Hvorfor er den mystiske fotograf vendt tilbage?
Var det ikke i dag, byrådet skulle have holdt møde?
Kan Kaja holde ud at være skolelærer?

Fortsættelse følger!