Myldretids blog

Bag om Myldretid, historiske indslag, julekalendere og det løse.

Fra hjemmebiblioteket: Et bomærke for HT (1985)

Skrevet i Fra hjemmebiblioteket, Bushistorie | 1 kommentar

I disse år lader det til, at Hovedstadsområdets Trafikselskab, forkortet HT, er ved at gå i glemmebogen hos den brede befolkning. Langt om længe, vil nogen tilføje, for trafikselskabet har ikke eksisteret i 20 år, men alligevel har udtryk som "HT-bus", "HT-området" osv. været ganske sejlivede. En bog, der nok til gengæld har været glemt af de fleste i mange år, er én, der udkom i september 1985, hvor HT valgte sit engang så velkendte, skråtstillede bomærke. Det var et enkelt, let genkendeligt, moderne og stærkt mærke, som måske var en af grundende til, at HT "spøgte" i så mange år.

Et bomærke for HT

Bogen, jeg henviser til, hedder slet og ret Et bomærke for HT og blev udgivet af Dansk Designråd i september 1985 i forbindelse med den designkonkurrence, der ledte frem til indførelsen af bomærket. Bomærket er på forsiden, og omslaget er i "HT-gul" farve.

Designkonkurrencen 1985

HTs oprindelige bomærke var en femkant med en flade øverst og en kant nedead, omsluttende bogstaverne 'HT'. Det var simpelt og genkendeligt, men også gammeldags. "Femkanten" symboliserede de fem amtskommunale enheder, der stod bag HT, altså Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns, Roskilde og Frederiksborg amter. I første omgang havde man omkring 1984 søgt at modernisere femkanten ved at sætte den ind i et kvadrat, og denne variant af bomærket optrådte bl.a. på visse tryksager fra HT ved trafikselskabets 10-årsjubilæum i 1984.

Bogen nævner HTs konstatering af, at femkanten ikke længere var tidssvarende, og oplister de krav og ønsker til et nyt bomærke, HT fremsatte, da konkurrencen blev udskrevet. Bl.a. skulle det nye bomærke være markant, genkendeligt og egnet til brug på såvel busser og stoppesteder som billetter og tryksager. Det måtte gerne give associationer til f.eks. transport eller bevægelse, København eller Hovedstadsregionen. Det var derimod ikke et krav, at bogstaverne 'H' og 'T' skulle indgå. Imidlertid var det vigtigt, at bomærket kunne optræde side om side med DSBs daværende logo, som ganske enkelt bestod af bogstaverne "DSB". Bogen omtaler da også det problem, at et bomærke uden bogstaverne, som placeres side om side med "DSB", nemt ville komme til at give indtryk af at være DSBs bomærke.

Konkurrencen blev mere populær end ventet, og der kom intet mindre end 2.222 forslag ind - ifølge bogen en Danmarksrekord for sådanne konkurrencer. Cirka 300 af forslagene er gengivet i bogen, som opdeler dem i hovedgrupper. Der er f.eks. kategorier, der består af bogstaverne 'H' og 'T', en kategori af bomærker baseret på pile (ofte to modsatrettede), dem der revitaliserede "femkanten", dem der bestod af en stiliseret udgave af de tre tårne i Københavns byvåben, dem der var baseret på Fingerplanens fingre m.fl.

En vinder

Førstepræmien - belønnet med 100.000 kr. - gik til grafikeren og reklamemanden Peter Hiort og grafisk designer Janne Iglsø Andersen (senere Janne Iglsø Hiort, for ja, de blev gift), som havde tegnet det bomærke, HT i august 1985 besluttede at indføre. Det er dog interessant at se, at næsten samme idé går igen i to andre forslag, som er gengivet i bogen, nemlig et fra Flemming Domar og bureauet Morten Jersild A/S (hvis indehaver var Jens Olaf Jersilds far, nu vi er i gang), og et fra Knud Holscher og Jesper M. Hansen. Begge forslag var reelt ikke-kursive udgaver af vinderforslaget. Holscher, som altså ikke blev præmieret ved denne lejlighed, kom senere til at designe "Holscher-standeren", som er den totempæl, der i dag markerer de finere af Movias stoppesteder.

Om vinderforslaget skrev juryen:

Forslaget frembringer bomærket ved hjælp af kun een streg.

Løsningen kan aflæses som HT og fremtræder samtidig som et spændende og originalt mærke, der besidder lethed og elegance.

Den kursive form er velvalgt. Den giver umiddelbart et billede af fremdrift og bevægelse og formidler dermed et billede af en virksomhed, der har sat sig nye mål - på design-området som for sit virke i det hele taget.

Bomærket rummer endelig mulighed for en videre bearbejdning til de forskellige anvendelser, der kan komme på tale, sådan at det - uanset om det anvendes i stor eller lille størrelse, i negativ eller positiv - bibeholder sit særpræg og sine iøjnefaldende kvaliteter.

Det er i øvrigt ikke hver gang, navne- og designkonkurrencer ender med, at det er overhovedet er et af de indkomne forslag, man går videre med. I nyere tid er trafikselskabet Midttrafiks navn dog et andet eksempel.

For at gøre bomærket anvendeligt, skulle der nogle grafiske tricks til: Stregen blev gjort tykkere hele vejen rundt, for at bomærket ikke skulle virke for spinkelt. Derudover blev de lodrette streger gjort lidt tykkere end de vandrette for at give den illusion, at stregerne faktisk var lige tykke. Og toppen af den venstre side af H'et blev ført lidt højere op end den øverste streg i T'et, så det så ud som om, de var i samme højde. På forsiden af bogen, hvor bomærket ses på ternet baggrund, kan sidstnævnte detalje akkurat konstateres. Eller man kan se efter på de af Sporvejsmuseet Skjoldenæsholms HT-busser, som bærer bomærket.

Det nye bomærke blev taget i brug fra 1. december 1985, hvor det bl.a. erstattede "femkanten" på busserne. Man var øjensynligt ret begejstret for forslagenes kvalitet, for intet mindre end syv andre forslag blev præmieret med anden- og tredjepræmier. Og alle forslagene blev offentligt udstillet, ligesom man altså udsendte en bog.

Der var selvironi nok til, at bogen slutter af med at gengive en artikel fra Politiken, der allerede dagen efter prisuddelingen lancerer opfattelsen af HTs nye bomærke som en hund - i artiklen kaldet "Buser", som en sammentrækning af "bus" og "Nuser". Det lidt bredere kælenavn "hunden" vandt i praksis indpas i nogle kredse. Den ene af "hundens" forældre, Peter Hiort, var i øvrigt også ham, der gav Netto-kæden deres hund.

Som et godt eksempel på, at tiden var en anden, har bogen et opslag med billeder af juryen i arbejde, omgivet af de modtagne forslag klistret op på væggene - og med ølflasker på bordet.

HT-design i 1980'erne

Det er ikke nogen tilfældighed, at det var i Finn Torjussens direktørperiode fra 1980 til 1990, HT gjorde så meget ud af sin visuelle fremtræden. Torjussen var nemlig privat meget interesseret i kunst og design og havde sågar dele af sin private samling ophængt i HTs hovedkvarter. Han fungerede også som formand for juryen, der vurderede de mange forslag.

Et væsentligt HT-designtiltag i perioden var den varme, gule farve på busserne, der blev indført i 1983. Den var "opfundet" af Lise Honoré, som var kunsterisk rådgiver for HT. Farven, der ofte omtales som "HT-gul", anvendes stadig på Movias busser i dag (dog senere "standardiseret" til RAL 1028 Melonengelb).

Derudover gennemførte HT i samarbejde med DSB og de to danske busfabrikker Leyland-DAB i Silkeborg og Aabenraa Karrosserifabrik et projekt, der ledte frem til et nyt businteriør, som ikke var baseret på gråsorte laminatplader, rødt plastic- eller plysbetræk på sæderne og "salt og pebber"-voksdug i loftet, men skillevægge, loft, lyskassebagvæg mv. tegnet af arkitekt Niels Kryger. Både HT og DSB adopterede Kryger-designet, men valgte hver sine farver til det. For HTs vedkommende blev Kryger-designet introduceret i varme orange og gule farver, som måske nok i dag virker ret "80'er-agtige", men som Et bomærke for HT også bemærker, er det farver, man bliver glad af at opholde sig i. DSB valgte et mere afdæmpet Kryger-design, og senere blev Kryger-design standard i bl.a. DABs serie 12-busser. Nu til dags er man mere tilhænger af blå og grå - de farver, man plejer at ende i, når et design ikke må genere nogen.

Nye uniformer i en mere autoritær blågrå farve afløste også omkring samme tidspunkt de rustrøde uniformer fra 1970'erne, og endelig fremgår det af bogen, at man overvejede at markedsføre sig som "De gule busser", hvilket dog aldrig blev realiseret.

Hunden overlever HT

HTs nye bomærke var et godt valg, og trafikselskabet fastholdt det resten af sin tid. Faktisk fortsatte HTs afløser fra 2000, Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), med at lade sin trafikselsksdel bruge HT-bomærket og navnet "HT" som en slags brand i de første år. Da man gradvist begyndte at gå væk fra det, hang det bl.a. sammen med, at HURs kendskab i offentligheden ikke lå så godt, som man ønskede. Fra midten af 2003 holdt man op med at sætte bomærket på busserne, men begyndte ikke at montere HURs bomærke i stedet, og nye busser leveret i årene herefter kørte rundt helt "navneløse". Man fjernede heller ikke HT-bomærket fra de busser, der allerede havde et sådant. Med denne slingrekurs kan det ikke undre, at HT viste sig at være et ganske vanskeligt brand at slå ihjel.

Det blev nok heller ikke bedre af, at det allerede i 2004 stod klart, at HURs dage var talte. Den kommunalreform, der skulle gennemføres 1. januar 2007, ville nemlig gøre det af med HUR, men i første omgang var det usikkert, om der skulle være ét eller to trafikselskaber på Sjælland, og det var endnu mere uvist, hvad det eller de skulle hedde. Først i efteråret 2006 blev navnet Movia og det tilhørende logo, bestående af to modsatrettede pile, præsenteret.

Movias logo, som i foråret 2007 blev påsat alle busser, hvoraf en del først ved denne lejlighed mistede "hunden", svarer ikke umiddelbart til nogen af de forslag fra "modsatrettede pile"-kategorien, som er vist i bogen. Men det er måske værd at tage med, hvad juryen dengang i 1985 skrev om denne kategori af bomærker. Lotte Olesens forslag, der løb med andenpræmien, var af denne type og minder en del om Aalborg Omnibus Selskabs bomærke fra 1980'erne. Om dette forslag hed det:

Symboler, som indeholder to modsat rettede pile, anvendes i forskellige udformninger af transportselskaber i mange lande. Det præmierede bomærke er derved medlem af en international "familie" af mærker. Det er både en svaghed og en styrke.;

Og om kategorien af forslåede pilebomærker i almindelighed:

Fire af de forslag, som er præmieret i HT-konkurrencen, bygger på et motiv, der indeholder to modsat rettede pile - som et symbol på muligheden for både at komme ud og hjem med bussen.

Et tilsvarende motiv anvendes også i bomærkerne for transportselskaber fra bl.a. England, Holland og Schweiz.

Et HT bomærke, som bygger på to modsat rettede pile, kan dermed ikke gøre krav på originalitet i sin grundidé.

Det er imidlertid ikke nødvendigvis en svaghed. Ved at anvende et motiv, som også kendes andre steder, kan HT meddele arten af sin virksomhed klarere overfor f.eks. besøgende fra udlandet, som ikke forbinder noget særligt med bogstaverne HT.

Pilen er et af de mest benyttede - og misbrugte - motiver i bomærker. For et transportselskab er anvendelsen af et pilemotiv imidlertid helt på sin plads.

Udviklingen efter 1985 er naturligvis ikke omtalt i bogen, men det er stadig ganske interessant at se de overvejelser, der lå bag valget af bomærke i sin tid. Bogen er på 120 sider, men er meget hurtigt læst, for teksten står både på dansk og engelsk, og derudover udgør de mange gengivelser af bomærkeforslag en stor del af bogens sider. Men det nye bomærke og HTs store arbejde med design i 1980'erne er et område af det hedengange trafikselskabs historie, som er værd at huske. HT-busser - og efter nogle år mange danske busser i almindelighed, idet en del vognmænd dog stadig svor til laminatplader med træimitationer - kom nemlig langt foran samtidige busser i mange andre lande, hvad angik det ind- og udvendige design. Og som bogen noterer, så er det faktisk ikke dyrere at få busserne bygget sådan end med traditionelt design - det kræver bare, at man tænker sig om.

Jens Bernsen m.fl. (red.): DD casebook 2: Et bomærke for HT. The Spirit of a Trademark. Dansk Designråd, København 1985. ISBN 87-87385-28-7. - Står under 75.01 på biblioteket, hvis altså ikke den skal bestilles hjem fra fjernmagasin eller modsatte ende af landet.

Kommentarer

John Mechta

Skrevet

Frem vist på Charlottenborg, hvor en lille dreng satte en streg og en prik i det nye logo, bliv så spurgt om hvor for, svaret var det er en Busser, prik på den vandrette linje i T og en streg i højre del af T.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.



Fra hjemmebiblioteket: Sporvejen Ålborg aldrig fik (1977)

Skrevet i Fra hjemmebiblioteket, Sporvejshistorie | 2 kommentarer

I denne nye serie, som du kan forvente vil udkomme med største uregelmæssighed, vil jeg fremdrage forskellige, mere ukendte eller ufortjent glemte bøger fra hjemmebiblioteket. Der er faktisk skrevet ganske meget om busser, jernbaner og sporveje i årenes løb, og mange ældre udgivelser rummer information, som stadig vil have manges interesse, selvom man ikke falder over dem på bibliotekernes åbne hylder eller i almindeligt salg. Ydermere er jeg tit stødt på andre entusiaster, der grubler over historiske forhold, der faktisk allerede er skrevet om.

Dengang Aalborg ikke fik sporvogne

Landets fire største byer hedder København, Aarhus, Aalborg og Odense - i nævnte rækkefølge, hvis der regnes ud fra nutidige folketal og kommunegrænser. Nørresundby blev nemlig først en del af Aalborg Kommune ved 1970-kommunalreformen. Af disse byer havde København, Aarhus og Odense som bekendt sporvogne indtil hhv. 1972, 1971 og 1952, men Aalborg fik dem aldrig. Hvorfor ikke?

Af indlysende årsager er der heller ikke skrevet meget historie om Aalborgs sporveje, men der findes faktisk lidt i bogen Sporvejen Ålborg aldrig fik, som udkom i 1977. Det forholder sig nemlig sådan, at svenske ASEA - efter at have stået for både anlæg og rullende materiel til Odense, hvis sporvej åbnede 11. oktober 1911 - efterfølgende henvendte sig til byrådet i Aalborg med idéen om etablering af en sporvej også her. Og i løbet af 1912 udarbejdede ASEA et konkret forslag til Aalborg byråd.

Det er dette konkrete forslag til etablering af en sporvej i Aalborg, som er bogens udgangspunkt. Bogen er mere præcist et 64 siders hæfte i Sporvejshistorisk Selskabs serie Sporvejshistoriske skrifter. Bogen indleder med at ridse historien om sporvejene i Helsingborg og Flensborg op, da disse byers forhold på mange måder var sammenlignelige med Aalborgs. Herefter følger hovedafsnittet på knap halvdelen af bogen, der selvfølgelig handler om Aalborg.

ASEA-forslaget fra 1912 gik på et T-formet system bestående af en øst-vestgående linje fra Vor Frelser Kirke via Nytorv til Østerbro og Vejgård ved den daværende kommunegrænse, hvor også remisen skulle være. Hertil kom en nord-sydgående noget zigzagformet linje fra Brohuset ved pontonbroen over Limfjorden (erstattet af den nuværende bro i 1933) via Nytorv og banegården til det helt nye amtssygehus ved Hobrovej. De to linjer ville være 3,2 hhv. 2,7 km lange med en fællesstrækning på omkring en halv kilometer. Tanken var, at det meste af sporvejen skulle være enkeltsporet, og man forestillede sig enmandsbetjent, elektrisk drift med en vogn hvert 7. minut og en takst på 7 øre. Der ville have været behov for omkring 10 vogne.

Ingen af de tre grene nåede længere end halvanden til to kilometer væk fra centrum og skulle dermed for at blive en succes kunne konkurrere med en rask gåtur. Det kan ikke undre, at man ikke planlagde sporvogne over pontonbroen og kommunegrænsen til Nørresundby, men heller ikke Hasseris planlagde man at køre til. Det var nemlig ligeledes en selvstændig kommune, som man tilmed betragtede som et "skattely"! I modsætning til de andre byer i sammenligningen var Aalborgs aldrig byggede sporvej således temmelig hæmmet af, at kommunegrænserne dengang lå ret tæt på selve byen.

Aalborg havde 33.400 indbyggere i 1911, hvilket var nogenlunde på niveau med Helsingborg på samme tid, men noget mindre end Odense og kun godt det halve af, hvad Aarhus og Flensborg rummede. Forfatteren pointerer, at der er flere ganske store ligheder mellem sporvejen i Helsingborg på dette tidspunkt og det foreslåede Aalborg-projekt.

Den elektriske sporvej i Helsingborg åbnede i 1903, hvor byen havde ca. 30.000 indbyggere. Nettet havde en udstrækning på 5,4 km i 1912, og dermed var såvel byens som sporvejens størrelse svarende til Aalborgs. Nedlæggelserne i Helsingborg begyndte i 1950'erne, og de sidste sporvogne i byen forsvandt ved overgangen til højrekørsel i 1967.

I sammenligningens anden by, Flensborg, havde et privat selskab etableret en hestesporvej i 1881. Den blev i 1907 afløst af en elektrisk kommunal sporvej. Der var i 1910 små 61.000 indbyggere i Flensborg. Sporvognene forsvandt også fra Flensborg, men over en noget længere årrække: I 1934 blev en linje konverteret (tilbage) til amtsbane, i 1943 omstilledes en anden til trolleybus, en tredje blev nedlagt i 1957 og den fjerde og sidste linje lukkede i 1973. Efterfølgende kom Flensborgs 1926-motorvogn nr. 36 i foråret 1974 til Skjoldenæsholm, hvor SHS på udgivelsestidspunktet endnu kun var i gang med at bygge sit sporvejsmuseum. Bogen indholder et billede fra transporten af vognen.

Forfatteren er Hans Brems (1915-2000). Han var økonom fra Københavns Universitet og flyttede i slutningen af 1940'erne til USA, hvor han senere blev amerikansk statsborger og fra 1956 professor i økonomi ved University of Illinois. Han begik en del økonomisk litteratur, men var derudover interesseret i sporvogne og blev medlem af Sporvejshistorisk Selskab. Han har derfor også i årene 1975-93 leveret en række artikler til selskabets medlemsblad Bytrafik om bl.a. amerikanske sporvejsforhold.

Brems prøver i bogen at undersøge, om de foreslåede linjer i Aalborg ville have været rentable, og hvilke udvidelsesmuligheder der senere havde kunnet tænkes. Alt sammen under sammenligning med de andre byer. Det er også her, det skinner igennem, at Brems var økonom, for læseren bliver præsenteret for ligninger, beregninger og en kurve, der angiver hvordan totalomkostningen pr. heltur aftager, når frekvensen stiger. Intet af det er matematik på højt niveau, men det er heller ikke traditionel sporvejshistorie. Brems vurderer, at sporvejen i 1912-forslaget ville have været rentabel, hvis Hobrovej-grenen var blevet ført til Hasseris i stedet.

Hverken planer i 1880'erne om en hestesporvej eller det her omtalte forslag fra 1912 blev altså til noget. Bl.a. var der i Aalborg byråd ikke enighed om ejerformen, ligesom man mente, anlægget kunne gøres billigere. Fra september 1920 begyndte motoromnibusser i stedet at fylde noget i bybilledet med den første rute mellem Vejgård, Nytorv og Hasseris - altså netop hvad Brems foreslår! Det private Aalborg Omnibus Selskab (AOS) endte med at blive det transportsystem, der udgjorde den interne kollektive trafik i Aalborg. Dette selskab voksede sig efterhånden ganske stort og ville have kunnet fejre 100 års jubilæum i år. Da Brems færdiggjorde sin bog (forordet er dateret juni 1976), var omnibusselskabet endnu i familien Studstrups eje som landets største private busselskab, men inden den var udkommet, havde Aalborg Kommune overtaget selskabet. I kommunalt regi og under Nordjyllands Trafikselskab nåede AOS op på at have over 80 bybusser. AOS led dog døden som offentligt aktieselskab, der fra 2000 blev overtaget af Combus.

Jeg er ærlig talt i tvivl om, hvem der i sin tid blev betragtet som målgruppen for denne lille bog, men jeg kan se to grunde til at hive den frem igen nu, 43 år senere:

  • Den fortæller i korte træk historien om de hedengange sporveje i Helsingborg og Flensborg og den aldrig byggede sporvej i Aalborg - tre historier, der om muligt er endnu mindre almindeligt kendte i dag, end de var i 1977.

  • Sporvejshistorie er typisk fokuseret på den by, hvis sporveje omtales. Som noget forholdsvis usædvanligt bliver Aalborg her sammenlignet med byer, der havde en lignende størrelse og lignende situation, men hvor tingene udviklede sig forskelligt.

Bogen indeholder også mange interessante fotos fra sporvejene i Helsingborg og Flensborg samt kort over linjenettet i de sammenlignede byer. Der er af gode grunde ikke gengivet autentiske fotos af sporvogne i Aalborg, men der er et par konstruerede billeder (fra før Photoshops tid). Det tætteste man kommer på levende billeder af sporvogne i Aalborg er filmen Drengene fra Sankt Petri fra 1991, som er baseret på modstandsgruppen Churchill-klubben fra Aalborg.

Sporvognsscene fra "Drengene fra Sankt Petri" (1991)

Filmen Drengene fra Sankt Petri (1991) har flere scener med sporvogne i gaden. Den er løst baseret på en virkelig modstandsgruppe i Aalborg under den tyske besættelse, men skal forestille at foregå i København, hvor Sankt Petri Kirke også ligger. De pågældende scener med sporvogne er dog så vidt vides optaget i Wrocław i Polen, hvor nogle vogne har fået københavnske farver og skilte. Der er tale om vogne af typen Linke-Hofmann T25 bygget lokalt i Breslau (efter anden verdenskrig igen Wrocław) mellem 1925 og 1929. Stillbillede fra filmen. (Det er rettet pr. 12. april 2020, at filmen ikke skal forestille at foregå i Aalborg).

Det er ikke mange eksemplarer af bogen, de danske biblioteker endnu har i behold, men dit nærmeste bibliotek burde kunne skaffe den hjem fra dybet af et fjernere biblioteks magasin. Alternativt kan den stadig købes "ny" hos Sporvejshistorisk Selskab.

Letbanen Aalborg aldrig fik...

Efter årtusindskiftet kom der gang i forskellige planer for at etablere letbaner i Aarhus, Odense, på Ring 3 ved København samt i Aalborg. Brems afslutter sin bog med at skrive om letbaner, at "Sådanne systemer kan ikke magtes af byer på Ålborgs størrelse"! I modsætning til de tre andre steder måtte man da i Aalborg også lide den tort, at foligspartierne bag finansloven for 2016 aftalte at annullere det ellers planlagte statslige tilskud til Aalborgs letbane. Det skete i november 2015, og dermed var letbanen faldet på gulvet ret præcis 100 år efter, at sporvejsplanerne sidste gang blev stillet i bero.

I stedet får Aalborg en BRT (en forkortelse for det nudanske udtryk "Bus Rapid Transit"), der er døbt +Bus - delvist finansieret af et andet statsligt tilskud, som blev vedtaget i februar 2017 af partier uden om regeringen, men dog kun et beløb svarende til omkring en tredjedel af det annullerede letbanetilskud. Aalborgs +Bus forventes at åbne i 2023.

Kilder:

Brems, Hans: Sporvejen Ålborg aldrig fik. Sporvejshistoriske skrifter nr. 4. Sporvejshistorisk Selskab, København 1977.

Der er i denne artikel også anvendt oplysninger om Aalborgs bybusser fra jubilæumsbogen udgivet ved deres 75 års jubilæum i 1995 (tidligere jubilæumsskrifter udkom i 1945 og 1960):

Studstrup, Frank: Ta' bussen til byen... Historien om omnibusserne i Aalborg. Aalborg-bogen 1995. Selskabet for Aalborgs Historie, Aalborg 1995. - Udover historien om bybustrafikken i Aalborg gennem 75 år er sporvejsplanerne også omtalt på s. 20-22, øjensynligt med Hans Brems' bog som forlæg.

Kommentarer

Claus Hansen

Skrevet

Hej Thomas,

Fantastisk initiativ!
Jeg er faktisk så ældgammel, at jeg kan huske, da bogen udkom.
Jeg har nu aldrig købt den - eller læst den - da jeg syntes emnet var lige hypotetisk nok.
Det er lidt syret, hvis SHS stadig ligger inde med et lager, man sælger af.
Men måske kan konceptet danne basis for en række af nyudgivelser; en af dem kunne hedde "S-toget Roskilde aldrig fik".

Fortsat god påske!
Claus

Thomas de Laine

Skrevet

God påske!

Man kunne bestemt godt fylde nogle sider ud med at opregne, hvor mange gange, der ikke alligevel kom S-tog til Roskilde!

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.



Med en af Europas sidste jernbanefærger

Skrevet i På gaden, Jernbanehistorie | 2 kommentarer

Hvis man er gammel nok til at have praktisk erfaring med at udrede båndsalat i kassettebånd, taler sandsynligheden for, at man også har prøvet at sejle med jernbanefærge. Danmark havde jo, takket være vores geografi, tidligere en hel del sådanne. Men billedet har ændret sig, og der er, så vidt jeg kan gennemskue, nu kun tre jernbanefærgeruter med passagertog tilbage i Europa - og den ene forsvinder om få uger.

De tre jernbanefærger med passagertog er Rødby-Puttgarden, en rute over Messinastrædet mellem Italiens hovedland og Sicilien og Trelleborg-Sassnitz, hvoraf sidstnævnte bruges af nattog mellem Malmö og Berlin. På Rødby-Puttgarden overføres EuroCity-togene mellem København og Hamburg for sidste gang med færgen lørdag 14. december 2019. Færgen sejler videre, men altså uden tog ombord. EuroCity-togene vil i stedet køre via Fyn og Jylland, hvilket i øvrigt ikke forlænger rejsetiden særlig meget - medmindre selvfølgelig man skal til eller fra f.eks. Lübeck, Oldenburg, Nykøbing Falster eller Vordingborg.

DSB MF 89 bagest ombord på færgen

IC3-togsæt 89 som bageste togsæt ombord på M/S Schleswig-Holstein 23. november 2019. Foto: Thomas de Laine.

Når Femern Bælt-forbindelsen engang står færdig, vil der igen køre tog fra Danmark til Tyskland denne vej, men uden det hyggelige afbræk, en færgeoverfart kan være. Og indtil da får Rødby Færge station i øvrigt reduceret den i forvejen beskedne togbetjening til ganske få daglige afgange, men der er nu heller ikke i forvejen mange passagerer her. På tysk side totalspærres banen for opgradering i intet mindre end fem år, men dog først fra 2022.

Da jeg ville nå en tur med denne, en af Europas sidste jernbanefærger, mens det endnu er muligt, blev lørdag 23. november revet ud af kalenderen. Turen gik fra København til Lübeck, der jo har et fint julemarked, og som i øvrigt er en nydelig, gammel by, der egentlig fortjener ikke kun at blive oplevet i den mørke årstid. Turen var samtidig første gang i 23 år, jeg kørte af og på en færge med tog, for sidste gang må have været tur-retur til Aalborg med InterCity i november 1996, et halvt års tid før Storebæltsforbindelsens åbning.

På tur med EC 34

EuroCity-togene via Rødby-Puttgarden kører tre gange dagligt alle ugens dage. Fra København H er det kl. 7.35, 11.35 og 15.35. Lyset er sparsomt på denne årstid, og det gav - formålet taget i betragtning - bedst mening at tage turen i dagslys, så det måtte blive afgangen kl. 11.35, der også hedder EC 34. Toget var oprangeret af to IC3-togsæt, nærmere bestemt DSB MF 85, som var forrest, og MF 89.

Sidste køreplan med jernbanefærge Rødby-Puttgarden

Sidste køreplan for EuroCity-togene København-Hamburg, hvor togene overføres med færge Rødby-Puttgarden.

Ved afgang fra Hovedbanegården var der godt fyldt op i toget, som nok er et internationalt tog, men sagtens kan bruges på lige fod med Sjællands mange regional- og InterCity-tog på helt almindelige billetter (der var ellers engang, hvor man skulle betale særligt EuroCity-tillæg). Så snart vi var kommet uden for Hovedstadsområdet, var der dog stået så mange af, at der var rigeligt med plads, og de fleste sæder var tomme hele vejen til Lübeck. Det betyder dog ikke, at denne forbindelse ikke er blevet brugt, men det har været noget sæsonbetonet. Om sommeren er der således også krav om pladsreservation. Men nu er vi uden for sæsonen, og derudover er lørdag jo traditionelt ikke den samme store rejsedag, som fredag og søndag er. På dansk side standsede toget undervejs i Valby, Høje Taastrup, Roskilde, Ringsted, Næstved, Vordingborg og Nykøbing Falster.

Folder på dansk og tysk om EC 34

Ved Orehoved sås på banens vestside de igangværende anlægsarbejder til den nye Storstrømsbro med landanlæg. Denne bro, der skal forbinde Sjælland og Falster via Madsnedø, vil med sin længde på 4 km være landets tredjelængste, når den er færdig. Den bliver bygget med en dobbeltsporet, elektrisk jernbane til kørsel med op til 200 km/t og indgår således i den væsentlige opgradering af Sydbanen, som skal ske i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen. Syd for Næstved er denne bane jo i dag enkeltsporet og uden strøm.

Den store station i Nykøbing Falster er også værd at bemærke. Den fik sin nuværende udformning og stationsbygning som led i byggeriet af Fugleflugtslinjen og dermed ibrugtagningen af jernbanefærgen mellem Rødby og Puttgarden. Stationen i Nykøbing var klar omkring et halvt år før Fugleflutgtslinjens åbning, og den er sydlig endestation for de fleste af DSBs tog til Falster. Der er således også visse depotfaciliteter her. Man kan skifte til Lollandsbanen, og jernbanen til færgehavnen i Gedser udgår også fra Nykøbing Falster, men til december er det 10 år siden, det sidste DSB-tog kørte på Gedserbanen.

Inden toget nåede til Rødby, kom togføreren gennem toget og lagde en dansk-tysk folder med rejseplan inklusive tilslutningsforbindelser mv. for EC 34 på alle bordene. Af den fremgik det bl.a., at EC 34 kørte ad den nye bane via Køge Nord med stop her og på Ny Ellebjerg... Det er jo ret luksoriøst med trykt trafikinformation nu om dage, men da en egoistisk rejsende valgte at tage folderen med sig, angiveligt med henblik på at scanne den til sin blog, fik ingen andre rejsende desværre glæde af den.

Ret præcist to timer efter afgang fra København, nåede vi Rødby Færge. Det er en station, hvis storhedstid var forbi for tyve år siden, hvor meget af trafikken, bl.a. godstogene, flyttede til Storebæltsforbindelsen. De overgroede spor og perroner ligger dog stadig hen, og sidste år blev der installeret ti geder til at holde bevoksningen i skak! EuroCity-toget holdt ved en noget interimistisk udseende perron.

Efter endt passagerudveksling kørte vi ombord på M/S Schleswig-Holstein, der er bygget til Scandlines i 1997. Færgen har i sagens natur et jernbanespor, og der er lige akkurat plads til et tog bestående af to IC3-togsæt. Toget kører næsten helt frem til klappen i færgens forende, og der er ikke meget mere plads bag toget. Alle skal forlade toget, som aflåses under den cirka 45 minutter lange overfart, og dørene frigives først igen omkring 5 minutter før ankomst til Puttgarden.

Vel i havn på den anden side, kørte toget i land og til perron på Puttgarden station i færgehavnen. Her foretog tre mand fra tysk politi grænsekontrol, og en enkelt passager, der havde mere kulør i huden, end hvad der er typisk tysk eller dansk, kunne ikke præsentere de fornødne dokumenter til at komme med videre.

DSB MF 85 ombord på M/S Schleswig-Holstein

EC 34 ombord på Schleswig-Holstein med MFA 5085 næsten så langt fremme, som det overhovedet kan lade sig gøre. Foto: Thomas de Laine.

Heller ikke i Puttgarden fremstår stationen i verdens bedste stand. På østsiden af det spor, EuroCity-toget brugte, lå en hel række spor og perroner, som naturen var i fuld gang med at erobre tilbage. Adskillige halvhøje birketræer voksede i og mellem sporene, så man kan nok konkludere, at de ikke bruger geder i Tyskland. Det var også i Puttgarden, DSB-personalet overlod toget til deres tyske kolleger.

Lidt syd for Puttgarden kørte vi uden stop forbi Großenbrode station, hvis forfatning heller ikke var noget at skrive hjem om, og videre i sydvestlig retning til første stop i Oldenburg. Herfra fortsattes, også uden stop, mere stik syd gennem bl.a. Neustadt, hvor der stadig er armsignaler. Og et kvarters tid før ankomst til Lübeck, kom toldkontrollen gennem toget.

DSB MF 85 og 89 i Lübeck

MF 85+89 afgår fra Lübeck mod Hamburg med EC 34 efter at have sat fotografen af. Foto: Thomas de Laine.

I Lübeck sluttede rejsen for mit vedkommende, men toget kørte naturligvis videre til Hamburg. På banegården i Lübeck skiller DSBs lyse, men snavsede, IC3-tog sig noget ud fra mængden. De røde, tyske tog, som kommer på banegården, er især små motortog som Alstom Lint og lignende, men der var også styrevognstog med dobbeltdækkermateriel på linjen til og fra Hamburg. Ude på gaden huserer en bybuspark, der udelukkende består af Mercedes Citaro'er.

Jernbanefærger i Danmark

Vi har jo meget vand i Danmark såvel som i grænseområderne til vores nabolande, så vi havde tidligere ganske mange jernbanefærger. Storebæltsfærgerne var nok de mest ikoniske, i hvilken forbindelse "Storebæltskaffe" blev et begreb. Blandt de vigtigere jernbanefærgeforbindelser kan nævnes:

  • Korsør-Nyborg, erstattet af den faste forbindelse over og under Storebælt i 1997 (bilbroen åbnede et år senere)

  • Strib-Fredericia, erstattet af Lillebæltsbroen i 1935 (samtidig indførte DSB lyntogene)

  • Gedser-Warnemünde, som ikke længere blev benyttet af passagertog efter nedlæggelsen af togforbindelsen København-Berlin i 1995

  • Helsingør-Helsingborg, der tabte betydning for jernbanen ved åbningen af Øresundsforbindelsen i 2000

Der var også andre steder, hvor man kunne overføre jernbanemateriel med færge, bl.a. fra Nordre Frihavn i København. Da Limfjordsbroen var blevet påsejlet med deraf følgende isolation af de nordenfjordske jernbanestrækninger, udnyttede DSB i 2012 f.eks. jernbanefærgen mellem Frederikshavn og Göteborg til at transportere en mængde indespærret materiel "hjem" via Sverige. Færgen på denne rute blev dog i 2015 udskiftet til én uden spor, som i øvrigt har en blakket fortid som DSB-bilfærge med navnet Ask mellem Aarhus og Kalundborg (prøv at google "Ask og Urd", hvis du ikke har haft kassettebånd).

De store broer - eller faste forbindelser, som de lidt mere teknisk ofte kaldes - har med andre ord i stort omfang reduceret færgeriet, og den næste af slagsen, Femern Bælt-forbindelsen, afliver ved decemberkøreplansskiftet en af Europas sidste passagertogsforbindelser, hvor toget overføres med færge.

DB-regionaltog i Lübeck

DB 648 348 og 648 844 med regionaltog på Lübeck Hauptbahnhof. Foto: Thomas de Laine.

Fugleflugtslinjen

Jernbanefærgen Rødby-Puttgarden kom til som del af "Fugleflugtslinjen". Historien bag etableringen af denne vej- og jernbaneforbindelse var, at der i mange, mange år havde været megen handel og trafik mellem København og Hamburg. Som navnet antyder, er Fugleflugtslinjen en direkte forbindelse, nemlig mellem disse to byer. Planer for en jernbane med broer over sundene og færge mellem Syltholm på Lolland og Femern fremkom allerede i 1860'erne, men de viste sig altså at være omkring 100 år forud for deres tid. I stedet kom der i 1903 jernbanefærge Gedser-Warnemünde, hvilket gav en fornuftig forbindelse til Berlin.

Det blev under den tyske besættelse, at der kom til at ske noget med Fugleflugtslinjen. Januar 1941 vedtog man således at etablere en jernbanefærgerute fra Rødby til Femern og bygge tilsluttende baner, og snart efter fulgte beslutningen om også at anlægge motorveje. Det symbolske første spadestik blev allerede taget i september samme år, og måske lige så symbolsk knækkede spaden i forsøget. Pressefotos fra begivenheden viser den danske minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen (partiløs) under flag med hagekors... Arbejdet var langt fra færdigt, da krigen var slut, og da var byggeriet gået i stå.

Broer og jordarbejder til den ufærdige jernbane og motorvej henlå i landskabet i en årrække, mens økonomien rejste sig igen, og den nye verdensorden med det delte Europa gjorde en forbindelse til Hamburg frem for Berlin endnu mere relevant. Som en foreløbig løsning kom der i 1951 en jernbanefærge fra Gedser til Großenbrode, der i de følgende år fik udvidet kapaciteten væsentligt. Færgedelen af turen tog dog op mod tre timer. Men i 1958 kom lovgrundlaget for Fugleflugtslinjen på plads - og denne gang mente man det! Udover den 36 km lange jernbane mellem Rødby Færge og den allerede omtalte nye banegård i Nykøbing Falster, var broen over Guldborgsund også en del af projektet.

Fugleflugtslinjen blev indviet 14. maj 1963, hvor man overflyttede trafik fra Gedser-Großenbrode-ruten med afkortede rejsetider til følge. Tidsbesparelsen kunne i høj grad henføres til, at Rødby-Puttgarden kun var 19 km, hvor Gedser-Großenbrode havde været 69 km. Der kørte fra begyndelsen internationale passagertog mellem København og Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Italien, Schweiz og Østrig ad Fugleflugtslinjen, og de fleste tog betjente Hamburg. I modsætning til hidtil var der også kapacitet til mange godstog via Femern. Gedser var herefter mere ruten for tog mod Berlin og Østeuropa.

De internationale tog fik imidlertid allerede fra 1960'erne mere konkurrence fra andre transportformer. Motorvejsnettet i Vesteuropa blev udbygget, og ferie i privatbil eller turistbusser vandt frem. Senere hen blev også flyvning økonomisk tilgængeligt for de mange, og i dag er toget typisk hverken konkurrencedygtigt på rejsetid, passende afrejse-/ankomsttidspunkt eller pris, når det gælder international transport. Konsekvensen blev, at antallet af tog og destinationer faldt over årene.

Forsiden af "Internationale tog via Rødby Færge" (1998)

Brugen af IC3-tog i trafikken mellem København og Hamburg via Rødby-Puttgarden begyndte 23. maj 1993 og var blandt andet forudsat af leveringen af et antal IC3-tog, indrettet for kørsel i Tyskland. Et af disse, MF nr. 83, blev kort efter døbt Max Brauer efter den tidligere socialdemokratiske borgmester i Hamburg. Indtil 1993 havde der via Rødby-Puttgarden primært været anvendt lokomotivtrukne tog med ikke særligt rendyrkede stammer af personvogne. Fra køreplansskiftet "K Storebælt" i september 1997 førtes nattogene via Fyn-Jylland, og alle togene via Rødby-Puttgarden var nu IC3-tog. Senere kom der så en periode, hvor DSB anvendte lejede tyske ICE-tog i trafikken.

Det ret aktive forlag Bane Bøger udgav i 1998 bogen Internationale tog via Rødby Færge, som var den første i en serie på fire om de grænseoverskridende jernbaneforbindelser. Fugleflugtslinjen, Rødby-Puttgarden-ruten og de mange forskellige tog, der tidligere gik denne vej, er omtalt i bogen, hvis efterfølgere udgivet frem til 2003 omhandlede forbindelserne via Gedser, Øresund og Jylland. Internationale tog via Rødby Færge har været udsolgt i en årrække, men er tidligere på året blevet genoptrykt i et begrænset oplag.

De "tyske" IC3-tog

Min rejse foregik som nævnt med IC3-togsæt nr. 85 og 89. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men faktisk er det kun en begrænset del af IC3-flåden, der overhovedet kan gøre turen over grænsen mod syd.

Af den oprindelige bestilling på 85 IC3-tog, blev de sidste 10, MF-togsæt 76-85, leveret i 1993 udstyret med det tyske Indusi-sikkerhedssystem og tysk radio til brug for kørsel til Hamburg og Flensborg. Senere blev der indkøbt yderligere 7 IC3-tog, nr. 86-92, som kom i 1996-98, og de var oprindeligt ikke indrettet til kørsel i Tyskland, men blev det i 2003. Af DSBs i alt 96 IC3-tog - for man brugtkøbte endnu senere 4, der var nybygget til Sverige - er det altså kun de 17, der kan bruges på tysk spor.

Døråbningen på disse "tyske" IC3-tog er i øvrigt også anderledes. IC3 har jo udsvingsdøre, og på resten af serien åbner og lukker dørene ved hjælp af svingarme både for oven og neden på dørbladene. Men på MF 76-92 er der nederst i stedet tale om, at dørbladene er fastgjort i en skinne og således holdes tættere på vognkassen. Derfor tipper dørene også fremad for oven, når de åbner og lukker. Desuden sker åbningen og lukningen af klaptrinnet under dørene samtidig med dørenes bevægelser, i stedet for umiddelbart før åbning og efter lukning. Døråbningens ændring var nødvendig, fordi tyske perroner kan være noget højere end de danske, hvorved ordinære IC3-døre ville risikere at ramme dem.

Tiderne skifter

På vej ud af IC3-togsæt 85 i Lübeck bemærkede jeg en tegning af den type togviserskilte, de såkaldte flapskilte, som prægede S-banen i mange år og var designet under DSBs kendte og dygtige overarkitekt og designchef Jens Nielsen (1937-1992). Togsæt 85 blev som sidste tog i den oprindelige serie IC3-tog navngivet i IC3-fabriksbyen Randers efter netop Jens Nielsen. Han var stærkt involveret i designet af IC3-toget, DSBs røde og sorte design indført i 1970'erne, udseendet på de trykte køreplaner, togviserskilte og meget, meget andet.

Hvert IC3-tog fik en unik udsmykning - noget nyt i hans tid - og i sæt 85 er denne begået af Jens Nielsen selv og Bo Linnemann. Udsmykningen indeholder forskellige eksempler på og budskaber om designindsatsen i DSB i de år. Det var en indsats, hvor man f.eks. var opmærksom på, at et togviserskilt ikke kun skal have et godt visuelt udtryk, men også kunne læses på afstand. Den slags glemte man siden, og nu kan vi ydermere se frem til, at IC3-togene mister deres individuelle udsmykninger i forbindelse med en forestående genopfriskning af materiellet. Tiderne skifter. Og du må selv printe de nye.

Kilder og videre læsning:

Bruun-Petersen, Jens & John Poulsen: Internationale tog via Rødby Færge. Bane Bøger, Smørum 1998.

Om Jens Nielsen og hans indflydelse på IC3-togene kan der læses mere her:

Frederiksen, Erik Ellegaard, Niels Kryger & Vibeke Lassen Nielsen (red.): Jens Nielsen. Dansk Design Center, København 1996.

Knudsen, Benny & John Poulsen: IC3. Det sidste danske togdesign. Bane Bøger, Smørum 2016.

Endelig beretter Hans Werner Hansen i artiklen 25 år med IC 3 togsæt på tyske skinner på Jernbanen.dk om introduktionen af IC3 som EuroCity-tog til Hamburg.

Kommentarer

Peter

Skrevet

Tak for denne beretning, for en tur som jeg kan se jeg ikke kommer til at tage igen. Jeg har oftest taget denne tur til både Lübeck og Hamborg, og jeg forbinder den med stor hygge. Ærgerligt, ikke at nå at opleve det igen.

Ivan Kejser

Skrevet

Tak for denne beretning. Er kommet i Rødbyhavn siden 96 hvor jeg og en ven ofte tog færgen da der var toldfri salg. Senere da bordershoppen kom. Har også prøvet gedser Warnemünde når jeg skulle til Berlin 1985-88. Men trist som Rødby færgehavn ser ud i dag. Har tit taget ic toget til Hamburg eller Lübeck i slut 80'erne.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.



Indtryk fra Køge Nord

Skrevet i På gaden | Endnu ingen kommentarer

I går blev Køge Nord station og den nye jernbane København-Køge Nord-Ringsted som bekendt indviet. Det var Køge Nord, der dannede rammen om de fleste af festlighederne, og da jeg jo ydermere er vokset op i Køge, måtte jeg selvfølgelig kigge nærmere på det nye monstrum af en station. Alle billederne er fra indvielsesdagen 31. maj. Se i øvrigt også Myldretids billeder af indvielsestoget mv.

Køge Nord er selvfølgelig en station på den nyanlagte højhastighedsbane, men samtidig er der også etableret perroner for S-togene på Køge Bugt-banen. I den forbindelse er det lidt tankevækkende, at Køge Bugt-banen - som åbnede på dette stykke i september 1983 - stadig er en af landets nyeste jernbaner. Mellem fjernbanedelen og S-banedelen af stationen ligger Køge Bugt Motorvejen, og den lukkede gangbro på 225 meter, der forbinder de to stationer, er temmelig markant.

Køge Nord set fra vest

Velkommen til Køge Nord! Der er nok dem, der vil mene, at gangbroen mest af alt ligner et kæmpestort udstødningsrør, der er blevet lagt på tværs af en motorvej og to jernbaner. Foto: Thomas de Laine.

Vestenden af gangbroen

Vestenden af gangbroen. Foto: Thomas de Laine.

"Udstødningsrøret" set fra siden

"Udstødningsrøret" set fra siden, når man kommer af rulletrappen. Foto: Thomas de Laine.

Udkig over busterminal

Vestenden af gangbroen har en lille udsigtsplads, hvor man bl.a. kan følge, hvad der sker på busterminalen for linje 101A. Foto: Thomas de Laine.

På vestsiden af stationen er der etableret en busterminal, der skal bruges af Køges bybuslinje 101A, som nu forlænges til stationen. Ruteføringen for 101A er ikke den endelige, som forudsætter bygningen af en særlig busbro over jernbanen til Roskilde. Køge Kommune vil gerne have denne strækning til at være "+Way".

I vest ligger også de første parkeringspladser til et Parkér&Rejs-anlæg, og Køge Bugt Motorvejen fik etableret en frakørsel ved Egedesvej, der åbnede i september 2015, så man nemt kan komme hertil. Trods udvidelser er Køge Bugt Motorvejen belastet af trængsel, og ved Køge Nord - lidt nord for sammenfletningen mellem Vestmotorvejen og Sydmotorvejen - indfinder problemet sig allerede ved sekstiden på hverdagsmorgener. I en vis forstand ligger Parkér&Rejs-anlægget derfor "for sent" på turen mod København.

Gangbroen skulle efter tidligere planer have haft store elektroniske informationstavler på sydsiden, så bilister kørende mod nord kunne se antal ledige parkeringspladser og næste afgangstider for tog fra stationen, men det måtte opgives.

Der demonstreres mod Ring 5 Syd

Gruppen "Nej til Ring 5 Syd" benyttede lejligheden til at demonstrere modstanden mod en ny motorvejsstrækning, der senest er blevet del af den politiske aftale om investeringer i infrastruktur for 110 mia. kr., som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i foråret. Ring 5 Syd vil efter planen forbinde Frederikssundsmotorvejen, Høje Taastrup og Køge og vil løbe vest for Køge Bugt Motorvejen på en måde, der faktisk minder lidt om den netop indviede jernbanes forløb parallelt med S-banen. Gruppen ønsker andre løsninger end en ny motorvej af hensyn til bl.a. klima, miljø og natur, f.eks. bedre udnyttelse af den eksisterende motorvej med vendbare vognbaner, mere samkørsel osv. Der blev uddelt foldere, og gruppens gule skilte hang også som "valgplakater" på lygtepæle i området. Den tilknyttede Facebook-gruppe har pt. 4.800 medlemmer. Foto: Thomas de Laine.

Afgangsplakater

De kendte gule afgangsplakater findes også på Køge Nord, hvor de allerede nu lister InterCity Lyn-togene, der først omlægges til den nye bane fra 8. juli. Foto: Thomas de Laine.

Fjernbanedelen af stationen har en ø-perron for tog mod København (spor 3-4) og en ø-perron for tog mod Ringsted (spor 6) og Køge-Næstved (spor 7). De to yderste spor (3 og 7) er forbundet med "Lille Syd", banen Roskilde-Køge-Næstved, men der køres i første omgang slet ikke på denne forbindelse. Fra 1. juni 2019 køres der alene et dieselregionaltog i timen, der fra Ringsted skal ad Sydbanen. Køge Nord bliver en InterCity-station fra 8. juli, hvor også InterCity Lyn-togene føres ad den nye bane med stop på stationen. Fra december-køreplansskiftet bliver lyntogene dog gennemkørende, men til den tid flyttes også en del af de almindelige InterCity-tog til den nye bane, og de vil stoppe på Køge Nord. Det er i øvrigt første gang, Køge kobles på InterCity-systemet.

Billet- og Rejsekort-automater

På vestsiden af stationen findes en billetautomat og en Rejsekort-automat. Skulle den maskine, man behøver, være ude af drift, må man gå de cirka 225 meter over gangbroen til S-togsdelen af stationen, hvor der også er en automat af hver type. Stationens vestside har også toiletter. Foto: Thomas de Laine.

Kig langs gangbroen i østlig retning

Udkig fra gangbroen i østlig retning med en af de turistbusser fra Herfølge Turistfart, der under indvielsesarrangementet kørte som shuttlebusser mellem Køge Nord station og Køge. Gangbroen spænder fra busterminalen og parkeringspladsen i vest over den nye jernbane, Køge Bugt Motorvejen (som ses i forgrunden) og en parkerings- og busvendeplads (med bussen) til S-banen i øst - i alt 225 meter. Det kan nok tage tid at skifte her. Foto: Thomas de Laine.

Mellem motorvejen og S-togsstationen er der placeret flere parkeringspladser og en busvendeplads, alt sammen med adgang fra Egedesvej i nord. Buslinje 120, der ellers kører på Nylandsvej i boligkvarteret øst for stationen, vil fremover gøre en afstikker ad Egedesvej hertil og retur. Denne omlægning er finansieret ved, at linjens hidtidige myldretidsture mellem Ølby st. og Søparken nordøst for Køge Nord er inddraget. Herved får Nylandsvej kun to busser i timen mod hidtil fire i myldretiden, men omvendt vil en del af passagererne langs vejen nok fremover blot gå til Køge Nord st.

Så vidt, så godt, men Region Sjælland har efterfølgende besluttet at spare linje 120's strækning fra Karlslunde til Køge væk. En ny løsning er endnu ikke fundet, men i Køge Kommunes overvejelser indgår at forlænge kommunens anden A-buslinje, linje 102A, op til Køge Nord st. I Herfølge overvejer man i øvrigt senere at lade linje 102A køre ind via Herfølge station, når strækningen Næstved-Køge kommer til at få direkte tog til København via Køge Nord og den nye bane.

Kig langs gangbroen i vestlig retning

Udkig fra gangbroen mod vest. Ved trappen ned til spor 3-4 (mod København) ses bl.a. en kameramand. Foto: Thomas de Laine.

Gangbroen indvendigt

Gangbroen er på mange måder ganske flot indvendigt, og man må håbe, den får lov at blive ved med at være det, for stationen er ubemandet. På dette billede er et par drenge på skateboard og løbehjul på vej gennem røret, og jeg så også en hundelufter! Foto: Thomas de Laine.

S-togsdelen af stationen er egentlig bare et par perroner lagt på ydersiden af den eksisterende banestrækning. Det kræver omkring et ekstra minuts køretid på Køge Bugt-banen at holde på Køge Nord, men for linje E's vedkommende blev dette indvundet ved, at linjen siden december 2018 ikke længere standser på Friheden st. Klagerne over dette er i øvrigt ikke udeblevet, heller ikke fra politisk hold.

S-banesekskant

Ved busvende- og parkeringspladsen mellem S-banedelen af stationen og motorvejen er der opstillet en S-bane-sekskant. På vestsiden af stationen er det en DSB-sekskant. Som det ses, har S-bane-sekskanten allerede fået en skade, så "fejlen" bliver muligvis rettet snart? Foto: Thomas de Laine.

S-togslinjekort med Køge Nord og den nye bane

På den nordgående S-togsperron finder man dette linjekort, som inkluderer såvel Køge Nord station som den nye fjernbanestrækning.

S-togslinjekort med metrocityringen

Mindre vellykket er tilføjelsen af metrocityringen på S-togskortet.

"Not in My Backyard!" er en klassisk reaktion fra dem, skal være naboer til f.eks. meget synlige eller støjende infrastrukturanlæg. Nu havde Køge Nords naboer i øst i forvejen både S-bane og motorvej, men der er sikkert ikke udelt begejstring for den karakteristiske gangbro ganske kort fra baghaverne. Til gengæld har man fået skabt en slags vartegn for området, der på vestsiden forventes at gennemgå en stor udvikling i de kommende år.

Køge Nord set fra østsiden

Sådan ser stationen ud fra villakvarteret mod øst. Foto: Thomas de Laine.

Kommentarer

Ingen har endnu kommenteret dette indlæg.

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.



I dag for 20 år siden...

Skrevet i Om Myldretid | 9 kommentarer

Tiden går hurtigt, og i dag er det 20 år siden, Myldretid så dagens lys. Eller mere præcist: Jeg åbnede "de L@ines bussider" 25. januar 1999. Dengang var det endnu ikke decideret kikset at udskifte 'a' med '@' i et navn.

Det er altid risikabelt at bruge begrebet tid i et navn eller slogan, der har med kollektiv trafik at gøre. Hvor mange jokes har DSBs gamle slogan "Hvis tiden er vigtig" ikke kastet af sig? Ikke desto mindre fik hjemmesiden fra midten af 2000 navnet Myldretid, og der har da også - navnligt i de senere år - været flere, der har bemærket, at jeg vist ikke har lige så meget tid til hjemmesiden, som jeg havde engang.

Myldretid anno 1999

Sådan så Myldretid, alias de L@ines bussider, ud i sommeren 1999.

Nogen af jer, der læser dette, var sikkert ikke engang født, da hjemmesiden gik i luften, og jeg kan da selv konstatere, at jeg nu har haft den i mere end halvdelen af mit liv. Jubilæumssiden fra 10-årsdagen eksisterer fortsat, og er nu selv blevet historisk.

Jeg har egentlig ikke flere bevingede ord at sige i dagens anledning, men vil gerne takke alle, der har fulgt med!

Kommentarer

Peter Hobel

Skrevet

Hej Thomas!

Tillykke med 20 års fødselsdagen.

Jeg ser på siden næsten hver dag!

De venligste bus-hilsner

Peter

Michael Peter Jørgensen

Skrevet

Hej Thomas

Tillykke med 20 års fødselsdag for din fine hjemmeside. Jeg følger den tæt og med stor interesse.

Bedste hilsner

Michael

Niels-Henrik Hertz

Skrevet

Det er med stor fornøjelse at jeg har læst din side gennem 20 år.
Tillykke tillykke

Jesper

Skrevet

Kære 2mads!
Stort tillykke med de 20 år! Imponerende. Det kan godt være, at siden ikke opdateres lige så ofte nu som i begyndelsen, men mængden af værdifuld information her er virkelig stor. Du skal have en kæmpe og velfortjent tak for dit kæmpe arbejde med Myldretid.
Mvh. YesPR

Christian Lindencrone Giersing

Skrevet

Hej Thomas
Også stort til lykke herfra med de 20 år.

Hilsen Christian

Jørgen Valentiner

Skrevet

Hej Thomas
Jeg har med glæde fulgt Myldretid siden jeg lærte den at kende i ca. 2005. Du fortjener stor tak for at du deler din imponerende viden med os mere læge personer, som ellers ikke ville have et sted at gå hen hvad busviden angår. Jeg håber virkelig du har lyst og energi til at fortsætte og sender mine bedste hilsner
Jørgen

Ole Bøglund

Skrevet

Hej Thomas.
Jeg har med stor interesse fulgt dine udgydelser gennem alle 20 år. Sommetider har jeg fået nyheder fra branchen, via din hjemmeside, som jeg ikke havde kendskab til, - og det er jo aldrig dårligt at være velorienteret :-)
Jeg ser frem til også at blive opdateret i min videre pensionisttilværelse.
Mvh/Ole Bøglund

Klaus Ryberg

Skrevet

Hej Thomas

Tillykke med de 20 år, håber du forsætter med dine information til glæde for mange af os i den offentlige trafik.

Venligst Klaus Ryberg

Bjarne Sørensen

Skrevet

Hej Thomas.

Mange tak for de mange gode historier og skriverier igennem de sidste 20 år. Jeg ser frem til de næste 20 år med (sikkert) lige så mange gode historier.

Venligst

Bjarne Sørensen

Kommentér

Skal udfyldes!
Skal udfyldes! Vises ikke.